DEBUTROMAN
Læst af Kurt Villy Svendsen
74-rige Eigil Jacobsen, Hadsten – ejer af Pingvinnyt og i daglig tale kaldet ”Le Papa Pingouin” – sprang forleden ud som forfatter og debuterede med romanen “Livet er ikke for de kuede”
Her på heden er bogen slugt i to mundfulde, og sikke et par skefulde. Jeg blev godt underholdt. Flot debut efter min mening.
Flere gange kluklo jeg undervejs, og på adskillige sider satte jeg mit lille kendemærke – et smilende ansigt – til tider med et løftet øjenbryn.
Ikke som en misbilligelse, men som et anerkendende nik til Eigils evne til at spidde alle de krænkelsesparate, bedrevidende naragtigheder, hvoraf mange skynder sig at blive forargede på andres vegne.
Et godt eksempel som nævnes, er den sørgmodige, bedrevidende og selvhøjtidelige rektor på Handelsskolen i København, der straks bøjede af overfor kritik af sangen om den unge, blonde, danske pige, og forbød den på anstalten, men eksemplerne er desværre legio.
Jeg bed også mærke i alle de forfærdelige, tungevridende og i virkeligheden intetsigende titler, såvel det arbejdende folk som (især) den højt akademisk uddannede nutildags slæber rundt på.
Jeg er glad for, at min gamle uddannelse som radiotelegrafist fra Svendborg Navigationsskole nu er lagt i graven, for gad nok vide, hvad jeg ellers ville have heddet i dag?
Men nu er jeg kommet til at holde af Eigil Jacobsens hovedpersoner, Spiegelmann, thyboen, Pierre (den stakkels, forelskede svans), Morten med Jacobs-stigen og alle de fortrinligt fortalte afstikkere til Langeland via både Svendborgsund samt Tåsinge og minsandten Siø tilsat rundturene i såvel Thy som hovedstaden med omegn.
Desuden elsker jeg simpelthen besøgene i værtshuset ”Røvhullet” og de indlagte samtaler med fed dialekt.
Tvekønnede, demigirls, genderfucks og ganske normale bøsser, og hvad Eigil ellers beriger sproget med, er godt sete eksempler på det glade vanvid, der nu om stunder plager moderne mennesker, som kræver at de bliver hørt, og at der tages hensyn til netop deres specielle afart.
Det værste er, at mange moderne politikere opfatter alle disse gruppers krav som rimelige.
Alt andet vil naturligvis være i strid med menneskerettighederne.
Og så er det særdeles godt fundet på – og skønt – med de små tilbageblik på urmennesket liv og dagligdag. Det sætter det hele i perspektiv.
Det er en herlig bog med en spændende, letflydende handling – og faktisk med ”happy end”, hvis det udtryk går an. Jeg morede mig som nævnt kosteligt.
Måske manglede der en enkelt bagbordsindianer, men vil du – kære læser – have et godt og ind imellem svedent grin, kan bogen anbefales.
