|

Finn Klitgaards Volvo 210 har været en trofast slider gennem 30 år

Motorredaktør Jørgen Kjær har skrevet denne artikel om en gammel VOLVO i Randers

Foto: Finn Klitgaard har de senere år taget tilløb til at hans Volvo 210 skal færdigrenoveres, men nu er interessen for hans lille samling af gamle traktorer rykket frem i rækken, så han overvejer at sælge den gamle Volvo, der har tjent familien trofast i 30 år.

 

Af          Jørgen Kjær

Bilerne fra svenske Volvo har altid været kendt som solide og stabile køretøjer med både stor slidstyrke og lang holdbarhed. Det gælder både personbilerne og lastbilerne samt de mindre vare- og ladvogne, der fra 1949 blev produceret som chassismodeller på basis af den nye personvognsmodel PV 444. Chassismodellerne, der fik betegnelsen PV445 blev opbygget hos eksterne karosserifabrikker med lad, varevognskasse, som stationcar eller hvad der nu var ønsket fra køberen. Selv et par cabrioletudgaver blev det til. Frem til 1962 blev der bygget mere end 4.000 af disse udgaver.

Tagbagagebæreren på den gamle Volvo 210 var oprindeligt beregnet på en Ford Escort varevogn, men passede fint på Finn Klitgaards Volvo 210.

I 1953 blev den berømte Duett indført på grundlag af PV445. Navnet Duett kommer af at man her kunne få to funktioner i samme bil – både en personbil og en varebil i samme bil – firmabil i ugens løb og så med et snuptag klar til familieturen i weekenden. Den blev legendarisk og er forgænger for nutidens eksklusive, komfortable, sikre og højtydende Volvo stationcars.

Selv om modellen fra 1960 fik betegnelsen P210 blev den stadig ved med at hedde Duett i folkemunde. Fra 1949 til 1969 producerede Volvo i alt 101.492 Duett/210 eller chassismodel. De blev også i stationcarudgaven kendt som herregårdsmodellen, som fortsatte i nyere modeller som Amazon og dens efterfølgere. Beslutningen om at standse produktionen af Duett var blevet taget allerede i maj 1968, da ledelsen hos Volvo var klar over at der fra januar 1969 ville blive indført nye og skærpede regler om crash-tests, som Duett`en ikke umiddelbart kunne leve op til. Dette medførte også at der ikke blev solgt Duett i Sverige i 1969. alle der blev produceret i 1969 blev derfor eksporteret.

Finn Klitgaard fik lov at beholde de gamle sorte to-bogstavnummerplader, da han købte bilen i 1986.

Modellen kunne også fås som varevognsudgave og blev umådeligt populær også i Danmark, hvor utallige håndværkere og handlende havde en Volvo Duett/P210. Den blev kendt som en hårdfør slider, og det var nok ikke uden grund, at den af mange blev omtalt som verdens hurtigste traktor – en betegnelse som Volvo i virkeligheden slet ikke var så ked af.

Flere har overlevet

Årgang 1967 bød på 7.700 eksemplarer af model 210, og den kostede i herregårdsudgaven 27.708 kr. Den sidste personvognsudgave PV544 kom i 1965 og havde chassisnummer 440.000!

Flere af disse model 210 har overlevet et ofte langvarigt brug og tidens tand i Danmark. De er holdt kørende af trofaste ejere, der i mange tilfælde næsten har betragtet den ikoniske svcnsker som et kært familiemedlem, man bare ikke kunne skille sig af med.

En af disse entusiastiske ejere er Finn Klitgaard fra Helsted ved Randers, der købte sin Volvo stationcar årgang 1967 for lige netop 30 år siden. Den er født med sideruder i ”varerummet” og blev indregistreret første gang 20. januar 1967.

-Jeg købte den i december 1986 af enken efter en snedkermester i Langå. Den kostede 3.000 kr. og jeg fik ovenikøbet lov at beholde de sorte nummerplader, fortæller Finn Klitgaard, der jo skulle have bilen synet, og han blev derfor af enken anbefalet en dygtig pladesmed i nabobyen V. Velling.

-Jeg fik lov til selv at deltage i restaureringen, og kunne derfor selv opleve at pladesmeden var en dygtig håndværker. Han kunne straks genkende bilen. Den var allerede rusten inden snedkermesteren købte den af Niels Sørensen i Ulstrup – kaldet Bette Niels – omkring 1973, husker Finn Klitgaard.

Niels Sørensen havde tidligere fået pladesmeden til at lave bilen i stand. Alle samlinger var blevet åbnet, og så kom bilen til Ulstrup og blev undervognsbehandlet med cirka 50 liter Tectyl. Derefter tilbage til V. Velling, hvor samlingerne, der var blevet fyldt med Tectyl, blev klemt sammen.

Foto: Volvo 210 og forgængerne Duett og chassismodellerne blev fremstillet i mere end 100.000 eksemplarer.

 

-Da jeg købte Volvo‘en var den derfor uden rust. Men bremsesystemet blev komplet fornyet, og de fleste hjulophæng skulle renoveres. Der er mange mekaniske led i ophængene på de gamle Volvo‘er. Og der er smørenipler på de fleste bevægelige dele. Og delene skal smøres jævnligt, når bilen kører meget. Selv om det således ikke blev helt så billigt at syne bilen, som jeg havde håbet, var bilen alligevel et godt køb, forklarer Finn Klitgaard, der ikkeved ikke hvor meget bilen havde kørt.

-Men kilometernålen havde sandsynligvis rundet de 100.000 km flere gange. Olien i bagakslen var så tyk at den nærmest var tjære.

Blev brugt flittigt de næste 30 år

-Nå, vi fik faktisk meget glæde af den bil de næste 30 år. Jeg havde en tagbagagebærer liggende, som jeg havde fået fremstillet til en Ford Escort varevogn, jeg havde haft på et tidligere tidspunkt. Den passede fint til de seks skruer, som sidder på siden af kabinen. Så det er faktisk umuligt at se, at tagbagebæreren ikke er beregnet til Volvo 210, smiler Finn Klitgaard.

-Når der var læs i varerummet, så virkede vores Volvo 210 ustabil. Jeg prøvede at skifte støddæmperne, men det hjalp ikke.

-En gang vi havde været på Sjælland havde vi meget med i varerummet. Da vi var kørt af kalundborgfærgen i Aarhus svingede vi i et lyskryds, og der lød et brag. Bagdørene sprang op, og sko strømper og andet tøj fløj ud på vejen. Heldigvis var det om aftenen med kun lidt trafik, så vi fik reddet det meste. Men dørene kunne ikke lukke. De måtte bindes sammen. Og bilen var skæv, husker Finn Klitgaard.

-Da vi kom hjem viste det sig, at der var knækket en bladfjeder ved det ene baghjul.

Volvo-forhandleren havde dog ikke flere reservedele til de gamle Volvo ér.

-Men det var faktisk meget heldigt. For Dansk Vognfjederfabrik fremstillede bladfjedrene til en brøkdel af Volvo forhandlerens pris, smiler Finn Klitgaard.

Og siden har Volvo`en kørt stabil, selv med læs på.

-Engang i 1990érne røg der dog et plejlstangsleje i B18 motoren. Det skete selvfølgelig på motorvejen. Men det var nemt at finde en billig B20 motor. Den har faktisk endnu bedre sejtrækningsmoment end B18-motoren. Man kan faktisk starte i 2. gear, og uden problemer skifte til 4. gear. Stationcar`en er lavt gearet – Og Volvo er jo nærmest en traktor, griner den trofaste ejer gennem 30 år.

Rustede alligevel trods masser af Tectyl

Selvom P210 èn omkring 1973 var blevet behandlet med cirka 50 liter Tectyl, og selvom Finn Klitgaard havde sprøjtet yderligere Tectyl udenpå, ja så tørrede det tykke lag Tectyl, og der kom rust under Tectylen.

-Så omkring årtusindeskiftet måtte jeg igen have min Volvo 210 til mekaniker. Jeg var heldig at finde en dygtig mekaniker, som kunne sit håndværk. Han kunne svejse undervognsrammen. Volvo`en har separat undervogn ligesom VW-Boblen.

-Men inden han ville svejse på undervognen, så skulle det tykke lag Tectyl fjernes. Så jeg lånte en højtryks damprenser, lagde forsigtigt bilen på siden, og fik renset bilen.

-Bilen blev sidst synet her for cirka 1 år siden. Det er altid et problem med skævbremsning på sådan en bil uden bremseforstærker, men med selvforstærkende bremsning. Selv helt nye bremsekalibre, bakker og tromler kan give uens bremsning på hjulparret. Men denne gang gik det godt. Bilen må have 30 % forskel på de 2 hjul. Og det blev overholdt. Og de krav der er for CO2 udledningen for så gammel en bil kan Volvo`en let overholde.

Almindelige traktorer har nu større interesse

-Min interesse for den gamle Volvo skyldes nok mest dens historie, Min hustru og jeg har jo haft den siden 1986. Og allerede dengang var det en bil med et gammeldags udseende. Dengang så man ikke mange biler med en motorhjelm som en lastbil. Og der var ikke mange biler tilbage med dobbelte bagdøre.

-Og da jeg selv har repareret/restaureret meget af bilen, ja så vil jeg være ked af at skille mig af med den, men jeg har ikke rigtig længere så meget tid og lyst til at passe og pleje den gamle Volvo. For jeg har et lille landbrug, og der har jeg en masse traktorer, som mere har min interesse, forklarer Finn Klitgaard og nævner både Ferguson, Ford, Fendt, Fiat, Massey-Ferguson og naturligvis en Volvo BM i traktorsamlingen. Flere af dem har han selv renoveret.

-Foruden den gamle Volvo 210 har vi en Audi 90 Quadro fra 1989. Den har en 5 cylinder benzinmotor på 2,3 liter, så den er rimelig hurtig. Men den bruger meget brændstof. Så vi har fornylig købt en el-bil. Bilen er en BMW 3i Rex. Det er en plug-in hybridbil. Den er lynhurtig, og da vores solcelleanlæg producerer mere end vores egetforbrug, er den billig i drift, slutter Finn Klitgaard.

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.


Loading...

Sct. Georgs Gildets forårstur for besøgsmodtagere og besøgsvenner.

Sct. Georgs Gildets forårstur for besøgsmodtagere og besøgsvenner.

Sct. Georgs Gildet i Hadsten havde traditionen tro inviteret Ældre Sagens besøgsmodtagere og besøgsvenner på den årlige forårstur ud i naturen omkring Hadsten ... læs mere
Danmark ligger i bund, når det gælder frivilligt arbejde

Danmark ligger i bund, når det gælder frivilligt arbejde

Selv om Danmark i særklasse bryster sig af at være et foreningsland, så bliver vi overhalet af en række europæiske lande, når det gælder medlemmernes vilje til at yde en frivillig indsats ... læs mere
Hadsten-opgøret i Formel 5

Hadsten-opgøret i Formel 5

2. afd af Danmarksmesterskabet er kørt på Jyllandsringen ... læs mere
Når Danmark er smukkest

Når Danmark er smukkest

En dejlig dag med høj sol og masser af varme ... læs mere
NYT fra Kræftens Bekæmpelse

NYT fra Kræftens Bekæmpelse

Genetiske fingeraftryk viser kræftcellers svage punkter ... læs mere
Sara Kjærsgaard skifter til ligaklub

Sara Kjærsgaard skifter til ligaklub

Stregspilleren Sara Kjærsgaard kom til Hadsten Håndbold fra TTH Holstebro i ligaen og nu forlader hun efter fire sæsoner klubben, til fordel for en ligaklub igen ... læs mere
Der er brug for dig i Røde Kors Butikken i Hadsten!

Der er brug for dig i Røde Kors Butikken i Hadsten!

Vores gode butik i Hadsten har ledige frivillige jobs​!​ ... læs mere
Mandag er fiskedag i Hadsten

Mandag er fiskedag i Hadsten

FISK ER SUNDT - Besøg JJ-Fisk fra midt formiddag foran Kvickly i Hadsten ... læs mere
HADSTENS FREJDIGE SØMAND

HADSTENS FREJDIGE SØMAND

Fundet af et gammelt postkort ledte Kurt Villy på sporet af en saftig sømandshistorie. Fra dengang, skibene var af træ og mændene af jern ... læs mere
Racertalentet fra Volstrupvej

Racertalentet fra Volstrupvej

Martin Harritz Nielsen kører Formel 5 ... læs mere
SPORTS-skribenter søges af PingvinNyt

SPORTS-skribenter søges af PingvinNyt

Er det dig/jer vi mangler ? du behøver nødvendigvis ikke selv at kunne skrive, da størstedelen af arbejdet er, at indsamle og formidle allerede skrevne artikler om sporten i. Du er måske allerede idag medlem af en klub, som du ... læs mere
Royal Run

Royal Run

Vær med til at fejre Kronprins Frederik med hans 50 års fødsesldag ... læs mere
Loading...