|

Besøgsledere har selv mærket tomrummet

Lederne af Ældre Sagens og Røde Kors’ besøgstjenester i Hinnerup mærkede selv et socialt tomrum, da de gik på pension. Nu hjælper de andre med at få kontakt til besøgsvenner.

Da Gitte Eibye for fem år siden stoppede som sygeplejerske og underviser på kræftafdelingen i Århus, var det ikke for at sætte sig hjem i sofaen og slappe af. Tværtimod.
– Der var så mange ting, jeg gerne ville lave. Men efter seks måneder, havde jeg nået alt det, jeg havde sat mig for, og så kunne jeg pludselig mærke, at jeg savnede mine kolleger og at få lov til at blande mig i nogle ting, siger Gitte Eibye, der er leder af Ældre Sagens besøgstjeneste i Hinnerup.
Samme følelse oplevede Annemarie Jensen, der er leder af Røde Kors’ besøgstjeneste i Hinnerup.
– Jeg havde travlt i mit arbejdsliv og fik ikke taget mig sammen til at forberede det nye liv, der ventede lige om hjørnet, når jeg blev pensionist. På et tidspunkt var ferien forbi, og så mærkede jeg tomrummet og greb hurtigt fat i noget, der kunne beskæftige mig – og det blev at hjælpe til hos Røde Kors, siger Annemarie Jensen.
De to besøgsledere er ansvarlige for at knytte kontakt mellem ensomme personer og besøgsvenner, og den opgave kan godt give udfordringer. Hos Ældre Sagen er efterspørgslen efter en besøgsven større, end Gitte Eibye kan efterkomme, mens det går nogenlunde op hos kollegaen hos Røde Kors. For at udnytte ressourcerne bedst muligt har de to besøgsledere indgået et samarbejde, hvor man ringer til hinanden, hvis man får en forespørgsel på en besøgsven, men ikke kan levere en.
– Det vigtige er jo at hjælpe de mennesker, der har brug for en besøgsven. Det er en succes, hver gang det lykkes. Det er så dejligt, når vi kan hjælpe hinanden, siger Annemarie Jensen.
Gitte Eibye fortsætter:
– Jeg ringer gerne til Annemarie, og vi vil også gerne hjælpe den anden vej. Selv om vi sidder forskellige steder, har vi de samme værdier, og så er der jo kun fordele ved at samarbejde om opgaven.
De to besøgsledere har en fælles pjece om besøgsven-ordningen, lige som de hvert år også har en fælles temadag for besøgsvennerne i de to foreninger. Derudover sidder de også begge med i en af arbejdsgrupperne i projektet Sammen mod ensomhed, der går ud på at lave en model, som kommunen og de frivillige organisationer sammen kan bruge til at afhjælpe ensomhed. Og de mener begge, at der er brug for at sætte fokus på ensomhed.
– Jeg tror, at det er rigtig svært at komme på banen og sige, at man er ensom. Med alle de tilbud og muligheder, der er i dag, kan nogle måske tænke, at man selv er ude om det, hvis man bliver ensom. Men for nogle kan det jo handle om, at de har mistet en ægtefælle efter et langt liv sammen. Så kan sorgen have fået så meget fat i en, at man ikke kan overskue den nye situation, og så kan man ende med at sidde ensom tilbage. Det må vi ikke være ligeglade med, siger Annemarie Jensen.
At nye besøgsvenner ikke hænger på træerne, kan ifølge de to besøgsledere hænge sammen med, at man i nutidens samfund i stigende grad bruger mere energi på egne interesser. Og det gælder alle aldersgrupper.
– Jeg tror, at vi for hver generation bliver lidt mere optaget af vores eget liv. Vi har travlt, og så fokuserer vi på vores nærmeste og deltager i børnenes og vores egne aktiviteter. Men derudover giver vi ikke så meget af os selv som tidligere, siger Gitte Eibye, og Annemarie Jensen fortsætter:
– Mange af dem, der stopper på arbejdsmarkedet, har ressourcer og overskud. Men der er mange tilbud og mange ting, de har lyst til, og jeg tror, at de er tilbageholdende med at sige ja til ting, der binder alt for meget, siger Annemarie Jensen, der samtidig glæder sig over, at de frivillige står i kø for at hjælpe, når der arrangeres café-arrangementer i Røde Kors.
Begge kvinder oplever, at det er en positiv oplevelse for begge parter, når det lykkes at lave et godt match mellem en besøgsven og en person, der savner en at snakke med.
– Vi har hos os en dame, der er blevet blind. Hun er højt begavet, og hendes største ønske er at få læst højt af avisen. Man kan godt få nyheder på lydbånd, men lydbånd er jo ikke menneskelig kontakt, og så er der jo også tale om gamle nyheder. Hende fandt vi en besøgsven til, og det viste sig, at de tidligere har arbejdet samme sted, og nu har de så meget at snakke om. Og hun får selvfølgelig læst højt fra avisen – det er så dejligt, og det viser, at man også selv får noget ud af det, når man giver noget af sig selv som besøgsven, siger Gitte Eibye.

Brug for flere besøgsvenner
Der er i hele Favrskov Kommune brug for flere besøgsvenner. Det fortæller projektleder i Sammen mod ensomhed, Lone Ilsøe Nielsen.
– Vi har i forbindelse med projektet erfaret, at nogle borgere vil have glæde af en besøgsven først på aftenen. Det kunne sagtens være studerende eller folk, som stadig er på arbejdsmarkedet, hvis de kunne tænke sig at være med til at gøre en forskel. Jeg håber, folk vil overveje, om de kunne bidrage på den måde – det er en vigtig opgave, som også giver noget tilbage igen, siger Lone Ilsøe Nielsen.

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.


Loading...

Tilbagetrukne Fødevarer

Tilbagetrukne Fødevarer

Gærvækst i økologisk skyr ... læs mere
Frokostjazz i Café Sløjfen

Frokostjazz i Café Sløjfen

Lørdag d. 26. maj kl. 12 er der frokostjazz med ét af de mest kendte og rutinerede orkestre i Danmark, nemlig The Spirit of New Orleans ... læs mere
MOTORSPORT

MOTORSPORT

Esben Hegelund: ”Dejligt med et hattrick” ... læs mere
Sct. Georgs Gildets forårstur for besøgsmodtagere og besøgsvenner.

Sct. Georgs Gildets forårstur for besøgsmodtagere og besøgsvenner.

Sct. Georgs Gildet i Hadsten havde traditionen tro inviteret Ældre Sagens besøgsmodtagere og besøgsvenner på den årlige forårstur ud i naturen omkring Hadsten ... læs mere
Danmark ligger i bund, når det gælder frivilligt arbejde

Danmark ligger i bund, når det gælder frivilligt arbejde

Selv om Danmark i særklasse bryster sig af at være et foreningsland, så bliver vi overhalet af en række europæiske lande, når det gælder medlemmernes vilje til at yde en frivillig indsats ... læs mere
Hadsten-opgøret i Formel 5

Hadsten-opgøret i Formel 5

2. afd af Danmarksmesterskabet er kørt på Jyllandsringen ... læs mere
Når Danmark er smukkest

Når Danmark er smukkest

En dejlig dag med høj sol og masser af varme ... læs mere
NYT fra Kræftens Bekæmpelse

NYT fra Kræftens Bekæmpelse

Genetiske fingeraftryk viser kræftcellers svage punkter ... læs mere
Sara Kjærsgaard skifter til ligaklub

Sara Kjærsgaard skifter til ligaklub

Stregspilleren Sara Kjærsgaard kom til Hadsten Håndbold fra TTH Holstebro i ligaen og nu forlader hun efter fire sæsoner klubben, til fordel for en ligaklub igen ... læs mere
Der er brug for dig i Røde Kors Butikken i Hadsten!

Der er brug for dig i Røde Kors Butikken i Hadsten!

Vores gode butik i Hadsten har ledige frivillige jobs​!​ ... læs mere
Mandag er fiskedag i Hadsten

Mandag er fiskedag i Hadsten

FISK ER SUNDT - Besøg JJ-Fisk fra midt formiddag foran Kvickly i Hadsten ... læs mere
Loading...