|

Bobilen skulle altid holde over en rist!

Af Motorredaktør Jørgen Kjær, Hadsten

Bobilen står i dag nærmest helt som da Hilmar Salmark kørte den i garagen for sidste gang for 40 år siden. Men tidens tand har også gnavet i klenodiet, men den fortjener at blive restaureret og komme på endnu en tur inden den skal på museum.

 

Af Jørgen Kjær

Gerd Salmark fra København har mange gode minder fra sine lange ferieture i Bobilen, som den autocamper hendes far Hilmar Salmark opbyggede på en gammel Chevrolet lastbil fra 1936 i slutningen af 1940`erne, blev kaldt – den skulle nemlig absolut have et godt dansk navn som pendant til de fremstormende engelske ord som autocamper og lignende. Et af de mere specielle minder er, at han ikke fik lavet et toilet i bilen, men anbragte en tragt på en slange, så man kunne tisse i tragten.

Bobilen skulle altid parkeres over en rist, så der var frit afløb fra toilettet, der bestod af en tragt og en slange  

 

-Derfor skulle vi altid parkere med Bobilen oven på en rist, smiler Gerd Salmark her næsten 70 år efter den første tur. Navnet Bobilen beholdt den gamle ombyggede Chevrolet – og omtales stadig med det navn. For den lever nemlig endnu, som vi skal høre senere.

Bobilens hjemmeindrettede førerplads var ikke præget af nogen form for luxus

 

Bobilen blev bygget oven på et chassis fra en Chevrolet lastbil fra 1936. Gerd Salmarks farfar har lavet alt indmaden, og den er indrettet til, at der kunne sove 5 personer, spise 8 og sidde 13.

-Den kan køre både på benzin og petroleum, og den har et køkken, men om der var vandtank kan Gerd Salmark ikke længere huske. Bobilen var langsigtet planlægning i en efterkrigstid med mangel på næsten alt og en kæmpe udlængsel for en ung mand som Hilmar Salmark

Hilmar Salmiak var på en 3 1/2 måneds rejse på dårlige veje og gennem ørkener med sine 2 børn i Mellemøsten

-Min far byggede på den i flere år for at kunne køre Middelhavet rundt, når han blev pensionist. Men det blev aldrig til noget. Min far var civilingeniør, og han kunne lave alt selv, både hus, biler, båd med mere undtagen at male. Mange mener, at Bobilen var den første rigtige danske autocamper.

Køkkenet i Bobilen var fuldt funktionsdygtigt

 

-Den var færdigbygget i 1951, hvorefter mine forældre tog mig med i liften på deres bryllupsrejse til Italien i 1952. Ellers var jeg mest med på småture indtil vi, min far, min lillebror og jeg tog på den store tur til Aqaba, helt sydpå i Jordan i 1963, fortæller Gerd Salmark.

-Vi var væk i 3½ måned, husker Gerd Salmark, der på det tidspunkt var 11 år.

 

Far kunne næsten altid reparere Bobilen

 

-Vi kørte fra København i april og tog via Tyskland først til Venedig, og derfra til Jugoslavien og Grækenland til Tyrkiet. Vi kørte langs vandet i Tyrkiet frem til Syrien og Libanon og derfra til Jordan. Hjemturen gik over land via Amman, Damaskus og op gennem Tyrkiet til Istanbul og så videre mod Grækenland, for at skynde os hjem, for vi skulle på ferie på Møn med min mor, som ikke ville med på turen.

En Rejsegrammofon hørte også til udstyret i Bobilen. Bygget i samme træ som interiøret

 

-Min far kunne altid reparere bilen selv,

og den gik tjævnligt i stykker. Men han kendte den så godt, så det lykkedes altid at få den repareret, men på vej hjem i Tyrkiet var der et større nedbrud, og her kunne han ikke klare det. Så den blev trukket over grænsen til Grækenland, og her dækkede forsikringen. Så kunne den komme hjem på en togvogn, og vi tog toget.

Når vi parkerede på byens torv, gik der ikke mange minutter, før vi var omringet af lokale – mest børn, men også voksne, mindes Gerd Salmark. Her er det ved grænseovergang, den vækker opmærksomhed.

 

-Vi boede i bilen på hele turen. Ja vi overnattede altid i bilen, flere gange blev vi inviteret til at sove privat hos lokale, men det ville min far ikke. Og vi var helt enige. Bilen var vores hjem, og sengene og dynerne var gode – uden utøj med mere.

Der sad en 6-cylindret motor i den gamle Chevolet lasrbil fra 1936der dannede basis fot Bobilen

 

-Bad tog vi på badeanstalter eller i havet. Vi kunne lave mad selv, men det gjorde vi kun, når vi var nødt til det, ellers spiste vi på de lokale restauranter. Vi havde mange maveproblemer på turen, og jeg havde tabt 12 kg, da vi kom hjem. Men vi havde mange spændende oplevelser og mødte mange søde mennesker, husker Gerd Salmark.

Vi lavede det meste morgenmad og frokost i bilen, og vi kunne lave aftensmad, men når det var muligt, spiste vi på lokale restauranter. Tit meget billigt. Jeg tror det billigste måltid var 4 kr. Vi levede meget af kebab, som var fårekød og -fedt på spid, som blev grillet over kul. Eller kylling i diverse former, husker Gerd Salmark. 

 

De første turister på stedet

Hver gang Bobilen kom ind i en by stimlede de lokale beboere sammen for at se, hvad det var for en usædvanlig bil, der kom der.  Der var ikke mange, der nogensinde havde hørt om Danmark.

-Vi var på farten det meste af tiden i de tre en halv måned turen varede. Det eneste sted vi var mere end 2 overnatninger, var i Jerusalem. Der var vi 5 dage, så den gamle by lærte vi godt at kende.

-Jeg husker også mange cafe-besøg, hvor vi fik 1 kaffe uden sukker – det skulle præciseres – og 2 te. Der var altid vand til. Maden handlede vi på lokale markeder. Vi spiste mange vandmeloner – som endnu ikke var kendt i Danmark. Godt brød – dårligt smør – nogle gange var det palmemargarine. Det smagte forfærdeligt.

-I Beiruth så jeg Lurpak smør i en forretning. Men det var usundt, så det fik vi ikke. Men jeg måtte da gerne købe det for mine egne penge. Det synes jeg var uretfærdigt, forklarer Gerd Salmark.

Gert Salmark var kun 2 år da hun var med sine forældre på bryllupsrejse i Bobilen 

 

Frygtelige veje

-Jeg kan ikke huske, hvor hurtigt Bobilen kunne køre, men vi kørte på motorvej den første del af turen – men efter Italien, var der kun landeveje og biveje og frygtelige små bjergveje med hårnålesving.

-Tit var vejene slet ikke asfalterede.

-Jeg husker ikke turen som specielt kedelig trods min unge alder. Men jeg måtte ikke læse, mens vi kørte. Jeg skulle se ud af vinduet og opleve. Og det var spændende. Hyrder på marken og mange dyr. Geder og længere mod syd var der mange beduiner med kameler, æsler, geder og får. Hvis det var kvinder, der var hyrder, gik de tit og strikkede eller spandt garn i hånden. Tit var det også børn, der var hyrder. Så vi fik et indtryk af børn, der havde en helt anden tilværelse end vores, mindes Gerd Salmark.

-Men alle mennesker, vi mødte, var søde og rare. Gæstfrie og meget nysgerrige efter hvem vi var, og hvorfor vi var på tur. Dengang er jeg sikker på, at mange af de steder, hvor vi parkerede, var vi de første turister, de havde set. På en eller anden måde lærte vi at kommunikere med dem. Jeg lærte en del tyrkisk og arabisk og engelsk, men de to første sprog forsvandt hurtigt igen, da vi kom hjem.

Opholdet i Jerusalem i 1963 blev af flere dages varighed

 

Lærte byerne at kende

-Vi var 5 dage i Jerusalem, og der fik vi lov at løbe rundt i den gamle by, som det passede os. Jeg lærte byen så godt at kende, at der faktisk var mange ting, jeg kunne huske, da jeg vendte tilbage efter mere end 30 år. Betlehem lignede fuldstændig sig selv. Den har til gengæld været udsat for en rivende udvikling siden midt 90’erne.

-Der var også stor forskel på vores besøg i Petra. Da jeg var der første gang, boede der beduiner, og der var ingen besøgende. Vi var der helt alene. Nu ligner det en markedsplads, fortæller Gerd Salmark og tilføjer:

-Aqaba var en tom strand med en campingvogn, som var brugt ved optagelserne til filmen Lawrence of Arabia. Nu er der hoteller, mange forretninger og byliv.

 

Bobilens sidste tur fra garagen

Hilmar Salmark havde de første år Bobilen sammen med en ven.

-Jeg ved, de var på Nordkap med den sidst i 50’erne, og min far og hans sidste kone var på Sicilien med den i 70’erne en gang. Og det blev den sidste tur. Der kom den også med tog hjem. Min far var den eneste, der kendte Bobilen ordentligt – han kunne næsten ”tale med den” – og da han kom op i alderen, og det blev sværere at skaffe reservedele, fik Bobilen lov at stå i den specialbyggede garage ved hjemmet i Vanløse.

-Min far døde i 1997, og Bobilen blev for sidste gang kørt væk fra Ålekistevej i Vanløse sidst på året efter godt en snes år i garagen. Jeg mener den blev solgt til et museum.

Bobilen blev – og bliver – af mange set som Danmarks første rigtige autocamper, trods sit danske navn. Den er efter flere forskellige ejere nu i sikkerhed på “Vintagefarm” i Lindknud lidt udenfor Brørup. Ejeren er Michael Boel Olsen, der ikke vil afvise, at du kan blive den næste ejer af dette klenodie.

 

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Indbrud

Indbrud

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Velgørende stafet satte liv i fællesskabsfølelsen    

Velgørende stafet satte liv i fællesskabsfølelsen    

Foreningsidrætten er fortsat på standby, og det giver store afsavn. Søndag genskabte HOG-fodbold fællesskabsfølelsen i en velgørende ”sammen-hver-for-sig-stafet”.  ... læs mere
PRESSEMEDDELELSE Naturvidenskabernes Hus

PRESSEMEDDELELSE Naturvidenskabernes Hus

Danmarks største naturfagskonkurrence rykker hjem eleverne i Favrskov Kommune ... læs mere
Pressemeddelelse fra Vestjysk Bank

Pressemeddelelse fra Vestjysk Bank

Årsregnskab 2020 . Tilfredsstillende udvikling ... læs mere
VITAMIN BOOST uge 8

VITAMIN BOOST uge 8

af Erhvervschef Bente Nørgaard, Favrskov Kommune ... læs mere
Corona: Pas på dårligt indeklima, når I er hjemme hele tiden

Corona: Pas på dårligt indeklima, når I er hjemme hele tiden

Af Journalist - Julie Trolle Boding BOLIUS ... læs mere
Muligheder for kviktest i uge 8

Muligheder for kviktest i uge 8

Bliv testet for corona uden tidsbestilling. Du bliver podet i næsen, og efter ca. en halv time bliver du ringet op, hvis testen er positiv for COVID-19 ... læs mere
Årsplanen viser retningen for Landsbyrådets arbejde

Årsplanen viser retningen for Landsbyrådets arbejde

Baglandet skal med, fremtidens fællesskaber skal diskuteres og de trafikale udfordringer kortlægges ... læs mere
Loading...