GRATULERER…
Tekst og billeder: Kurt Villy Svendsen
Tilbage i tiden, når de unge, smukke kvindelige bankelever fra Handelsbanken i Randers havde fyraften, og alting var afstemt, forsynet med flueben og sat på plads, hvilket ingen kendte det nøjagtige klokkeslæt på, var der et leben og en snakken og en kommen til ved bankens bagindgang – personaleindgangen i porten ved Køsters Boghandel; ind i gården og ned af trappen.
Det var de unge mænd – kæresterne – der stod og trippede og fik kolde fødder i ventetiden, så de måtte være tålmodige.
En af de håbefulde hed Ove, og han var faldet for Hanne, der var datter af maskinarbejder Svend Aage Tingholm og fru Herdis, men Hanne Tingholm blev en rigtig borgmesterpige, idet hendes far senere blev hele Randers´ legendariske førstemand.
Borgmesterdatteren blev gift med Ove, og i dag er hun hele Hadstens Hanne Rosenkvist, og det er i stationsbyen, mellem Randers og Århus, hun har udøvet sit virke det meste af livet, for her blev hun travlt beskæftiget med mand og to børn.
Hanne Rosenkvist får tingene til at gå op i en højere enhed, hvilket gemalen kan skrive under på. Hvis ikke Ove havde haft sin Hanne, var vi ikke blevet beriget med de utallige gode historier, han gennem årene glædede byen med.
Det er nemlig Hanne, der har stået for renskrivningen af samtlige beretninger, så de senere kunne omsættes til et forståeligt tryk.
Hanne Rosenkvist har en prægtig sangstemme og var formand for Hadsten blandede Kor i næsten 25 år, ligesom hun har været involveret i bestyrelsesarbejde i kulturhusregi og husholdningskredsen. Mange andre af byens foreninger har ligeledes nydt godt af hendes aktive medvirken.
Hanne Rosenkvist er en videbegærlig kvinde, der har taget kurser i både fransk og italiensk, ligesom hun i nyere tid er blevet fuldt fortrolig med computerens betjening, hvilket – igen – Ove nyder godt af, for på den måde holder parret sig ajour med det digitale liv og kommer på nem vis i kontakt med børn og børnebørn – selv på langdistancen med sønnen i USA.
Gennem årene har Hanne Rosenkvist foretaget adskillige rejser ud i den store verden – eller mange smutture til Skagen – hvor musik, kultur og god mad har stået højt i rejseplanerne. Og så har hun – ikke at forglemme – på bedste vis holdt styr på det fælles hjem.
Jo, Ove Rosenkvist var heldig, at han udstod de frysende tæers kvaler i ventetiden udenfor Handelsbanken i Randers dengang, og at Hanne bed på.
En bedre livsledsagerske kunne han ikke have ønsket sig, og i morgen – den 21. april – fylder Hanne Rosenkvist 80 år.
Lad os håbe, det bliver til mange flere og lige så gode år i ”Svanen”,Søndergade 1.
HJERTELIG TIL LYKKE!