I 2019 havde de kommunale medarbejdere i Favrskov i gennemsnit 10,2 fraværsdage. I 2018 indtog Favrskov Kommune en 4. plads blandt landets 98 kommuner, så der er tale om en forbedring på to pladser.
Kun Lemvig Kommune ligger lavere end Favrskov med 9,4 fraværsdage i gennemsnit pr. medarbejder. Det højeste gennemsnitlige sygefravær blandt de 98 kommuner er på 14,5 fraværsdage.
Kommunaldirektør Jan Kallestrup glæder sig over resultatet:
– Andenpladsen i 2019 er et fremragende resultat, som vi er meget stolte af, og det er ikke kommet af sig selv. Den er et resultat af en fokuseret og vedholdende ledelsesindsats – kombineret med en række forskellige tiltag til at skabe mere velfungerende og attraktive arbejdspladser. Det lave fravær er i sig selv meget positivt, men den store gevinst ved et lavt sygefravær ligger for alvor i, at det giver os mulighed for at yde en bedre og mere sammenhængende service overfor vores borgerne.
Ud over en dedikeret ledelsesindsats tilskriver Jan Kallestrup også de gode resultater et meget velfungerende samarbejde mellem ledere og medarbejderrepræsentanter, ansættelsen af en dedikeret sygefraværskonsulent samt indførelsen af nye og forbedrede digitale ledelsesinformationsværktøjer, som understøtter det løbende arbejde med at følge op på sygefraværet.
– Selv om 2020 bliver et år i corona-krisens tegn, så håber og tror jeg på, at vi ved fælles hjælp kan holde fast i de gode takter fra 2019, når det handler om at fastholde det lave sygefravær, udtaler Jan Kallestrup.
Se den nye opgørelse fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor
Senest opdateret:
02. juni 2020