Klaver- og blæserelever hos underviserne Vibeke G. Skou og Kirsten Pedersen samt guitarelever hos Carsten Honoré tager forskud på det hele og spiller dansk sammen allerede søndag 25. oktober kl. 10-13.30.
Det foregår på Skovvangsskolen i Hammel, og i workshops bliver blandt andet den velkendte “Jeg ved en lærkerede” og flere andre danske melodier spillet i mange forskellige versioner.
I samarbejde med Kulturelt Samvirke og Favrskov Gymnasium sender musikskolen også i uge 44 nogle af skolens mest talentfulde elever af sted til masterclasses og mentorsessions. Her får de mulighed for at møde nogle af landets bedste sangskrivere og blive inspireret af dem, da de byder ind med foredrag og workshops på landets musikkonservatorier.
Fra Favrskov Musikskole drejer det sig blandt andet om eleverne Andreas Kristensen og Nicklas Sahl. De går begge på Favrskov Gymnasium og er samtidig igennem flere år elever i musikskolen.
– Vi håber, at mange – både børn og voksne – får glæde af, at musikskolen aktivt deltager i ”Spil Dansk Ugen”. I hvert fald er der flere tilbud at vælge imellem. I kraft af at Favrskov Kommune i år er ”Spil Dansk Kommune” er ”Spil Dansk Ugen” også en god anledning til at slå et slag for, at de talentfulde elever faktisk kan komme langt i musikskolen, fortæller Mette Sandahl, leder af Favrskov Musikskole.
I anledning af ”Spil Dansk Ugen” er musikskolens ældste elever inviteret til at opleve Danish Musik Award-vinder Simon Toldam (jazzmusiker og komponist), som besøger Favrskov Gymnasium fredag 30. oktober.
Selve Spil Dansk-dagen har gennem flere år været markeret af de elever, der modtager undervisning på Hadsten Skole. Eleverne spiller og øver dansk i løbet af 29. oktober. Sidst på dagen præsenterer de en mini-koncert med en god blanding af forskellige genrer. De optræder med numre af blandt andre Carl Nielsen, Agnes Obel og Sebastian, og det foregår i festsalen på Hadsten Skole kl. 18.30-19.
Yderligere oplysninger:
Mette Sandahl, musikskoleleder, 89 64 44 22