Konni Silkjær

 

 

100 taknemmelige dage. 

Taknemmelighed. Dag 1 af 100.

Livet.

Jeg standser brat op midt i min lunteløbetur pÃ¥ “kusine-runden”. Jeg har set et hjerte. Sneen har lagt sig i et hjerteformet mønster pÃ¥ de brune nedfaldne egetræsblade. Disse hjertelige hilsener! De kommer mig i møde overalt.

Jeg vender ryggen op mod den skarpe nordøstenvind, bliver stående og betragter det og bliver så først opmærksom på det varme dunkende pulsslag i fingerspidserne. Dernæst den  hyggelige, klikkende lyd af den haglhårde sne på min anorak. Vinden bider i kinderne. Jeg lever. 

Jeg overvældes pludselig af en dyb taknemmelighed. 

Jeg har ikke kun den bidende kolde nordøstenvind i ryggen, men ogsÃ¥ en mørk Allehelgensaften i aftes i Sønderborg, hvor jeg endnu engang bliver mindet om, hvor lidt jeg ved om, hvor lang tid jeg fÃ¥r lov at være her – og mine kære med!

Men nu. Nu lever jeg.

————————–

  Taknemmelighed. Dag 2 af 100.

Tid.

Idag har jeg nydt at have tid. En helt almindelig tirsdag. Ingen aftaler. Ingen forventninger. Tid til bare at sidde og fedte med mine lidt tåbelige hønse-skriverier, bare fordi det er sjovt og hyggeligt. Jeg ved ikke hvorfor lige DET er sjovt, men det er det altså. Tid til at måtte fylde og folde mig ud. Bare være.

—————————–

  Taknemmelighed. Dag 4 af 100. 

Forbundethed.

Hesten stÃ¥r helt henne ved trÃ¥dhegnet idag. Solens strÃ¥ler kan lige ramme den og prøver ihærdigt fÃ¥ bugt med frosten og at varme dens brune tykpelsede krop op. Jeg standser mit luntetrav og stiller mig op og kigger pÃ¥ den. ” Du er sÃ¥ smuk” hører jeg mig selv sige til hesten – og hÃ¥ber i et splitsekund ikke, at der er nogen der har hørt mig. Jeg ryger lige tilbage i et minde om en dreng i min barndoms skolegÃ¥rd, der gik rundt og krammede og talte med de mere end barnefavnstore træer. Han var for mærkelig! Det er dog knap sÃ¥ mærkeligt at tale med en hest, men alligevel. Den bliver ikke bange. Øjnene er fløjlsbrune. Den stÃ¥r pÃ¥ hestevis og hviler det ene bagben. Jeg følger dens Ã¥ndedrag. Det er frostens gave: den hvide tÃ¥ge ved udÃ¥ndingen. Jeg lægger mærke til min egen frosttÃ¥gede udÃ¥nding. Pludselig slÃ¥r det mig: hvor er vi forbundne! Hesten og jeg. Og drengen. Og træerne. Vi bytter og deler den samme luft! Det var drengen, der havde forstÃ¥et det. Og mig der er uendelig langsom til at fatte. Vi er meget mere forbundne med alt levende end vi aner… 

venlig hilsen

Konni Silkjær 

PÃ¥ fredag kan du igen læse flere af Konni Silkjærs megamange “øjeblikke”