Eigil Jacobsen
“SAT PÅ SPIDSEN” har været det “kradse krydderi” her på PingvinNyt siden begyndelsen af 2016.Og der er stort set ikke den ting eller de personer, der i årenes løb ikke har været “i gryden” og blevet kogt godt og grundigt igennem. Ingen har kunnet vide sig sikker på ikke at blive “sat på spidsen”…
At den kradse klumme har været populær og haft et stort læsertal vidner de mange klik om. Uge efter uge. Måned efter måned. År efter år.
Klummen har også fået rigtig mange kommentarer med på vejen. Langt de fleste har været positive tilkendegivelser. Men der har også været enkelte, der har følt sig trådt over tæerne. Og sådan skal det være med en krads og spids pen… Så hvorfor så smide “SAT PÅ SPIDSEN” ud med badevandet?
Ganske enkelt fordi, klummeredaktøren har lyst til at starte en ny klumme her på PingvinNyt.
Den nye klumme, som ser dagens lys i det nye år kommer til at hedde “SYNSPUNKT”, og som nævnt er det også Eigil Jacobsen, der skriver denne klumme.
“SYNSPUNKT” vil i lighed med “SAT PÅ SPIDSEN” komme vidt omkring i emnevalget. Fra dagligdags lokale trakasserier og begivenheder til de større ting, der foregår i samfundet som helhed.
Politik vil selvsagt komme til at fylde en del i “SYNSPUNKT”.
2021 er et kommunalt og regionalt valgår, så lokalpolitik og lokalpolitikere skal nok vænne sig til at blive genstand for en del “synspunkter”… Men også det landspolitiske vil komme til at fylde meget.
Bliver “SYNSPUNKT” så mindre “krads” end “SAT PÅ SPIDSEN”? Til dette spørgsmål er svaret et klart og rungende NEJ. Eigil er ikke blevet mere “blid” med årene, og han har lovet undertegnede chefredaktør, at hans “synspunkter” vil blive skarpe og kontante.
Jeg håber, at PingvinNyts læsere vil tage godt imod den nye klumme
Lars Toft, chefredaktør