Enormt tillidstab til det offentlige! Så enkelt kan det udtrykkes…
Her gik vi lige og troede, at Rigsrevisionens chokerende afsløring af, hvad der er foregået i Forsvarets Ejendomsstyrelse, var det sidste skud som blev affyret i det forgangne år mod vores tillid til det offentlige.
Men så lige før jul kom der endnu en sag, hvor nøglepersoner i Statens Serum Institut kom
under mistanke om fusk og egen personlig økonomisk vinding i forbindelse med salg af vaccine til Indien.
Alt tyder på, at de mange skandaler i det offentlige vil bestyrke ”ganske almindelige danskeres” i deres syn på, at myndigheder svigter befolkningens tillid til, at man i den offentlige sektor kan regne med, at alt går bare nogenlunde til efter bogen.
Selv Folketingets Statsrevisorer har udtrykt den skrappeste kritik nogensinde af misforhold i det offentlige. Basale regnskabs- og forvaltningsprincipper er blevet groft tilsidesat. Der er afgivet forkerte – ja ligefrem forfalskede – oplysninger til Rigsrevisionen.
Helt almindelige kontrolprocedurer er blevet tilsidesat, idet samme person har kunnet afgive en ordre, godkende den og efterfølgende stå for udbetalingen. Hvis den slags var foregået i den lokale hønseavlerklub, var den samlede ledelse omgående blevet smidt på porten.
Milliarderne fosser ud af vores fælles kasse, fordi kontrolmekanismerne i den offentlige sektor viser sig ude af stand til at tackle selv basale og banale udfordringer, ikke mindst digitalt.
Skandalerne hober sig i op i Skattestyrelsen, i Socialstyrelsen og i Forsvaret.
Hvad mon der foregår i andre dele i resten af den offentlige sektor?
Om der kommer til at rulle hoveder i alle de offentlige instanser, som er omfattet af alle de sager om nepotisme og urent økonomisk trav, er tvivlsomt.
Og det er endnu mere tvivlsomt, om det er de ”rigtige” hoveder – altså dem der sidder på de øverste ansvarlige i embedsværket – der kommer til at rulle…
Men det er ikke det værste…
Det værste er at vores alle sammens kollektive tillid til den offentlige sektor, der forvalter verdens højeste skattetryk og verdens relativt største offentlige forbrug, helt grundlæggende er ved at forsvinde!
Klummen ”SAT PÅ SPIDSEN” skrives og redigeres af Eigil Jacobsen, som her
spidder hverdagens store og små finurligheder, nyheder og tildragelser.
Både lokalt og nationalt. Og altid helt respektløst…
Ingen kan vide sig sikker på ikke at blive ”sat på spidsen”.
Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.