|

AT SMAGE JULETØNDE…

Må afholdsfolk drikke juleøl? Må Gammelnisser? Havde Larsen-Ledet virkelig ikke et fornavn? Den 23. december bliver du klogere på mangt og meget, så hurtigt ind på PingvinNyts julekalender…

SKÅL siger: Kurt Villy Svendsen

AT SMAGE JULETØNDE…

Ja, det er et godt, gammelt udtryk, som ikke fortjener at gå i glemmebogen. Tilbage i tiden betød det simpelthen at være beruset.

Ikke af lykke eller kærlighed eller julemiskundhed – nej, juleøllet blev brygget med meget mere malt end til daglig, så øllets styrke i tønden kunne leve op til julens forventninger. ”At smage juletønden” var et udtryk for fuldskab.

Gamle dages julegrød blev oftest lavet af byggryn, men nogle havde råd til at spise risengrød. Og til den gode grød hører naturligvis godt øl. I det gamle Galten-Vissing og Vinterslev, skulle frokosten nydes, når julenat var til ende, og den bestod af et fad søbemad af sennepssul med tilhørende grisesylte og sigtekage. Det hele blev skyllet ned med masser af varmt øl med æg og sukker.

Desuden var det almindelig skik og brug, at den karl, der have kørt husbonden til kirke, fortjente en god rus.

Bagefter spiste man julekringle med mere varmt øl til, og den fine julekringle var oprindeligt det runde soltegn med et midterkors. Den nuværende bagerkringle fik sin form ved, at korset blev snoet en ekstra gang for Kristus kors. En gammel bager har fortalt mig, at de første, der fik lov til at skilte med forgyldt kringle med krone, var bagerne i Wien. Det var en tak for udvist bagertapperhed og udholdenhed, da de tyrkiske muslimske horder belejrede Wien i 1529.

Som modvægt til al den smagen juletønde med deraf følgende udskejelser skabtes afholdsforeningerne. Der er jo også grænser for, hvor meget man kan more sig – selv i julen.

Den ældste – ”Hadsten og Omegns Afholdsforening” – blev stiftet 6. februar 1882, men den mest kendte – og største – blev ”Hadsten og Omegns Afholdskreds”, grundlagt af Broder Nissen den 1. april 1900. Nissen blev foreningens formand. Han var udlært murer og virkede på udmærket vis som leder af Hadsten Højskoles håndværkerafdeling fra 1898-1917.

Det skal nævnes, at der på nogenlunde samme tid var afholdsforeninger i Lyngaa, Lerbjerg, Vissing og Galten, og betydningsfulde mænd og kvinder bakkede op om sagen.

Sådan gik det til, at den pengestærke forening i 1903 kunne opføre en særdeles statelig bygning, ”Hadsten Forsamlingsbygning & Afholdshotel”, en ejendom, der faktisk var over almindelig stationsbystandard.

Ejendommen har mistet lidt af fordums pragt, men kan stadig beundres i Østergade 21 – se indledningsbilledet, hvor bank, bager og skomager naturligvis er ramt af første hold julesne det år. Det sneede altid i gamle dage – også i 1985.

En af afholdssagens varmeste fortalere var Larsen-Ledet; i spøg kaldet manden uden fornavn. Han hed nu ellers Lars og blev født 10. september 1881 i Løkken, og han uddannede sig til journalist og blev hurtigt en kendt afholdsagitator.

Allerede i 1906 blev den unge mand redaktør af afholdsbevægelsens avis, ”Afholdsdagbladet”. Den stilling bestred han til 1936, da bladet gik ind.

Larsen-Ledet ville naturligvis gerne slå et ekstra slag for bevægelsens fremme i Hadsten og omegn, og samtidig kunne han passende nyde Afholdshotellet i al dets pragt.

Jeg er blevet fortalt, at han fuld af kampgejst og med målbevidste skridt steg af toget en dag i 30´erne for endnu engang at lade sin røst høre i stationsbyen, men på den korte strækning til hotellet blev han antruffet af en børstenbindersvend, som interesseret havde fulgt Larsen-Ledet med blikket.

-Undskyld jeg trænger mig på, råbte børstenbinderen: -Er De ikke Larsen-Græsted..?
(Larsen-Græsted var en af datidens andre kendte afholdsmænd og yderligere landskendt for at læse morsomme monologer m.v. op i radioen.)

-Nej, jeg hedder Larsen-Ledet, svarede afholdsagitatoren.

-Jamen – er det ikke Dem, der læser så sjovt i radioen..?

-Nej, det er Larsen-Græsted…

-Nå, er det det. Men det er ham, der agiterer så voldsomt for afholdssagen, ikke sandt..?

-Nej – det er mig!

-Men De taler jo jysk. Jeg har altid troet, at Larsen-Ledet var sjællænder…

-Nej, det er Larsen-Græsted…

-Ja så må De undskylde, at jeg har taget fejl. I øvrigt – Larsen-Græsted, det er ham med det meget grimme hoved; ham der ligner en abe, ikke..?

-Nej brummede Larsen-Ledet: -Det er mig!

Er der en kunstner, der har forstået begrebet ”at smage juletønde”, er det Henrik Larsen.

Som tidligere nævnt hører Larsen til blandt mine favorittegnere af julekort, men bedøm nu selv dagens nisser: Er det ikke bare som at se sig selv…? Eller naboen..?

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Skjød Tidende er udkommet

Skjød Tidende er udkommet

Godt nyt til alle Skjødsere og andre der kunne være interesseret - klik ind på Skjød Tidende ... læs mere
Boligsiden.dk :

Boligsiden.dk :

Danskerne købte boliger for svimlende 252 milliarBoligsiden.dk: der i 2020 ... læs mere
Har du et realkreditlån, som skal have ny rente 1. april?

Har du et realkreditlån, som skal have ny rente 1. april?

Per Ø. Nielsen - Vestjysk Bank fortæller følgende ... læs mere
Vil du være årets første millionvinder?

Vil du være årets første millionvinder?

Kræftens Bekæmpelses nye STØTTELOTTERI ... læs mere
Har du handlet her :

Har du handlet her :

Virksomhed ransaget – ejer sigtet for bedrageri ... læs mere
Imponerende ”jubilæum”!

Imponerende ”jubilæum”!

Ikke færre end 500 gange har Tove Skipper imponeret PingvinNyts læsere med sine fantastiske naturbilleder ... læs mere
UD I NATUREN (2)

UD I NATUREN (2)

På en dag hvor snedækket fortsat prydede landskabet. Turen går til Lysnet, et markant højdedrag på grænsen af Favrskov og Randers Kommune ... læs mere
Pressemeddelelse - Først fra 2023 skal østjyder sortere i 10 fraktioner

Pressemeddelelse – Først fra 2023 skal østjyder sortere i 10 fraktioner

Gennem et godt samarbejde har fire østjyske affaldsselskaber nu en fælles køreplan, som skal gøre over en halv million kunder klar til at sortere i 10 fraktioner fra 2023 ... læs mere
Nybolig kigger i krystalkuglen for 2021

Nybolig kigger i krystalkuglen for 2021

Dagligstuen er blevet et hjemmekontor | Livet som pensionist stiller nye krav til din bolig ... læs mere
Vintervedligehold

Vintervedligehold

Vi hjælper både ERHVRV og PRIVATE når vinteren er over os - fortæller entrepenør Ole Sørensen fra Holkjærgård ... læs mere
Venstre ligner mere og mere en lilleput i Folketinget!

Venstre ligner mere og mere en lilleput i Folketinget!

Meningsmålingerne sender partiet i én retning: Nedad? ... læs mere
Loading...