Af René Schneider, byrådsmedlem (C)
Vel er cykelløbet en stor begivenhed i Hadsten. Og vel er der mange tilskuere fra såvel Hadsten som fra andre dele af kommunen.
Men det er altså en enkelt aftenbegivenhed, som selvfølgelig sætter Hadsten i fokus og som formentlig vil interessere den østjyske presse såfremt der er internationale cykelstjerner i feltet.
Det store spørgsmål er: Har man sikret sig internationale cykelstjerner?
Hvis ikke, så har Økonomiudvalget udskrevet en blanco-check til en enkelt aftenbegivenhed i Hadsten by på 150.000 kommunale kroner, der går i glemmebogen, så snart løbet er skudt af…
I 2022 er der foreløbig bevilget tilskud til DM i Badminton U17-19 (5.000 kr.) samt Spejdernes Lejr 2022 (20.000 kr.). Endvidere er der indgået markedsføringsaftaler med bla. Hadsten Håndbolds 1. divisionshold, Hammel Hestemarked, Lilleåmarkedet og Tour de Gudenå for samlet 80.000 kroner.
Alt i alt er der således på nuværende tidspunkt disponeret kr. 255.000 til større arrangementer i Favrskov Kommune, heraf altså alene de 150.000 til cykelløbet i Hadsten.
Er det ”rettidig omhu” i en situation, hvor byrådet skal finde besparelser i det kommunale budget de næste 3 år på ikke mindre end 80 millioner kroner?
Og er det ”rettidig omhu” i en situation, hvor vi måske står over for en uforudset stor udgiftspost til de ukrainske flygtninge, som vi skal huse her i kommunen?
Selvfølgelig er det forskellige ”kasser”, vi taler om, men når alt kommer til alt, er det jo skatteborgernes penge, der skal bruges. Og man kan altså kun bruge de samme penge én gang.
Og da den ulykkelige flygtningesituation er en uforudset økonomisk udfordring, skal pengene derfor findes et eller andet sted.
Mon Økonomiudvalget har et god bud på, hvor der skal skæres i hvilke budgetter for at få de økonomiske ender til at nå sammen?
Skal det være i ældreplejen? På børne- og skoleområdet? Eller?