|

Alle skoler klar til affaldssortering

Fire skoler har været pilotskoler i forhold til at sortere affald, og nu følger resten af skolerne trop i løbet af uge 37 og 38.

Eleverne er dygtige til at sortere – her er det fra en tidligere indsats med at samle plasticlåg.

 

 

Sorteringen af affald på skolerne ligner den, de øvrige husstande i Favrskov Kommune har haft gang i i et stykke tid. Der bliver sorteret i tre enheder: Pap-papir, metal-glas-plast, restaffald.

Bavnehøjskolen i Hadsten og Søndervangskolen i Hammel er to af de fire pilotskoler, der har arbejdet med at samle erfaringer, som de øvrige skoler har kunnet trække på til opstarten i denne uge og i uge 38.
Connie Goosmann, lærer på Bavnehøjskolen, roser skolens elevråd for at hjælpe sorteringen så godt på vej.
– Elevrådet har fået et lynkursus i at sortere, og efterfølgende har eleverne så to og to været ude i klasserne for at lære kammeraterne det samme. Og den form for sidemandsoplæring virker endnu bedre end, hvis det var en lærer, der kom med de samme informationer. Desuden hjælper det selvfølgelig, at eleverne kender til sorteringen hjemmefra, siger Connie Goosmann.
Derfor kan der godt dukke spørgsmål op. Eksempelvis hvor det tomme yoghurtbæger skal smides i, og hvad man gør med papirservietten.
– Når servietten er våd, så skal den stadig i restaffald, og yoghurtbægeret skal skylles rent, og så må det komme i plastic-affaldet, oplyser Connie.

På Søndervangskolen i Hammel har lærer Martin Hager Andersen været med til at samle nogle erfaringer sammen i forhold til antal affaldsspande i lokalerne og deres placering:
– Det er eksempelvis vigtigt at se på, hvad lokalet bliver brugt til. Hvis det er til billedkunstfaget, så skal der større papirspande op. Og i et almindeligt klasselokale er der ikke behov for en stor spand til metal, glas og plast, men måske mere plads til restaffald, da det ofte er i det lokale, eleverne spiser, og det giver en del affald.

Han oplever, at det er gået forbavsende nemt med at indfase sorteringen, da eleverne kender det hjemmefra.
– Eneste problem har nok mest været de elever, der har haft svært ved at ramme spandene, siger Martin Hager Andersen og hentyder med et smil til, at eleverne gerne vil kaste affaldet i spanden og ikke altid rammer plet.
Han understreger, at det giver god mening, at skolerne nu skal til at sortere affaldet:
– Vi snakker om bæredygtighed og miljø på tværs af landegrænserne, og det lærer børnene en del om. Med sorteringen kan vi vise, at vi også byder ind og gør noget, der samlet set kan gøre en forskel. Det giver god mening.

Birthe Bitsch Mogensen, pædagogisk konsulent i Børn og Kultur, glæder sig over, at affaldssorteringen nu kan rulles ud til alle skoler.
– Corona-nedlukningen har forsinket vores projekt, men nu er vi klar. Pilotskolerne har givet os et fint indblik i, hvad der er en god idé at gøre på skolerne, og vi har kunnet lave nogle småjusteringer. Jeg vil gerne rose elevrådene, da deres deltagelse har været afgørende for, at det er blevet taget så godt imod af de øvrige elever. Det virker simpelthen ekstra godt, at eleverne fortæller hinanden, hvad der er smart at gøre – og så gør de det, siger Birthe Bitsch Mogensen.
 

Fakta:

  • Hvor skal servietter og andre aftørringsklude hen? – Restaffald
  • Hvad med blyantsmulder? – Restaffald
  • Sølvpapir fra madpakken? – Restaffald, fordi det er beskidt
  • Hvad med flamingobakker? – Restaffald, da det ikke er hård plast
  • Hvad er hård plast? – Det, du kan tromme på
  • Hvor rent skal det være? – Fri for madrester

Læs mere i affaldsguiden fra Favrskov Forsyning

Dato:11. september 2020

Senest opdateret:

11. september 2020

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Corona-test af børn over to år uden henvisning

Corona-test af børn over to år uden henvisning

Efter anbefaling fra Sundhedsstyrelsen kan børn ned til to år nu blive testet i Testcenter Danmarks telte ... læs mere
Vil du ha’ en positiv historie om gadeidrætsfællesskaber i en coronatid?

Vil du ha’ en positiv historie om gadeidrætsfællesskaber i en coronatid?

Omega Skate Klub i Søften skaber fællesskaber for børn og unge med et fedt event på trods af corona ... læs mere
Forråds Krukken

Forråds Krukken

Krukken er fundet på gården Engholms mark i Ødum ... læs mere
Ny dyrevelfærdslov: Snart må du drukne bananfluer, hvepse og dræbersnegle

Ny dyrevelfærdslov: Snart må du drukne bananfluer, hvepse og dræbersnegle

Det er faktisk ikke lovligt at brude eddikefælder og ølfælder. Men fra årsskiftet 2021 indføres en ny lov, der gør det tilladt at drukne hvirvelløse dyr ... læs mere
Selvbestemmelse på retur!

Selvbestemmelse på retur!

Eva Damsgaard, Dansk Folkeparti, Favrskov ... læs mere
Elever på Østervangskolen går  i de store opdageres fodspor

Elever på Østervangskolen går i de store opdageres fodspor

Årets Naturvidenskabsfestival handler om de store opdagelser, der har forandret vores verden ... læs mere
Færdselsuheld

Færdselsuheld

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Fremmed mand satte sig ind i bil i tomgang

Fremmed mand satte sig ind i bil i tomgang

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Pressemeddelelse

Pressemeddelelse

Kom til HAVEDAG på genbrugspladsen ... læs mere
Stor publikumsinteresse for Favrskov Revyen

Stor publikumsinteresse for Favrskov Revyen

De røde lamper bliver hængt ud fredag den 2. oktober, hvor alt er udsolgt ... læs mere
Loading...