BARNDOMMENS LANDSKABER
Af pastor emeritus Ole Juul
Jeg samler på gode ord og udsagn som kan farve mørke decemberdage lyse. Måske er det fordi tiden efterhånden er så fattig på dem, at de er så dyrebare, hvem ved, men jeg fik engang et udsagn foræret, som hensatte én i gode eftertanker fra ens egen barndom.
Vi havde dengang besøg af en af kusinerne, og der er åbenbart noget helt særligt over adventsdage i en præstegård på landet. For der gik ikke lang tid, så var de, skønt snart voksne, tilbage i barndommens lege. I grunden er de vokset fra dem, og i det daglige er det en helt anden dagsorden, der banker på.
Men denne solfyldte, frostklare eftermiddag opsøgte de de gamle steder, skråningerne, hvor de som børn havde kælket, de åbne vidder, hvor de ofte for vild, så nervøse forældre måtte ud med lys og lygte for at lede, og adspurgt af os ”gamle”, som sad og holdt mørkning, hvor de havde været, svarede de som med en mund: ”I barndommens landskaber”.
Dagene er korte, og landskabet ligger hen i et grålig mørke, der kalder på solhverv. Som fyldte kloakker flyder aviserne og fjernsynet over med nyheder og reportager om ulykker og meningsløse hændelser, som man skal være ganske forhærdet for overhovedet at kapere. Da er det, man selv i en efterhånden overmoden alder kalder ”barndommens landskaber” frem. Da er det, man finder ”barnet” herinde frem og husker verden, som den var engang, før den gik af lave.
Vel er erindringsglimtene præget af fortrængningens nådegave, hvor vi kun husker, at alt var såre godt, men alligevel, lykkeligt det menneske, der har disse erindringer med i rygsækken.
Og dér sidder vi så en sen aftentime og lader erindringerne blive til fortællinger, og i sit stille sind glæder man sig over, at man selv var med dengang, da fortællingerne for disse store børn var levet virkelighed. Glemt er bekymringerne, glemt er de skæld ud, de fik, når de kom hjem efter en dag på kælkebakken med tøjet i laser. Tilbage står minderne om dage, hvor spirerne til voksenlivets håb og forventninger blev plantet.
Der er skeptikere og samfundsanalytikere, der med skarpe analyser af unge menneskers liv og færden i dag hensætter forældre i en tilstand af permanent dårlig samvittighed og sikker fornemmelse af åbenlys svigt.
Vel havde vi travlt, og vel var der situationer, hvor vi kunne og burde have valgt anderledes, og intet er set så skarpt som i bagklogskabens klare lys. Da er det en lise for sjælen at blive mindet om, at vi dog var der engang, ren balsam for øregangen at lytte til, at også vi befolkede disse ”barndommens landskaber”.
Det var næppe pædagogiske overvejelser, der gjorde det, ej heller de store beslutninger om ansvarlighed (dem henlagde vi til arbejdslivet), men det traf sig, og andet og mere er der ikke at sige om det. Det traf sig.
Så mens dagene er korte, og alt for korte til det, vi skal nå, inden det for alvor bryder løs, så kan vi med voksne børns udsagn om genfundne ”barndommens landskaber” glæde os over, at det, der skaber fortrøstning og forventning, ikke var det, vi som travle voksne nåede, men det, som gennem barnet nåede os.
Og da bliver dagene lange og uudtømmelige.
