Men er det det, der sker, når vi bliver gamle og svagelige, afhængige af andre. Når vi kommer på plejehjem, i beskyttet bolig eller bliver plejekrævende i eget hjem? Ren opbevaring i denne sidste fase af livet, tid der blot skal gå, til vi dør og skal synges ud.
Det er bare ikke jordomrejse, nyt arbejde, ny bolig eller nyt køkkenbord, der skal være fokus på.
Drømmene, skal vi hjælpe hinanden med at holde fast i. Vi skal finde nye ønsker til livet. Som jeg ser det, så er det de pårørendes og plejepersonalets fornemste opgave, at vi giver de gamle mulighed for at ønske og drømme om fremtiden. Livet skal ikke bare fordrives, det skal bruges.
Det kan være, at lykken er en god bog (evt. som lydbog), som lader tankerne flyve til fremmede himmelstrøg, en tartelet som mor lavede den, en udflugt til en sø med en madpakke, en tur på stranden, en fagbog om ens tidligere erhverv.
Vi ved, at erindringsfremkaldende aktiviteter har stor betydning for livskvaliteten. Det er vigtigt, at værdigheden bevares, at vi har vores tidligere liv med os på plejehjemmet. Personalet skal kende til, og være nysgerrige på de gamles fortid, på mennesket. Fortiden kan meget vel være et værdifuldt udgangspunkt for fremtiden.
Den gamle tømrer skal måske besøge et træværksted, så han kan lugte savsmuldet igen, høre værktøjet arbejde i træ. . Rytteren skal have lov til at lugte hestestalden igen, røre med den bløde mule, duften af hø og høre lydene fra heste igen. Den gamle kogekone, landmanden, bageren… , der er jo ingen umiddelbare begrænsninger.
Berøring og sociale sammenhænge er uhyre vigtige. Øjenkontakt, snak, tid til lytning. “Støj”, fra familien, børne- og oldebørn, andres børn.
Drømme og ønsker for næste måltid, denne dag, næste uge eller måned har ingen udløbsdato.
