Så er der julepiberi: Kurt Villy Svendsen
NÅR PIBEN FÅR EN ANDEN LYD
4. december omtalte jeg tegneren fra Lolland – Henrik Larsen – og hans karakteristiske nisser, der i væremåde afspejler os mennesker på godt og ondt: H. Larsens nisser er nøjeregnende i pengesager, de drikker, tager nissepigerne på lårene – og ryger store cigarer og piber.
Kort sagt opfører Gammelnisser sig som mange af nutidens unge ministre og politikere. I dag skal vi se endnu et par små mesterværker fra Larsens hånd.
Nissefar er glad, bar´ han har æ piw´ i æ mund…
I Gammelnissealmanakken fra svundne tider, hvor det som bekendt altid sneede til jul, kan man læse, at tobak er godt for nisser og studenter og andre, der skal bruge hovedet meget. Tobak er godt for fiskere, soldater, slagtere, garvere, møllere, købmænd, børstenbindere, lokomotivførere og buntmagere.
Tobakken er god for postbude, som må køre og vandre omkring i sne, regn og tåge og endvidere for dem, som ikke kan fordøje gule ærter og linser, og for dem, som færdes på havet eller bor mellem bakker og dale og ved Lilleåens bred, og også for svinebønder og kartoffelavlere og avisbude, der skal færdes ude i al slags vejr.
Lokomotivet på Hadsten Station har også ild i piben…
At ryge tobak styrker hukommelsen og giver en skarp forstand, og tobak er godt mod orme.
Tobak er også godt mod smålidelser og lindrer podagra; spørg bare Kaptajn Vom!
Hvis nogen er i tvivl om, at især piberygning giver en skarp forstand, kan man bare tænke på tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, den elskelige Søren Ryge Petersen – eller hvad med Kirkeminister Bodil Koch eller vor berømte landsmand Niels Bohr.
Nationalbanken var tilbage i tiden ikke ramt af tidens hæslige politiske korrekthed og fremstillede derfor en flot 500-kronerseddel med Niels Bohrs billede, og professoren var naturligvis foreviget med sin uundværlige pibe i munden.
Niels Bohr nød at ryge pibe og betragtede den samtidig som en hyggefaktor, og han var kendt for ustandselig at tænde snadden uden nogen sinde at få rigtig ild i den. Engang sad Bohr i selskab med Hartvig Frisch, der var undervisningsminister i Regeringen Hans Hedtoft, og i løbet af aftenen brugte Bohr en hel æske tændstikker uden at få rigtig gang i tobakken.
Til sidst blev det Frisch for meget, og han gjorde opmærksom på, at piben slet ikke blev tændt. Bohr svarede:
-Piberygning er et tidsfordriv, hvor man bruger mange tændstikker og et minimum af tobak!
H. Larsen – julekorttegner til det danske folk og porcelænsmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik – lader også på dagens motiver nisserne danse efter sin pibe. Motivet med nissefar og mutter omkring vuggen er fra 1905 og 25 år senere lader Larsen atter nissen nyde piben sammen med sønnike, der rider ranke på knæet. Til slut må jeg – belært af mange års erfaring – fastslå en vigtig huskeregel endnu engang:
-Mænd, der peger med piber, har altid ret!
Glædelig 2. søndag i Advent – og læs nu for en sikkerheds skyld som aflastning Ole Juuls glimrende juleklumme andetsteds på PingvinNyt!