Konni Silkjær

100 taknemmelige dage. 

Taknemmelighed. Dag 1 af 100.

Livet.

Jeg standser brat op midt i min lunteløbetur på “kusine-runden”. Jeg har set et hjerte. Sneen har lagt sig i et hjerteformet mønster på de brune nedfaldne egetræsblade. Disse hjertelige hilsener! De kommer mig i møde overalt.

Jeg vender ryggen op mod den skarpe nordøstenvind, bliver stående og betragter det og bliver så først opmærksom på det varme dunkende pulsslag i fingerspidserne. Dernæst den  hyggelige, klikkende lyd af den haglhårde sne på min anorak. Vinden bider i kinderne. Jeg lever. 

Jeg overvældes pludselig af en dyb taknemmelighed. 

Jeg har ikke kun den bidende kolde nordøstenvind i ryggen, men også en mørk Allehelgensaften i aftes i Sønderborg, hvor jeg endnu engang bliver mindet om, hvor lidt jeg ved om, hvor lang tid jeg får lov at være her – og mine kære med!

Men nu. Nu lever jeg.

————————–

  Taknemmelighed. Dag 2 af 100.

Tid.

Idag har jeg nydt at have tid. En helt almindelig tirsdag. Ingen aftaler. Ingen forventninger. Tid til bare at sidde og fedte med mine lidt tåbelige hønse-skriverier, bare fordi det er sjovt og hyggeligt. Jeg ved ikke hvorfor lige DET er sjovt, men det er det altså. Tid til at måtte fylde og folde mig ud. Bare være.

—————————–

  Taknemmelighed. Dag 4 af 100. 

Forbundethed.

Hesten står helt henne ved trådhegnet idag. Solens stråler kan lige ramme den og prøver ihærdigt få bugt med frosten og at varme dens brune tykpelsede krop op. Jeg standser mit luntetrav og stiller mig op og kigger på den. ” Du er så smuk” hører jeg mig selv sige til hesten – og håber i et splitsekund ikke, at der er nogen der har hørt mig. Jeg ryger lige tilbage i et minde om en dreng i min barndoms skolegård, der gik rundt og krammede og talte med de mere end barnefavnstore træer. Han var for mærkelig! Det er dog knap så mærkeligt at tale med en hest, men alligevel. Den bliver ikke bange. Øjnene er fløjlsbrune. Den står på hestevis og hviler det ene bagben. Jeg følger dens åndedrag. Det er frostens gave: den hvide tåge ved udåndingen. Jeg lægger mærke til min egen frosttågede udånding. Pludselig slår det mig: hvor er vi forbundne! Hesten og jeg. Og drengen. Og træerne. Vi bytter og deler den samme luft! Det var drengen, der havde forstået det. Og mig der er uendelig langsom til at fatte. Vi er meget mere forbundne med alt levende end vi aner… 

venlig hilsen

Konni Silkjær 

På fredag kan du igen læse flere af Konni Silkjærs megamange “øjeblikke”