|

Holder mange ældre danske militærjeeps kørende

Jørgen Kjær, Hadsten fortæller her hvordan gamle militærkøretøjer holdes kørende

 Niels Henning Sørensen og hans hustru Inger driver i fælleskab værkstedet i Lustrup. Der repareres både almindelige biler, men afdelingen med reservedele til jeeps fylder en del i dagligdagen og på kontoret. I de senere år har de nyere Mercedes militærkøretøjer fundet vej til værkstedet. Niels Henning køber dem på hærens auktioner, inden de renoveres og videresælges.

 

 

af        Jørgen Kjær

 

 

Tekst og fotos Jørgen Kjær

Er man den heldige ejer af en af de ældre militærjeeps, som i dag er eftertragtede blandt samlere, er der en person, man absolut bør kende! En person, der altid kan hjælpe en jeepejer ud af en knibe, om det så er en mindre reservedel eller en hel renovering af en jeep, eller måske bare et godt råd. Niels Henning Sørensen fra Lustrup ved Ribe har nemlig beskæftiget sig med de gamle militærkøretøjer i langt mere end en menneskealder, og han er i dag en levende legende, som entusiasterne gerne spørger til råds, når der dukker et uløseligt problem op, eller man mangler en vigtig reservedel. 

 Den originale Willys jeep fra 1943 er en af perlerne i den lille samling. Den har deltaget i invasionen i 1944 i Normandiet, og blev hentet fra Berlin i 1947 som en del af Marshallhjælpen til den norske hær. Niels Henninge købte den i Kongsberg i Norge i 1987. Den står stadig helt originalt.

De gamle jeeps er nemlig ikke altid lige nemme at holde kørende og skaffe reservedele til. Reservedelene er ikke længere lagervare hos de gængse forhandlere, og nutidens værksteder med yngre – og sikkert ganske veluddannede mekanikere, når det drejer sig nyere biler – kan have samme problemer med de ældre jeeps som med alle andre ældre biler – de kan ikke fejldiagnosticeres med en pc, man må bruge det man har inden i hovedet, som troldmanden fra Lustrup ´ved Ribe udtrykker det.

-Så jeg har ofte både private og mekanikere i telefonen, der lige skal høre hvordan det nu er, forklarer Niels Henning Sørensen, hvis interesse for gamle jeeps går helt tilbage til drengeårene, hvor han som ni-årig fra vinduet i familiens stiehus på den lille gård ved Nymindegab kunne se de danske soldater holde øvelser i området. Det var kort efter afslutningen af anden verdenskrig, og det danske forsvar havde som bekendt overtaget en del af restlageret af Willys Jeeps efter krigen.

Der blev brugt og senere solgt en del Nimbus motorcykler fra det danske forsvar. En del blev hugget op, de fleste blev ombygget til civile udgaver, og kun ganske få har overlevet i militær udrustning. Man kan se en på Niels Hennings museum, som tidligere har gjort tjeneste på Flyvestation Aalborg.


Danmark anskaffede cirka 100 stk af disse jeeps i 1947/48 som erstatning for blandt andet Austin Utility, kan man læse i Henrik Tellers bog ”Køretøjer i den danske hær 1945-2005. Yderligere tæt på 3.000 stk blev leveret under våbenhjælpen i perioden 1951 til 1955. En del af vognrene blev udstyret med dysekanon, maskingeværer, VHF-radiomateriel eller opbygget som ambulance med et bårestativ.

Det lille lette køretøj, der med 4 mand ombord tumlede fornøjeligt rundt på markerne, gjorde et uudsletteligt indtryk på drengen, det var noget andet end faderens lille Fiat, og en kim var lagt, og efterfølgende skulle han naturligvis være mekaniker. Landbruget trak kun for så vidt det gjaldt datidens nye vidunder – den grå Ferguson. Naboen købte også en Ferguson, som var med til at lægge en anden kim for drengens fremtidige arbejde og fritidsinteresse.

Udlært med Landrover

-Jeg blev udlært mekaniker hos en DOMI-forhandler og aftjente min værnepligt i 18 måneder inden jeg i 1975 køber den gamle købmandsgård i krydset i den lille landsby Lustrup syd for Ribe for at indrette det mekanikerværksted, fortsætter Niels Henning fortællingen om baggrunden for nutidens jeep-mekka, hvor 80-100 jeepentusiaster hvert år på Skærtorsdag mødes for at udveksle erfaringer, gode minder, købe reservedele, få gode råd og ikke mindst smage på hustruen Ingers hjemmebagte kage.

Fra tiden hos DOMI-forhandleren husker Niels Henning arbejdet med Land Roveren. En model han i dag ikke har de store ord til overs for.

-Der var altid noget i vejen med dem, og de var et dyrt bekendtskab for ejerne. Knap var den ene regning betalt, før den næste var på vej, sukker han. Han beskæftigede sig også meget med Morris Mini, men det var den franske Renault 4 i postbiludgaven, der for alvor satte gang i det nyetablerede værksted midt i Lustrup.


En mekaniker ved militæret skulle gennem en grundig instruktion i køretøjernes opbygning og funktion. Det hjalp de gennemskårne udgaver med til. Niels Henning har reddet en gennemskåren jeep, hvor man kan se hvordan de enkelte dele er bygget op.


Ribe vrimlede med gule postbiler

-Postvæsenets aflagte gule Renault 4 var i en årrække meget populære. Det var måske førstegangsbilkøberne eller ved behovet for bil nummer to, man kunne se ideen med en brugt bil, der ikke var for dyr i anskaffelse, forklarer Niels Henning, der i den periode nærmest blev storkunde hos det danske postvæsen. Mere end 1.000 blev det til.

–Og mere end de 700 kom ud at køre igen. Jeg lavede mindst en hver uge, da det gik hedest til. De var naturligvis populære her på egnen, og på et tidspunkt vrimlede Ribe nærmest med gule postbiler. I gården ved apoteket stod således på et tidspunkt 7 gule Renault 4 på række, idet den gule bil nærmest havde smittet personalet på apoteket, smiler Niels Henning, der i samme periode også importerede omkring 100 aflagte Renault 4 fra det franske politi.

-Jeg havde en mand i Frankrig til at opkøbe dem på de kommunale auktioner. De blev så bygget om til personbiler på mit værksted, husker Niels Henning, og funderer over om der stadig er nogle tilbage af dem. Der blev også købt en del krigsjeeps fra Frankrig.

Niels Henning Sørensen er medlem af Militærkøretøjsklubbens underafdeling Gendarmerne.


Storkunde ved hærens auktioner

Samtidig med postbileventyret dukkede også barndomsminderne om den lille vævre jeep op. Niels Henning huskede den også fra sin værnepligtstid, og han begyndte at læse auktionskatalogerne fra Hærens auktioner i Hjørring, og ikke mindst begyndte han at købe både hele jeeps og reservedele. I rå mængder, som nogen nok vil udtrykke det.

De mest interessante var de gamle Willys jeeps, der havde en fortid i anden verdenskrig, men også både Ford 151 og i dag Mercedes GD 240 militærjeeps fandt nåde for Niels Hennings aktiviteter.

-Jeg har lagt rigtig mange penge ved Hærens auktioner i Hjørring. I dag er det Mercedes GD 240, jeg køber. De er rigtig gode og har et godt ry, og er meget bedre end Land Rover understreger han.

Interessen for gamle jeeps var i starten ikke så stor, men er steget kraftigt gennem de senere år, og da Niels Henning var så forudseende at sikre sig reservedelene, medens de endnu var tilgængelige, kan han i dag hjælpe med faktisk alt, hvad man behøver, for at renovere og holde en jeep kørende.

-Jeg prøver altid at have et basislager liggende her i Lustrup eller på et af min fjernlagre, pointerer Niels Henning, der ved årlige indkøb især i Holland holder disse opdaterede.

-Skulle jeg mangle enkelte dele på mit lager, kan jeg hurtigt skaffe disse, understreger Niels Henning, der til lagerstyringen, indkøb, pakning og forsendelse og ikke mindst regnskabet har stor hjælp af sin hustru Inger.

Niels Henning Sørensen har repareret mange Ferguson-traktorer i tidens løb og har stadig mange reservedele til dem.

Kunderne til Niels Hennings lille nicheforretning kommer fra hele Danmark, og han har oftest haft en finger med i spillet, når de omkring 500 dansk indregistrerede af de endnu 700 eksisterende jeeps er blevet restaureret og fortsat skal holdes kørende. Selv om entusiasterne kan finde de fleste dele på nettet, er det ofte Niels Henning, de vender tilbage til – her kan man nemlig samtidig få de ofte nødvendige gode råd.

Man kan også møde Niels Henning på diverse stumpemarkeder, hvor han har et udvalg af sine dele med.

-Jeg prøver at komme med på så mange stumpemarkeder, som fritiden fra værkstedet tillader.

 På loftet over museet har Niels Henning indrettet sit lager af reservedele til jeeps.

Niels Henning vil dog ikke længere handle med gamle jeeps, kun reservedele, som han har omkring 20 tons liggende af rundt omkring i byen. Det er efter hans mening næsten håbløst at sælge hele biler med de nuværende forbrugerregler.

-Det er jo næsten umuligt at renovere en jeep, som en krakilsk køber ikke kan finde et eller andet at klage over, pointerer han. I dag er det kun de nyere Mercedes GD 240, man kan finde med et prisskilt på værkstedet i Lustrup.

-Det er en rigtig god og solid bil, der er nem at holde kørende, og som der er ved at være stor interesse for, understreger Niels Henning.

Niels Henning har lige overtaget en original BSA faldskærmscykel

Eget museum med jeeps og faldskærmscykel

Niels Hennings interesse for den grå Ferguson udmøntede sig på et tidspunkt i, at han havde fået skabt sig en samling med alle de forskellige modeller, inklusive en sjælden udgave, der havde kørt ved det danske militær. Det er nu den eneste traktor, der er tilbage på det lille museum i det tidligere købmandsforretningslokale i landsbyen.

Nu er det et næsten komplet udvalg af alle de Willys og Ford jeeps det danske forsvar gennem årene har benyttet, der møder de heldige gæster, der for lov at se de hellige haller.

Perlerne i samlingen er flere af de såkaldte krigsjeeps, jeeps der er fremstillede under og til brug i anden verdenskrig. Perlen over dem alle er en helt original Willys fra 1943, der står i den originale bemaling med den kendte hvide stjerne på hjelmen. Den deltager Niels Henning gerne med, når der inviteres til træf på en af de nærliggende kaserner i Varde eller Oksbøl eller blot til et af de populære tirsdagstræf på Hovedengen i Ribe, hvor der nok kommer 3-400 biler. Vel at mærke, hvis det da er godt vejr.

Ikke til krig og krigsfilm

Niels Henning er medlem af Militærkøretøjsklubben, og han deltager ofte i træf og andre arrangementer som for eksempel åben-hus- arrangementer på de nærmeste kaserner. Han er ligeledes aktiv på Pansermuseet i Oksbøl. Det er dog hjulkøretøjerne og ikke bæltekøretøjerne, som er hans favorit, når der skal skrues, understreger han.

At Niels Hennings store lidenskab er blevet militærkøretøjer, er ikke ensbetydende med, at han interesserer sig for krig, død og ødelæggelser. Han ser heller ikke krigsfilm af den årsag.

-Det er køretøjerne, der interesserer mig, pointerer Niels Henning, der holder et vågent øje med, om det er de rigtige køretøjer, der anvendes i filmene.

-Hvis det ikke er i orden, gider jeg ikke se filmene. Derfor var det også en stor oplevelse, da han til den nye danske film ”Under sandet”, der handler om minerydningen efter krigen, skulle levere nogle af filmens køretøjer.

 

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.


Loading...

MOTORSPORT

MOTORSPORT

Esben Hegelund: ”Dejligt med et hattrick” ... læs mere
Sct. Georgs Gildets forårstur for besøgsmodtagere og besøgsvenner.

Sct. Georgs Gildets forårstur for besøgsmodtagere og besøgsvenner.

Sct. Georgs Gildet i Hadsten havde traditionen tro inviteret Ældre Sagens besøgsmodtagere og besøgsvenner på den årlige forårstur ud i naturen omkring Hadsten ... læs mere
Danmark ligger i bund, når det gælder frivilligt arbejde

Danmark ligger i bund, når det gælder frivilligt arbejde

Selv om Danmark i særklasse bryster sig af at være et foreningsland, så bliver vi overhalet af en række europæiske lande, når det gælder medlemmernes vilje til at yde en frivillig indsats ... læs mere
Hadsten-opgøret i Formel 5

Hadsten-opgøret i Formel 5

2. afd af Danmarksmesterskabet er kørt på Jyllandsringen ... læs mere
Når Danmark er smukkest

Når Danmark er smukkest

En dejlig dag med høj sol og masser af varme ... læs mere
NYT fra Kræftens Bekæmpelse

NYT fra Kræftens Bekæmpelse

Genetiske fingeraftryk viser kræftcellers svage punkter ... læs mere
Sara Kjærsgaard skifter til ligaklub

Sara Kjærsgaard skifter til ligaklub

Stregspilleren Sara Kjærsgaard kom til Hadsten Håndbold fra TTH Holstebro i ligaen og nu forlader hun efter fire sæsoner klubben, til fordel for en ligaklub igen ... læs mere
Der er brug for dig i Røde Kors Butikken i Hadsten!

Der er brug for dig i Røde Kors Butikken i Hadsten!

Vores gode butik i Hadsten har ledige frivillige jobs​!​ ... læs mere
Mandag er fiskedag i Hadsten

Mandag er fiskedag i Hadsten

FISK ER SUNDT - Besøg JJ-Fisk fra midt formiddag foran Kvickly i Hadsten ... læs mere
HADSTENS FREJDIGE SØMAND

HADSTENS FREJDIGE SØMAND

Fundet af et gammelt postkort ledte Kurt Villy på sporet af en saftig sømandshistorie. Fra dengang, skibene var af træ og mændene af jern ... læs mere
Racertalentet fra Volstrupvej

Racertalentet fra Volstrupvej

Martin Harritz Nielsen kører Formel 5 ... læs mere
SPORTS-skribenter søges af PingvinNyt

SPORTS-skribenter søges af PingvinNyt

Er det dig/jer vi mangler ? du behøver nødvendigvis ikke selv at kunne skrive, da størstedelen af arbejdet er, at indsamle og formidle allerede skrevne artikler om sporten i. Du er måske allerede idag medlem af en klub, som du ... læs mere
Loading...