|

Hvorfor vil så mange absolut ha` Amazon?

Af redaktør Jørgen Kjær, Hadsten

Af Jørgen Kjær

-V spurgte vore venner – og vi valgte Volvo, lød det fra den folkekære programsekretær Otto Leisner i en tidlig annonce for den svenske skønhed Volvo Amazon, der blev introduceret i efteråret 1956. Han udtalte videre: -Som fuldstændig ukyndig om alt vedrørende biler, så vi naturligvis på en masse mærker, og læste en stak af brochurer, da der blev tale om at anskaffe vogn. Så snakkede vi naturligvis også med vore venner om sagen, og de sagde alle sammen: Vælg Volvo! Amazonens skønne linjer tiltalte os straks, og specielt for den, der har været en svoren cyklist og afvisende overfor alt med teknik og bilisme, er det en fornøjelse at køre en vogn, der aldrig er kludder med. Vi har nu kørt et år med ”Amanda”, som hun hedder i familien, og vi er alle begejstrede!

Det årlige Amazontræf er et af højdepunkterne i årets løb.

 

Der var mange andre danskere, der som Otte Leisner faldt for sloganet ”Hold dem til Volvo – den holder til dem!”

Ingen tvivl om at Volvo Amazon hurtigt blev en populær bil hos de mange danskere, der enten skulle have bil for første gang eller udskiftet den gamle udslidte. Volvo forstod at henvende sig til de potentielle købere. Kendte danskere og personer i betydelige stillinger fik lov at anprise den nye bil, men også den almindelige dansker blev betaget af de mange udsagn fra reklameafdelingen.

Kim Frandsen har været aktiv i klubben siden den spæde start på Ole Callesens terrasse i 1994. Amazon er blevet en lidenskabelig passion for ham. Her ses han i værkstedet, i gang med at samle den sjældne blågrønne Amazon, der har været skilt ad i atomer i forbindelse med genopbygningen. 

 

”Amazon er en fuldendt skønhed – den har gratie, race og temperament – det er en vogn, der skiller sig ud fra mængden — svensk kvalitet i hver detalje.”

”Jeg valgte Volvo Amazon, fordi den forener sportsvognens og familievognens bedste egenskaber.”

”Amazon tåler uden mindste besvær alle strabadser.” ”Amazons sunde motorlyd er som et vel sammenspillet ensemble.”

”Jeg kører Volvo, fordi man ved konstruktionen og hele udførelsen kan mærke, der er lagt kvalitet i alle detaljer!”

Livet i Volvo Amazon Klub Danmark omfatter også campingliv med en tidstypisk campingvogn spændt efter bilen.

Ja, lovprisningerne var mange og motorpressen gav både Volvos reklameafdeling og de begejstrede ejere ret. I Skandinavisk Motorjournal skriver Mogens H. Damkier således som konklusion i en prøvekørsel i 1965: -”Det er næppe noget modelune eller udelukkende en myte om Volvos gode kvalitet, der er årsag til Amazons store udbredelse, for det er virkelig en fortræffelig familiebil lige velegnet til mindre daglige ture som til virkelige langture. Trods Volvos aktive sportsdeltagelse skal en Amazon imidlertid ikke forveksles med en sportsvogn eller en sportsbetonet vogn, selvom den med visse modifikationer undertiden optræder som sådan.”

Det danske politi, racerkørere, motorsportsfolk og selv kongehuset med tronfølgeren Margrethes første bil, en Amazon var begejstrede. Den del af historien kan man sammen med mange andre detaljer om udviklingen af Volvo Amazon læse meget mere om i Ole Callesen og Kim Frandsens bog ”Volvo Amazon – en fest for øjet i linjer og farver”.

Amazontræf med gruppebillede

Bilkøberne var så mange og så begejstrede for det svenske vidunder, at de anskaffede sig et af de i alt 667.000 eksemplarer, der blev fremstillet, inden den sidste blev produceret i 1970. Den blev som nævnt brugt i utallige sammenhænge på det danske marked, men det er nok som den ultimative trofaste familiebil, den står stærkest i erindringen for den almindelige dansker. Den holdt til dem, som annoncerne lovede, og er nok en af de klassikere, der har holdt sig længst i daglig brug, og bortset fra Folkevognen er Amazonen nok den mest kendte tresserbil i Dagens Danmark.

En Volvo Amazon er for mange danskere noget helt særligt, og for omkring 600 af dem er passionen blevet så lidenskabelig, at de har organiseret sig i en klub for bilen, der mere end ”opfyldte forventningerne til en kvalitetsvogn”. For disse er bilen blevet en helt særlig passion, og de kan nu fejre, at klubben, Volvo Amazon Klub Danmark har eksisteret i 25 år! VeteranPosten har derfor sat initiativtageren og klubbens formand gennem de første 23 år stævne for at høre om denne passion. Vi møder efter et kort rids af klubbens tidlige historie ligeledes klubbens nuværende formand Jan Christensen og Kim Frandsen, der også har været aktiv i klubben gennem alle årene.

Tanken om en Amazonklub spøgte i Ole Callesens hoved et par år, og det endte med, at han i 1994 tog initiativet til at starte en klub, og inviterede en håndfuld entusiaster hjem på terrassen og sammen med dem skabte de Volvo Amazon Klub Danmark. Fotograf: Ludvig Dittmann.

 

Startede på en terrasse i Christiansfeld

Volvo Amazon Klub Danmarks stifter Ole Callesen havde i et års tid puslet med tanken om at starte en klub for Volvo Amazon. Det manglede der, mente han, og inviterede derfor i foråret 1994 nogle personer fra sit netværk til et møde på sin terrasse, hvor ideen til klubben blev konkretiseret og en selvbestaltet bestyrelse nedsat. Senere på året blev der afholdt en formel generalforsamling med godkendelse af vedtægter. 26 personer var mødt frem. Ole blev naturligt den nye klubs formand. Allerede i slutningen af året var der 92 medlemmer, året efter var det steget til næsten 200 medlemmer.

Klubben begyndte allerede fra starten at afholde en del træf rundt i landet, og der blev gjort opmærksom på klubben ved forskellige stævner i hele landet.

I klubbens første år skruede mange af medlemmerne selv på deres biler, og i 1996 besluttede klubben derfor at oprette en teknisk brevkasse, hvor klubbens medlemmer kunne få råd og vejledning. Medlemstallet var nu på 240, og klubben blev som medlem af Motorhistorisk Samråd en del af det danske veteranbilnetværk.

Der blev gennem årene afholdt en del træf og medlemstallet steg støt.

De periodiske syn gør indhug i antallet af biler

Det bekymrede flere medlemmer, da de periodiske syn blev indført i 1998, og klubbens redaktør af den tekniske brevkasse tog tyren ved hornene og gennemgik to hverdagsamazoner for i to artikler i klubbladet at beskrive problemer og løsninger til inspiration for andre Amazon-ejere.

5 år efter klubbens start var man oppe på 360 medlemmer, og samme år begyndte klubben at opgøre en statistik over indregistrerede Amazoner i Danmark. I 1999 drejede det sig om 2.146 Amazoner, så der var stadig potentiale for medlemstilgang. Og det viste sig da også, at medlemstallet steg, medens antallet af indregistrerede Amazoner af forskellige årsager faldt. De periodiske syn fra 1998 betød at Amazonerne skulle synes i enten 1998 eller 1999, og det medførte et fald på 400 registrerede Amazoner på et år, så sidst i 2000 var der kun 1.746 indregistrerede Amazoner.

Amazontræf med Ole Callesens cabriolet i forgrunden.

 

I 2002 er medlemstallet steget til 447 medlemmer, og der afholdes en del arrangementer, ligesom klubben var med til at fejre Volvos 75 års fødselsdag.

I 10-års jubilæumsåret 2004 runder klubben de 587 medlemmer, medens antallet af registrerede Amazoner nu er faldet til 1.368 biler.

Medlemstallet topper i 2008 med 744 medlemmer, og der er samme år 1.264 registrerede Amazoner i Danmark. Medlemstallet stabiliserede sig derefter for i de senere år at være faldet til omkring 600. Antallet af registrerede Amazoner i Danmark har derimod holdt sig stabilt, så der 1. januar 2019 er 1.253 registrerede Amazoner i Danmark. Hvor mange af disse der har tilknytning til klubbens medlemmer, har klubben ikke tal på.

Ikke en familieoverlevering

Ole Callesen ved ikke helt præcis, hvor hans interesse for Amazon er kommet fra. Det var i hvert fald ikke fra familien, forklarer han, og hans første bil, som han fik i 1970, var da også en Morris Minor fra 1963.

-Jeg købte den billigt af en onkels kammerat for 3.000 kr. Jeg havde brug for en bil, da jeg var kommet i lære på et trykkeri i Haderslev. Jeg boede i Toftlund hos mine forældre, og skulle de 32 km frem og tilbage hver dag. Også om lørdagen. Morris’en holdt et par år, og jeg købte så en Ford Anglia varebil, som havde kørt hos postvæsenet. Min far og jeg lavede den i stand og lakerede den selv fra postgul til rød, husker Ole Callesen, der efter et års tid en dag blev torpederet af en Folkevogn og Angliaen blev totalskadet.

-Så jeg kiggede efter en anden bil. En kammerat havde en Volvo PV 544, og den, syntes jeg, var lidt sej. Så jeg fandt en 63’er og købte den for 11.000 kr. Det har nok været omkring 1974. Jeg var glad for 544’eren, og den kørte jeg i til 1976, hvor jeg i mellemtiden var flyttet til Haderslev. Jeg havde fået øjnene op for, at der var andre Volvo modeller og lurede lidt på en Amazon. En dag så jeg en hos den lokale Volvo forhandler, det var en rød 69’er. Den havde kørt 73.000 km og kostede 25.000 kr.

-Så mange penge havde nu jeg ikke, så måtte i sparekassen og låne, men det kunne jeg ikke. En kammerat arbejdede i Arbejdernes Landsbank, og jeg nævnte problemet for ham. ”Flyt over til os, så kan du låne pengene over tre år,” sagde han. Så der fik jeg min første Amazon. Og jeg beholdt den faktisk helt frem til 2007, hvor jeg i et svagt øjeblik solgte den til en mand, som egentlig var på besøg for at købe en anden Amazon, som jeg havde til salg. Den ville han ikke have, ”men den der vil jeg gerne købe”, sagde han og pegede på min røde 69’er. Jeg nævnte en pris, som jeg var ret sikker på, han ikke ville acceptere, men det gjorde han. Og så var den væk, sukker Ole Callesen.

-Jeg blev hurtigt glad for den røde Amazon, jeg købte i 1976, og interessen var vakt. Ret hurtigt blev den tunet, og den fik monteret en overdrive gearkasse. Amazonen blev flittigt brugt. I starten af 80’erne fik jeg den ide lige at køre et smut til Portugals sydkyst Algarve. Amazonen blev pakket, og 4 dage senere sad jeg på en campingplads ved Algarve. Efter en uges tid gik turen hjem igen. Det tog tre dage. Det blev til 8.500 km på de 14 dage uden mekaniske problemer overhovedet. Gennem 80’erne var den røde Amazon min trofaste hverdags og hobby bil, smiler Ole Callesen, der en dag sidst i 80’erne så, at Volvo i Haderslev havde fået en Amazon herregårdsvogn i bytte med en ny Volvo.

-Den købte jeg på stedet, og jeg har den faktisk endnu. På omtrent samme tid var der en Amazon 121 1969 til salg hos en nabo. Den købte jeg også. Så nu havde jeg pludselig tre og var begyndt at køre til forskellige biltræf. De første Volvo-træf så også dagens lys i netop de år.

Klubber for alle andre Volvo-modeller end Amazon

På det tidspunkt var der klubber for både Volvo PV 544, Volvo 210 og P1800, og det undrede derfor Ole, at der ikke var en klub for Volvo Amazon. Det var jo den model, som der kørte flest af, og den var blevet meget populær.

-Så tanken om en Amazonklub spøgte i mit hoved et par år, og det endte med, at jeg i 1994 tog initiativet til at starte en klub. Jeg plukkede derfor en håndfuld entusiaster ud, som jeg havde lært godt at kende ved diverse træf rundt i landet, og sammen med dem skabte vi Volvo Amazon Klub Danmark, husker Ole Callesen.

Det skulle vise sig at være en godt initiativ, for klubben blev godt modtaget og voksede hurtigt til en af Danmarks største mærkeklubber.

-Jeg fik posten som formand i den første bestyrelse, og den plads varetog jeg i de næste 23 år.

-Det har været en fantastisk tid med Amazonerne og klubben. Der har altid været en fantastisk ånd i klubben, og der var gode folk på bestyrelsesposterne. Jeg havde også redaktørposten og stod for layoutet af klubbladet. Så der blev brugt rigtig meget fritid på klubben og Amazonerne. Det var jo nærmest blevet en livsstil, og det meste af ens omgangskreds var skabt gennem klublivet.

-Som årene gik, udviklede min interesse for Volvo sig til andre bilmærker, og jeg har købt en Austin Healey 100/4 fra 1955, som bruges flittigt til ture og ferie i ind- og udland. Senere har jeg også købt veteranmotorcykler, som især er blevet min store interesse de senere år, og vi, min kæreste Annette og jeg, deltager blandt andet hvert år i ”Skagenløbet”, som er et løb for motorcykler fra før 1934 og strækker sig over tre dage.

Volvo Amazon Klub Danmark er ikke storforbruger af formænd. Jan Christensen er blot den anden i klubbens 25-årige historie

.

Har ikke mistet lysten til at køre Amazon

-Flere har spurgt mig ”hva nu, har du helt mistet lysten til at køre Amazon?”. Nej absolut ikke, og jeg har stadig 2 Amazoner i garagen. Blandt andet Herregårdsvognen som jeg købte sidst i 80’erne og en 122S årgang 1962, som jeg også har haft i mange år, og jeg nyder stadig både at køre og skrue i Amazonen. Det er også dejligt, at man kender den som sin egen bukselomme. Man ved præcis, hvor hver en skrue hører hjemme, understreger Ole Callesen.

Set i lyset af de mange interesser tog Ole Callesen den beslutning at trappe sit engagement i Amazon klubben lidt ned, så han stoppede i 2017 som formand og fik i stedet pladsen som næstformand.

-Det var ikke en let beslutning, og det gav da også et par søvnløse nætter. Men i dag er jeg glad for, at jeg tog den beslutning. Jeg er sluppet for det overordnede ansvar, og klubben har i Jan Christensen fået en dygtig og kompetent formand, og det er jeg glad for, pointerer Ole Callesen, der fortsat har tjansen som medredaktør på klubbladet ”Amazonen” sammen med Kim Frandsen.

Er i gang med klubblad nr. 100

-Jeg har stået for fremstilling af klubbladet alle årene siden det første blad i 1994. De første år var jeg alene om det, både som redaktør og layouter. Jeg fik faktisk også æren af både at trykke og samle bladet en del år, da bladet blev trykt på det trykkeri, jeg arbejdede på i Kolding. Så jeg var med i hele processen fra indsamling af stof til det færdige blad. Fra 2002 fik jeg redaktørhjælp af Jeppe Lauridsen, Århus, som også var i bestyrelsen i mange år. Fra 2010 overtog Kim Frandsen redaktørposten efter Jeppe, og Kim og jeg har siden stået for bladet. I skrivende stund er vi i gang med blad nr. 100. Fantastisk. Det havde jeg ikke forestillet mig i 1994, da jeg lavede det første blad, fortæller Ole Callesen. 

Klubbens fremtid kan godt give spekulationer

Man kan måske frygte, at en klub for en udgået model som Volvo Amazon kan rykke ned af popularitetsskalaen, som man nok må erkende er sket for for eksempel Ford A og Nimbus, det har Ole Callesen naturligvis også gjort sig nogle tanker omkring.

-Det har været spændende at følge medlemsskaren i klubben gennem alle årene. Der var en anden ånd i klubben i de første år. Der var flere yngre mennesker, som kørte Amazon, og de fleste brugte den stadig som hverdagsbil eller bil nummer to i husstanden. Den skulle i mange tilfælde bare holdes kørende billigst muligt, og der blev flittigt handlet brugte reservedele til træf eller gennem Den Blå Avis. I dag er de fleste af klubmedlemmernes biler toprestaurerede med nye og dyre reservedele, som man blot bestiller over nettet, og bilerne er flottere end da de forlod samlebåndet, og de kører oftest kun få km om året, funderer Ole Callesen, der også bemærker, at gennemsnitalderen på medlemmerne er steget gennem årene.

Grunden til det mener han måske kan være, at en restaureret Amazon i dag har nået priser, som de færreste unge har råd til. Medlemstallet i klubben er da også faldet en del gennem de sidste 4-5 år.

-Det kan godt give lidt spekulationer for klubbens fremtid. Der sker mange ting i den digitale tidsalder, og de unges interesser ændrer sig. Ved klubbens start for 25 år siden, kunne de fleste skrue og reparere en del selv eller kendte nogen, som kunne hjælpe. I dag kan det være svært bare at finde et værksted, som har kendskab til at kunne reparere en Volvo Amazon, konstaterer Ole Callesen, der også mener, at al den snak om miljø og et muligt forbud eller begrænset brugsret mod at køre i gamle biler, der forurener, nemt kan komme til at ændre på klublivet i diverse bilklubber.

-Jeg fornemmer dog, at interessen for Amazon stadig er der og specielt på facebook blandt de yngre mennesker. Den er jo næsten blevet kult. Der går snakken lystigt, især om hvordan man reparerer det ene eller det andet på Amazonen.

-Så mon ikke fremtiden alligevel ser rimelig lys ud for den fantastiske Volvo Amazon, konkluderer klubbens stifter og formand gennem de første 23 år.

Passionen for Volvo Amazon

Da Kim Frandsen blev født i 1968, var det 4 år siden, hans forældre købte deres perlehvide Volvo Amazon som fabriksny bil. Det fik vidtgående konsekvenser, at Kims far beholdt Amazonen som hverdagsbil helt frem til 2002, hvorefter den i de følgende to år blev total-restaureret.

-Den bil er en del af mit DNA, siger Kim, som her godt 10 år efter faderens død stadig har Amazonen holdende i garagen.

-Jeg har tilbragt utallige timer i bilen, og jeg lærte at køre bil i den – udenfor offentlig vej, naturligvis – og har kørt mange kilometer i den i mine unge år; og nu er den perlen i vores lille samling.

Mester” – Kim Frandsen- til træf med firmabilen med teksten “Frandsens Amazonservice”. En original Volvo kittel er et passende tilbehør til en gammel værkstedsvogn. Bemærk de originale papegøjeplader.

 

-Da min kone, Henriette og jeg skulle have vores første bil i 1989, kiggede vi på Amazon Herregårdsvogne, men fandt ingen, som jeg syntes var gode nok. Så vi fandt en billig japansk vogn, som efter 5 år blev skrottet. Vi var på det tidspunkt enige om, at vi ville have en Amazon som hverdagsbil, så vi købte en 2-dørs 1970-model hos Ole Callesen, som en kammerat hjalp med at sætte i stand. Den havde vi i cirka 5 år, for da vi havde fået vores søn, var det mere praktisk med en Herregårdsvogn. Indtil 2005 kørte vi udelukkende i Volvo Amazon – hele året rundt.

-Vores første hobbybil var en Amazon Herregårdsvogn fra 1969, som vi fik sat i stand ad to omgange. Den havde vi i 18 år, og den blev kun solgt, fordi vi fik tilbudt én af de kun tre tilbageværende Herregårdsvogne på gamle emalje-papegøjeplader. Den var et delvist samlet total-restaureringsprojekt. Den kom ud at køre i foråret 2017, fortæller Kim Frandsen.

-På et tidspunkt besluttede vi, at vi gerne ville have en 4-dørs Amazon for at have en af hver variant. I 2015 lykkedes det os at erhverve Danmarks eneste Amazon i den meget sjældne blågrønne farve, som kun blev lavet i perioden august-oktober 1963. Bilen var totalskadet, men er opbygget og restaureret, så samlingen nu omfatter 3 restaurerede Amazoner, og den 4. – en Amazon 123GT er den næste i køen til at blive restaureret, forklarer Kim Frandsen om hvordan sådan en passion stille og roligt udvikler sig.

En festlig aften til Amazontræf hvor Ole Callesen gav hornkoncert.

 

-Passionen for Volvo Amazon blev skabt i barndommen, men i forbindelse med købet af vores første Amazon hos Ole Callesen, blev jeg involveret i opstarten af Volvo Amazon Klub Danmark, og Henriette og jeg har deltaget i utallige arrangementer og har været involveret i klubarbejde i alle de forgangne 25 år. Dels var jeg kasserer i klubbens første 18 år og fra 2017 igen bestyrelsesmedlem, og siden 2010 som redaktør henholdsvis korrekturlæser på vores klubblad, og ikke mindst via utallige telefonsamtaler med eksisterende eller potentielle medlemmer. Der er blevet indtaget kold aftensmad en del gange i årenes løb, husker Kim Frandsen, der understreger, at klubarbejdet har givet familien et stort netværk.

-Det har haft afgørende betydning for, at vi har kunnet realisere de tre restaureringsprojekter. Som ikke-fagmand har jeg nydt godt af utallige gode råd og erfaringer, som velvilligt er blevet delt af de erfarne. Derudover er 3 af de 4 biler samt alle de unikke reservedele, som vi har haft behov for, fundet via netværket. Og så er det fedt, at man kan se resultatet af de mange timers arbejde i værkstedet, når Amazonerne bliver brugt til ture, hvor bilerne giver os rigtig mange fantastiske oplevelser, både i Danmark og i udlandet.

-Vi nyder at være en del af dette fællesskab, og der er opstået mange venskaber i årenes løb, og vi håber på, at vi kan bevare den klubånd, som er opstået gennem mere end to årtiers aktiviteter, hvor entusiasmen omkring Amazonen har været i centrum, pointerer Kim Frandsen.

Volvo Amazon Klub Danmark er ikke storforbruger af formænd

Volvo Amazon klub Danmark kan jo ikke siges at være storforbruger af formænd. På 25 år har kun 2 personer haft denne post. Ole Callesen sad som nævnt tidligere som formand de første godt 23 år, hvorefter en anden Volvo-entusiast, Jan Christensen overtog posten for nu knap 2 år siden.

-Min interesse for Volvo Amazon er næsten medfødt, da min far i 1967 købte en ét år gammel Volvo Amazon 122S, og den kørte vi i op til først i 1980’erne. Min far har altid haft interessen for Volvo, og gennem tiden har han flere gange købt en Volvo Amazon eller PV og renoveret den. Derefter kørte han i bilen i nogen tid og solgte den så igen, fortæller Jan Christensen.

-Da min bror og jeg kom i en alder, hvor der var job og indtægter, og vi nogle år forinden var flyttet til et nedlagt landbrug, gav der sig mulighed for både pladsmæssigt og økonomisk at opbygge en ”lille samling” af Volvo biler.

Det startede med, at de købte en urenoveret Volvo Amazon fra 1965, som i øvrigt stadig findes i samlingen. Siden har de samlet mange forskellige modeller, men der indgår i øjeblikket 5 Amazoner i samlingen.

-Efter 25 år har vi nu en klub med en del traditioner, men også plads til fornyelse. Vores filosofi er, at økonomien i klubben skal tilbage til medlemmerne både i form af blade i høj kvalitet men også som tilskud til arrangementer. En af traditionerne er, at vi hvert år afholder Amazon-træf, som er en hel weekend med hygge, og selvfølgelig snakkes der Amazon, men også meget andet. I et forsøg på at få skabt nye tiltag, har vi etableret et aktivitetsudvalg, hvor alle medlemmer kan komme med forslag til arrangementer, hvorefter udvalget prioriterer hvilke arrangementer, der gives tilskud til. Det har dog indtil nu været en meget træg start, forklarer Jan Christensen.

Der vil også være basis for klubben i fremtiden

-Som fleste klubber har vi de senere år måttet konstatere faldende medlemstal. Der sker jo et naturligt frafald på grund af medlemmers alder. Bestanden af Amazoner på landevejene er konstant, men nogle af bilerne bliver solgt til udlandet eller til en yngre generation. Hos den yngre generation er det desværre ikke så naturligt, at man gerne vil være medlem af en klub. Det fællesskab finder man i stedet i nogen grad via de sociale medier og på internettet generelt.

-Som en klub for en enkelt bilmodel, der ikke længere produceres, må vi konstatere, at der ikke kommer flere biler, men jeg håber og tror at også i fremtiden vil der være basis for en klub som vores, hvor Amazon-entusiaster kan mødes for at hygge, erfaringsudveksle og ikke mindst bekræfte hinanden i, hvor fantastisk en bil en Volvo Amazon er, slutter en optimistisk formand.

Det årlige gruppebillede 

 

Volvo Amazon Klub DanmaKlubbens jubilæum skal naturligvis fejres, og udover at VeteranPosten ønsker tillykke med denne artikel, afholder klubben et jubilæumstræf i starten af maj. Og det afholdes naturligvis på samme sted, som en flok entusiaster stiftede klubben for 25 år siden, nemlig på Ole Callesens terrasse i Aller ved Christiansfeld. Jubilæet fejres desuden med en ekstraordinær udgave af Amazon-træffet i august. Ved Træf- og Køretøjsdagen på Wedelslund den 5. juni får klubben en hædersplads med udstilling af et bredt udvalg at Volvo Amazon modeller.

 

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Er der en voksen til stede?

Er der en voksen til stede?

”Hensyn-sygen” på Københavns Universitet er atter brudt ud ... læs mere
Ny storparcel i Hadsten i udbud

Ny storparcel i Hadsten i udbud

Storparcellen på Gl. Sellingvej 12 i Hadsten bliver udbudt til tæt-lav bebyggelse i to etager ... læs mere
ET GAMMELT POSTKORT MED ET MEJERI

ET GAMMELT POSTKORT MED ET MEJERI

En mejeriejer, en boghandler, en førstelærer. Alle medvirkende til en aktiv og levende stationsby, og alle bidrog de til dette fine postkort fra Hadsten ... læs mere
Rekordstor tilslutning til Kunst i Favrskov

Rekordstor tilslutning til Kunst i Favrskov

 Den 21. - 22. september  kl. 10 - 17 i Søften ... læs mere
Færdselsuheld i Hinnerup

Færdselsuheld i Hinnerup

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
HSK samarbejder med anden fodboldklub

HSK samarbejder med anden fodboldklub

Holdsamarbejder er ikke altid "lutter lagkage", men jeg er glad for, at jeg kan berette om en god historie fra pigefodboldens verden ... læs mere
Litterære filmaftener i Hadsten og Hammel

Litterære filmaftener i Hadsten og Hammel

Kom til en hyggelig aften i den lokale biograf med læseinspiration og film ... læs mere
Østjyllands Politi søger medlemmer til borgerråd

Østjyllands Politi søger medlemmer til borgerråd

Østjyllands Politi opretter to nye borgerråd, hvor frivillige borgere får mulighed for både at dele deres oplevelser med politiet og drøfte nye tiltag. Målet er at sikre en tæt dialog og inddragelse af borgernes perspektiv ... læs mere
Pilotprojekt i Sundhedshuset i Hadsten

Pilotprojekt i Sundhedshuset i Hadsten

Til Alle Patient foreninger – Pensionist foreninger – Ældresagen i Favrskov Kommune ... læs mere
Indbrud i Hinnerup

Indbrud i Hinnerup

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Loading...