HØSTGUDSTJENESTEN
Af Ole Juul, pastor emeritus
De står og tripper derude i våbenhuset. Spændte venter de på signalet fra graveren, og nu er det nu. Orglet bruser, forældre, søskende og hvem, der ellers har fundet vej til kirken den søndag formiddag, rejser sig, og alles øjne er vendt mod vestdøren. Og nu træder de ind, de små fra 3.klasse, og med favnen fuld af havens og markens frugter går de op gennem kirken og markerer, hvorfor vi i dag er samlet til denne særlige gudstjeneste.
Så længe de ældste kan huske tilbage, har der været holdt høstgudstjeneste i sognets kirke, og før dem. I umindelige tider har man på forskellig vis fejret, at høsten er noget særligt, at arbejdet atter er lykkedes, at det bestemt ikke er givet som en selvfølge, men i ordets oprindelige betydning givet som den gave, som disse børn nu bærer ind.
Da de når op i koret, lægger de, som de har øvet det, korn, blomster og frugter på bordet, så vi den næste times tid har syn for sagn og kan grunde over, hvor afhængig vi alle på en eller anden måde er af, at der atter i år kunne høstes.
Der går en gammel historie om en hedebonde, som for små penge købte en lille forfalden ejendom i det yderste hjørne af sognet. Jorden var misligholdt, bygningerne var faldefærdige, dyrene misrøgtet. Men han gik i gang med krum hals, arbejdede fra tidlig morgen til sen aften, og i løbet af få år havde han arbejdet gården op til noget nær et mønsterbrug. En dag i slutningen af høsten kom sognets nye, unge præst gående ud til ham i marken, hvor han var ved at spænde fra.
De stod længe de to og snakkede om vind og vejr, som man nu gør, men så omsider fik præsten drejet samtalen ind på det, der var hans egentlige ærinde. At ganske vist var det beundringsværdigt, som bonden havde fået sat skik på gården og havde fået markerne under plov, den ros skulle han have. Men huskede han nu også at takke den gode Gud og Skaber for, at arbejdet var lykkedes så godt, som det vitterligt var. ”Æren er ikke din”, som præsten sagde. ”Uden Vorherres hjælp var det slet ikke gået”. Bonden stod lidt og tyggede på det, så vendte han skråen en ekstra gang og sendte en spytklat ned på den stenede markvej, skubbede den svedige kasket bagud i nakken, kiggede ud over stubbene og sagde tørt: ”Nej, pastor, det kan han nok have ret i. Men han skulle nu have set marken, da Vorherre var alene om det”. Og så kunne præsten gå hjem med den i tankerne.
Sandt er det, at uden dygtige bønder og landmænd gik det ikke, men der er dog al mulig grund til ikke mindst for børnenes skyld at samles en søndag formiddag og i eftertanken grunde over, hvilket smørhul af et land, vi lever i. At her rammes vi ikke af tsunamier, her raser ingen orkan, her ødelægges afgrøder ikke af stormfloder.
Der er dem, der vil hævde, at det er tilfældigt, at naturen hos os er så venlig stemt, som den er. At der er andre steder på kloden, hvor der overhovedet ikke kan høstes. Det er sandt, men lad så tilfældet være god skæbne.
De små har sat sig ind på bænkene til forældre og søskende, og gudstjenesten fortsætter, uanfægtet af, at det for mange ikke længere giver mening at takke andre end sig selv og tilfældet for det daglige brød. Det er just i denne uanfægtethed, at høstgudstjenesten har sin styrke.
