FERIELANDET
Af Ole Juul
Det summer af hektisk aktivitet i huset bagved. Fra min flugtstol i skyggen kan jeg se, at genboerne er kommet. Han er i gang med at tømme traileren, hun bærer kurve og tasker ind, og den største af drengene er gået i gang med at slå græsplænen. Går det som det skal, så er nettet stillet op inden aften, og så ved vi, at nu er det ferietid, også for dem. I de næste dage vil der lyde kåde barnestemmer, råb og hujen, når badmintonspillet er i gang. Det er nogle af de herlige lyde, der herfra hvor jeg sidder hører sommeren til.
Genboen til den anden side følger i frastand med i aktiviteterne. Han og hans kone er mere eller mindre fastboende, og som de ældste på vejen føler de et vist ansvar for, at alt herude er, som det skal være. Vi ”kender hinanden fra sommeren i fjor”, som Johan Skjoldborg skrev det i en gammel sang. Ja, der er noget uforklarligt trygt ved den tid, der nu kommer.
Lidt længere oppe af vejen er de i gang med værktøjet. De har hver sommer projekter i gang, det er nu engang deres måde virkelig at slappe af på. Huset skifter hvert år karakter, hver gang bliver det lidt bedre.
Hvis ikke det var for børnene på vejen, som jo også er blevet et år ældre, så ville ingen af os bemærke, at der faktisk er gået et år siden sidst. Men pludselig lyder der hæse, mandsdybe lyde fra et par af drengene, hvis stemmer er gået i overgang hen over vinteren. Og hvor det i fjor var de mindre søstre, de legede med, er det i år et par af pigerne længere nede af vejen, de har kig på. Ak ja, sådan er alt så forandret, og alligevel er alt ved det gamle.
Avisen, som er blevet flyttet i ferien, dumper langt op af formiddagen ned i postkassen. Men jo længere tid, der går herude, desto længere kommer vi fra det, man ude i det virkelige liv forstår ved virkeligheden. Nyhederne læses, men berører os i grunden ikke. Jeg har det efterhånden som en god ven, der over sit skrivebord har sat et citat, at ”hvad der ikke sker lokalt, sker ikke”. Det er ikke ment som en flugt, men kun som en konstatering af, at vi lever lige her og nu, og alt andet betyder faktisk ingenting. Det tager et par dage at komme ned i tempo, men så kan det også mærkes, og den indre ro og fred forplanter sig langt ind i børnenes sind.
Hen under aften tændes grillerne rundt om i haverne, og en salig duft af kul og stegte pølser og bøffer lægger sig over vejen. Det er bare en af de aftner, vi har længtes efter nu i måneder. Senere mødes vi nede ved stranden, en har kolde øller med, en anden en flaske vin, og vi sidder i sandet og nyder solnedgangen, mens de mindste af vejens unger lige skal have det sidste bad inden sengetid.
Langt op af formiddagen næste dag kigger genboen indenfor, om jeg lige har tid til at hjælpe ham med at tømme hans gamle båd. Jamen, vi har ikke andet end tid, så resten formiddagen går med snak om, hvad der ellers er sket siden sidste sommer. Vi glemmer ganske projektet, men det har heller ingen hast. Vi når det nok.
Eller som en kollega engang skrev, ”at det, som er livets glæde ikke er det, vi når, men det, der når os. Og dagen bliver lang og uudtømmelig”. Ja, sådan er det i ferielandet.
