Diversitetet er en nystartet socialøkonomisk virksomhed i Hadsten.
Hos Diversitetet ansættes unge, som ikke helt har fundet deres vej i livet endnu, og som har brug for lidt støtte og succesoplevelser.
Her mødes flere unge, som føler sig usynlige i hverdagen. De savner at føle sig som en del af
et fællesskab. Nogle føler sig også presset af at skulle vælge uddannelse/arbejde og er
bange for at vælge “forkert”. Det er derfor besluttet at afholde en Summer Camp d. 1-3 juli,
for unge i alderen 14-16 år. Efter Summer Campen fortsætter de unge med at mødes en gang om
måneden med deltagerne i ca. 1 år.
Diversitetet fortæller om Summer Campen:
”Der vil være stort fokus på fællesskabende aktiviteter, hvor alle kan være med. Derudover
arbejder vi på at lave aftaler med lokale erhvervsdrivende, som vi kan besøge og høre om
deres vej på arbejdsmarked.
De unge vil under Summer Campen skulle dokumentere aktiviteter og besøg i form af foto
og/eller film. Dokumentationen vil til sidst blive klippet sammen og være et produkt de
sammen har lavet.
Vi oplever, at det at være sammen om at skabe et produkt er en god måde til at opnå
fællesskabsfølelse i gruppen. At skabe noget sammen vil derfor være et vigtigt element både
på Summer Campen og de efterfølgende gange vi mødes.”
I Inner Wheel Hadsten ønsker vi at støtte dette gode initiativ til at forme et fællesskab og give de unge mulighed for at blive set og mødt i øjenhøjde af en meget engageret gruppe fagpersoner i Diversitetet.
Det virker som et rigtigt godt tiltag at skabe en platform til at få boostet selvværdsfølelsen og give mulighed for udvikling i samspil med andre, samt at udforske forskellige retninger med hensyn til uddannelse/arbejde for de unge mennesker.