Ulla Skov Jensen er uddannet grafiker fra Århus Kunstakademi i 2018 og har derudover taget en lang række kurser inden for fotografi, bronzestøbning og portrætmaling. Dette afspejler sig i hendes kunst, der både rummer grafiske arbejder, fotografi og skulpturer. Senest har hun bl.a. strikket det 110 X 122 cm. store værk ’Slow Selfie’.
Temaerne i hendes arbejde er krop og bevægelse i tid og rum samt mere underbevidste hændelser og iagttagelser. Første fase i arbejdet er spontane ideer, som afprøves, i fase to følger refleksioner og sortering af ideerne, og i tredje fase vurderes affødte ideer, hvorefter hun foretager det endelige valg.
Udstillingen kan ses frem til d. 30. oktober. I forbindelse med møder og uden for Hadsten Biblioteks betjente åbningstid kan der være lukket for adgang til dele af udstillingen.
Udstillingen vises med støtte fra Favrskov Kunstudvalg