|

KÆRLIGHEDENS RUM

Så nåede vi den 23. december, og det er 4. søndag i advent. Hvad tænkte Josef på, dengang Maria fødte barn Jesus i Betlehem? Glædelig jul med Juul…

KÆRLIGHEDENS RUM

    

Af Ole Juul

              Josef er nok den mest omtalte papfar i bibelen og så alligevel den mest oversete af de bipersoner, der befolker den fortælling, som i morgen samler os i kirkerne landet over. Jeg har leget med den tanke, at tømreren fra Nazareth på skrift har nedfældet, hvad der hændte i den mest afgørende periode af hans liv.

              “Maria kom forleden og fortalte mig om et møde med en vis Gabriel. Jeg kender ham ikke, har aldrig hørt om ham, og det var da også helt usammenhængende, hvad hun fortalte om mødet. Men hun er med barn, siger hun, ja, hvad ved jeg, udover at jeg, skønt jeg har kendt Maria længe, bestemt ikke er far til det barn, hun åbenbart venter. Et par dage senere tog jeg mig sammen og besøgte Maria hjemme hos hende selv. Jeg er trods alt kommet der en del, og det var jo bestemt, at vi skulle giftes, når tiden og pengene var til det. Hendes forældre sad og så under­ligt hen på mig. De tænkte deres, det ved jeg, men de sagde ingenting, og det var snart det værste. For når de ikke spørger, så kan jeg jo heller ikke svare dem, at det ikke er mig, der er faderen. Forleden rejste vi til Betlehem for at blive indskrevet som skatteydere. Ja, det er igen romerne, og det bliver værre og værre med de skatteopkrævninger.

            Da vi kom frem, var der ikke plads til os nogen ste­der, så vi måtte overnatte i en stald lidt uden for byen. Maria havde siddet på et æsel hele den lange vej, og den tur havde åbenbart taget hårdt på hende, for hun fik pludselige veer, og om natten fødte hun sit barn. Hun kalder ham Jesus. Det har også noget med ham Gabriel at gøre. Det er i øvrigt en ganske sød dreng, og hænderne sidder rigtigt på ham, så der skal nok blive en god håndværker ud af ham. Om natten, hvor Maria havde født, kom der nogle hyrder ude fra mar­ken ind til stalden, og de snakkede i munden på hinanden om noget helt utroligt, som de påstod, de havde hørt om barnet.

            Et par dage senere kom der nogle frem­mede helt ovre fra Persien for at se til barnet. Fornemme herrer, det var de, de havde de dyreste gaver med til drengen, og dér stod jeg som en anden bondeknold med min lille vugge, som jeg havde flikket sammen af en gammel krybbe, som jeg havde fundet i stalden. Mændene fortalte de mærkeligste historier om drengen og en stjerne, som de havde fulgt lige til Bethlehem. Jeg havde nu ikke set nogen særlig stjerne, ud over dem, jeg kender. I det hele taget forstår jeg ikke meget af det her, men jeg har nu besluttet mig for at gifte mig med Maria. Jeg er bare så glad for hende og hendes dreng, og de klarer sig ikke alene. Men de snakker i Nazareth, det gør de”.

              Ovenstående er ren fiktion, digt, en tankeleg med, hvad Josef kunne have skrevet, hvis han havde ført en slags dagbog. Det gjorde han ikke, men tænkt, det har han, og handlet. Marias forældre fandt aldrig helt ud af, hvad der var hændt, og de havde vel også nok i deres. Hyrderne tog tilbage til deres får, de tre vise mænd rejste hjem igen, og tilbage stod Josef med sin elskede Maria og hendes barn. Dem tog han til sig, og med det valg blev det en sandhed, at Guds kærlighed herfra blev levet liv blandt simple og hverdagsagtige mennesker. Det er, hvad julen dybest set handler om, og som vi i de næste dage fejrer. Og skønt Josef her omtrent ingen rolle spiller, så er det dog også hans valg, der er afgørende, når vi er igennem det alt sammen, når glimmeret og pynten er taget ned, krybbespillet pakket sammen, og det atter bliver hverdag igen.

              For netop her, i denne hverdag, skal den kærlighed, som også Josef husede, finde rum og plads.

              Glædelig jul.

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.


Loading...

Favrskov inviterer revisorer på gratis kursus i energioptimering

Favrskov inviterer revisorer på gratis kursus i energioptimering

Favrskov Kommune, Energitjenesten og Erhvervsakademi Aarhus inviterer alle revisorer til et gratis kursus i energidrift for små og mellemstore virksomheder ... læs mere
Masser af ILDSJÆLE bag Håndboldklubbens BIERFEST på lørdag

Masser af ILDSJÆLE bag Håndboldklubbens BIERFEST på lørdag

Der har længe været udsolgt til denne "OKTOBERFEST, der afholdes i Hadsten Kultur og Idrætscenter på lørdag fra klokken 1200-20.00. Orkestret går på kl.1300 - men hvem står bag arrangementet ? ... læs mere
En regning på kr. 428.879 for at redde to chefer...

En regning på kr. 428.879 for at redde to chefer…

”Faktureringen er sket efter de gældende timepriser og vurderes som værende rimelig” ... læs mere
Sigtet for hærværk efter cigaret-afslag

Sigtet for hærværk efter cigaret-afslag

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Ja tak til ordentlighed og reel borgerinddragelse. Nej tak til hastværk.

Ja tak til ordentlighed og reel borgerinddragelse. Nej tak til hastværk.

Indlæg om Broen over Randersvej i Hadsten af Charlotte Green, Det konservative Folkeparti, medlem af Favrskov Byråd og Folketingskandidat ... læs mere
Ugens naturbilleder nr. 400.

Ugens naturbilleder nr. 400.

Heldigvis er mørket på retur og dagene er langsomt begyndt at blive længere. Skønt når solen får sat lidt "plus-point" ind på kontoen ... læs mere
Indbrud i Thorsø

Indbrud i Thorsø

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Stor interesse for at blive domsmand

Stor interesse for at blive domsmand

Kommunen har allerede fået langt flere ansøgere, der vil være domsmænd, end der er behov for. Dog mangler der nogle personer for at gøre listen repræsentativ ... læs mere
Tilbagetrukne Fødevarer

Tilbagetrukne Fødevarer

Udeklarerede allergener i Blomsterbergs citronfromage ... læs mere
Er kørerutinerne lidt rustne?

Er kørerutinerne lidt rustne?

Ældre Sagen tilbyder opfriskningskursus for erfarne (læs ældre) bilister ... læs mere
Loading...