|

½ pris på entrébilletten hos Modelbane Europa i Hadsten

Modelbanen oplever en stor stigning i besøgstallet her i højsæsonen, hvor voksne kun skal betale 45 kr., børn 25 kr. og pensionister kun 40 kr. En familiebillet koster nu kun 115 kr.

Som mange nok ved, er der igen åbent for besøg hos Modelbane Europa, og ovenikøbet er den absolutte højsæson gået i gang. Modelbanen har således åbent hver dag kl. 10 – 17 frem til 16. august, altså i resten skolernes sommerferie plus en ekstra uge af hensyn til især udenlandske turister. Indtil den 9. august kan man komme ind og se de flotte modelanlæg for halv pris.

– Vi har været meget spændte på, om vores gæster ville komme, eller om de af forsigtighedsgrunde i forhold til Corona-situationen vælger at blive hjemme, siger Bjarne Werliin fra Modelbane Europa. Men med det besøgstal, vi har haft i de første uger af sommerferien, ser det ud til, at folk gerne vil opleve vores eventyrlige modelverden.

Modelbane Europa fortæller, at man med stor glæde har taget imod regeringens sommerpakke, som bl.a. tilbyder støtte til museer, så disse kan sætte prisen på entrébilletter ned til halv pris. Man sendte hurtigt en ansøgning afsted, og allerede to dage efter fik modelbanefolkene et positivt svar – og en pengeoverførsel.

– Vi er faktisk noget imponerede over, hvor hurtigt Skov- og Kulturstyrelsen har behandlet vores ansøgning, fortæller Bjarne Werliin. Og vi er ikke ret meget i tvivl om, at det har en god effekt på besøgstallet. Vi har mange besøgende stort set hver dag, og vi kan se, at folk i højere grad en normalt køber en kop kaffe og en af vores unikke svellekager. Så der er svært at holde armene nede.

Med det store besøgstal har det frivillige personale ekstra travlt med at servicere gæsterne og holde øje med togdriften. Hadsten Modeljernbaneklub, der er ansvarlige for driften af Modelbane Europa, har i øjeblikket knap 60 medlemmer hvoraf ca. 35 er aktive som personale i åbningstiden. 3 personer er på vagt ad gangen, og her i højsæsonen betyder det, at den enkelte skal på frivilligt arbejde mindst en gang om ugen. Derfor søger man nye medlemmer.

Vi kan godt mærke, at nogle af vores medlemmer føler sig lidt pressede og gerne vil have lidt færre vagter, siger Bjarne Werliin. Vi har jo alle sammen også et liv ved siden af modelbanen – nogle skal ligeledes passe et ’rigtigt’ arbejde. Vi har fået en del nye medlemmer i de sidste måneder, men vi byder gerne flere velkomne.

Som medlem af Hadsten Modeljernbaneklub – som står for driften af Modelbane Europa – bliver man i et tempo, man selv sætter, oplært i en eller flere af de funktioner, som er nødvendige i åbningstiden. De tre funktioner kaldes køreansvarlig, rangérmester og cafévagt. Deres opgaver er henholdsvis at betjene kørecomputeren og ordne tekniske problemer, at rense lokomotiver og holde øje med togenes drift samt at sælge billetter og cafévarer. Det er gratis at være medlem af klubben, så længe man tager vagter i åbningstiden. Hver mandag og torsdag aften er der klubaften på modelbanen, hvor der hygges over en kop kaffe, og hvor udbygning og vedligeholdelse af modelanlæggene finder sted.

Indmeldelse i Hadsten Modeljernbaneklub kan ske under et besøg hos Modelbane Europa. Man kan få nærmere oplysninger ved at sende en mail til bjarnew@modelbaneeuropa.dk

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Minimumsnormering på ældreområdet.

Minimumsnormering på ældreområdet.

Af Mercedes Czank, Formand Dansk Folkeparti,  Favrskov ... læs mere
Man binder os på mund og hånd...

Man binder os på mund og hånd…

… men man kan ikke binde ånd! ... læs mere
BUM – og så stod tiden stille!

BUM – og så stod tiden stille!

Af motorredaktør Jørgen Kjær, Hadsten ... læs mere
Syng dig glad i Hadsten blandede Kor

Syng dig glad i Hadsten blandede Kor

Sådan siger vi i Hadsten blandede Kor, som nu starter ny sæson onsdag den 26. august kl. 19.30 ... læs mere
Møde om boliger med fællesskaber

Møde om boliger med fællesskaber

Overvejer du en bolig, hvor der er mulighed for en privat bolig plus et fællesskab med andre, så er dette møde noget for dig ... læs mere
2 færdselsuheld lørdag formiddag

2 færdselsuheld lørdag formiddag

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Kræftens Bekæmpelse - Vi glæder os til (måske) at se dig i morgen

Kræftens Bekæmpelse – Vi glæder os til (måske) at se dig i morgen

Søndag går mange på gaden til den årlige landsindsamling, men desværre er det en helt anden indsamling end den, du kender ... læs mere
Arkivet er lukket indtil videre!

Arkivet er lukket indtil videre!

Som følge af Covid-19 kan vores gæster ikke besøge arkivet ... læs mere
Loading...