DAMSTED, NÅR HAN ER BEDST
Hørte du også Radio Favrskov på 104,0 i dag mellem 16 og 17.30? Det burde du have gjort, for det var godt.
Man kan næsten være sikker på, at indledningsmelodien er med Kim Larsen og Gasolin, som lader tiden stå stille på vejen. Men tiden står ikke stille på Radio Favrskov, når Alex Damsted med sikker hånd forærer lytterne en buket bundet i en kavalkade, som er ren chantillycreme for øregangen.
I en skøn blanding af rock, pop, country, dansk top og cabaretnumre skifter Damsted elegant mellem førnævnte Gasolin, Grethe Ingmann, Ray Charles, Die Flippers, Johnny Cash´s læremester Cowboy Jack Clement og naturligvis også mesteren himself i et nummer så sjældent som ”Man in White” – fremragende sunget af ”The Man in Black”.
Derefter overdøver Damsted det rumlende tordenvejr, da DJ Ötzi bringer os i Hjallerup-stemning, mens østrigeren fremfører hestemarkedets titelsang gennem flere år: ”Hey Baby”. Damsteds originalitet understreges af, at der som regel skænkes en god sjat gammel dansk i løbet af udsendelsen. I dag den skrupskøre J. Larsen Græsted, som i et sandt virvar af sjællandske brokker med jysk undertone rablede ”Jens Olsens mening om franske kapsko og danske træsko” af sig.
Fantastisk, når en lokalradio beriger lytterne med et så alsidigt program som det, Alex Damsted uge efter uge sammensætter.
Tak for det, gamle dreng. Her i huset er vi med igen på torsdag!
Og skal vi så ikke lige lege Hjallerup sammen med DJ Ötzi: