|

KØR med KJÆR – på ROUTE 66 i USA via POSTKORT

Jørgen Kjær har fået en ny SJOV og BILLIG hobby

På en køretur på den gamle legendariske Route 66 i USA opstod et ønske om en eller anden original souvenir. Vi var i en lejet bil og skulle med fly hjem, så pladsen var jo begrænset, og det skulle ikke være en nyfremstillet souvenir og en gammel brugt nummerplade med en kaktus, der symboliserede cowboy-staten Arizona var for uoriginalt – og min fremsynede kone proklamerede da også, at den sikkert ville ende i kommodeskuffen. Jeg købte dog alligevel en – og ganske rigtigt, den ligger nu på fjerde år i posen med brochurer og andet fra turen, jeg ikke nænner at smide ud.

Billede :  Postkort fra Kingman, Arizona. Gaden er i øvrigt let genkendelig i dag. I bygningen for enden af vejen i venstre side er der i dag et museum for hovedvejen Route 66.

En dag faldt jeg ved en souvenirhandler over et gammelt postkort fra byen Kingman i Arizona. Vi havde overnattet i byen, og den gamle Route 66 var stadig en del af byens hovedgade. Postkortet var fra 1950`erne og med en masse herlige tidstypiske amerikanske biler.

Jeg købte ikke flere postkort på turen, men kimen var lagt – det kunne være skægt at finde flere postkort med biler fra den gamle Route 66 – og helst fra den del af hovedvejen, som vi selv havde kørt på.

Billede: Mange postkort fra Route 66 er udgivet som reklame for en restaurant eller det typiske amerikanske fænomen – et Motel.

Her er Internettet jo en herlig ting. Aften efter aften kan man sidde og søge efter postkort fra alverdens steder og med alle tænkelige motiver. Ebay er en oplagt søgemaskine og med søgeordene ”postcard route 66 cars” dukkede en helt ny verden op. Her var utallige postkort med netop de motiver, jeg eftersøgte, sat til salg. Ovenikøbet fra mange af de steder vi havde besøgt.

Jeg har nu købt en del postkort med de ønskede motiver på Ebay for få dollars stykket og fået dem tilsendt fra sælgeren for andre få dollars. Der opstår en indre fryd, når der ligger et brev i postkassen frankeret med amerikanske frimærker. Selv de postkort, der bærer tydeligt præg af desværre at være nyoptryk, fortæller en historie. Ærgerligt, men sådan er det jo, og jeg har efterhånden fundet ud af, at der er mange seriøse samlere i specielt USA, der betaler langt mere end de få dollars, jeg har givet, for ægte originale postkort med motiver fra Route 66 – det er faktisk kult i USA. Så endnu en gang – snydt grønært.

Det kan dog være lidt uoverskueligt – og måske også lidt meningsløst – at købe alle dem, der udbydes til salg, speciel da der som nævnt figurerer mange nyoptryk, som man i sagens natur ikke har mulighed for at vurdere på forhånd. Motiverne er dog alligevel interessante, og så var det jeg fik ideen med et højreklik med musen, og derefter et ”gem som”. Når de nu kan snyde mig med genoptryk, må jeg vel også godt være lidt kreativ?

Nu kunne jeg indlemme alle postkortene i min samling i cyberspace, som blev kodeordet for den lidt uautoriserede samling af postkort. Det er måske ikke helt efter bogen, og jeg ved ikke om antipiratkorpset kan finde på at komme efter mig en dag med et uanmeldt besøg. Men så længe jeg ikke deler mine postkort med andre eller mangfoldiggør dem med salg for øje, går det sikkert ikke helt galt, men det må den enkelte jo selv vurdere, hvis man tager ideen op. Det kan i øvrigt være ualmindelig svært at finde rettighedshavere til gamle amerikanske postkort, og selv om du køber et postkort får du alligevel ingen rettigheder til det, heller ikke selvom du lægger det på internettet eller udbyder det til salg på en netauktion.

Min tanke med samlingen af postkort fra Route 66 er nu udvidet til at omfatte hele hovedvejens forløb, så jeg en dag måske kan lave en rutebeskrivelse med gamle postkort. Skal ”nørderiet” på et tidspunkt udvides, er det planen at prøve både en mærkebestemmelse af bilerne og en årstalsbestemmelse ud fra bilerne på kortene.

Emnet med at samle postkort i cyberspace kan let udvides til at omfatte andre emner – for mit vedkommende gælder det både gamle traktorer og udvalgte bilmærker og særligt jeeps fra anden verdenskrig.  Der kan søges utallige steder på internettet – på netauktioner, museer og samlinger over hele verden.

Billede . Har Olsen på Barstows fineste Chevron servicestation mon danske aner?

Blandt de mange postkort, der sælges på for eksempel Ebay, støder jeg stadig på postkort, jeg absolut selv må eje rent fysisk, og de er jo ikke længere end et par klik borte. Så når der hen på aftenen er ro i huset, familien sover, og hunden er blevet luftet, bliver der tid til at dyrke den lille svaghed, jeg først nu røber for andre – jeg tager en tur på nettet, og med ovennævnte søgeord kan min samling af postkort i cyberspace ofte udvides med et par nye billeder, som I kan se eksempler på her.

Og den der lille stille fryd ved at byde på et postkort og vinde auktionen, betale over Paypal for derefter at modtage en kuvert med et postkort fra det vestlige USA et par dage efter, er heller ikke at foragte.

venlig hilsen

Jørgen Kjær

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.


Loading...

NYT fra Kræftens Bekæmpelse

NYT fra Kræftens Bekæmpelse

Kræftpatienters ventetid er tilbage på niveau med 2014 ... læs mere
Soldaterkammerater for sjov

Soldaterkammerater for sjov

Af redaktør Jørgen Kjær, Hadsten ... læs mere
1-1 i lokalopgøret mod Hammel

1-1 i lokalopgøret mod Hammel

Serie 2, pulje 17. Hammel Stadion. Ca. 60 tilskuere (ca. halvdelen fra Hadsten). Dejligt med opbakning. Hammel GF (HGF) - HSK: 1-1 (0-0) ... læs mere
NYT fra LMO

NYT fra LMO

Nybyg eller renovering – hvad er bedst for dig? ... læs mere
Der er god grund til at lære matematik

Der er god grund til at lære matematik

Forløbet praktisk anvendt matematik er et samarbejde mellem Favrskov kommunes grundskoler og Den jydske Haandværkerskole (DjH). 5. – 6.- årgang fra Korsholmskolen er på besøg på DjH for at få indblik i, hvorfor matematik er en god ting at lære, ... læs mere
VIGTIGT MØDE I RANDERS

VIGTIGT MØDE I RANDERS

På Bøgevej ser vi nærmere på Villa "Vesta", og så mindes Kurt Villy en tid, hvor postmesteren besad en vis autoritet ... læs mere
Hverken Hammel eller Hadsten er en undtagelse. Desværre...

Hverken Hammel eller Hadsten er en undtagelse. Desværre…

På landsplaner 10. forretning i detailhandlen er lukket siden 2008 ... læs mere
Busdrift i Favrskov

Busdrift i Favrskov

Af Niels Kallehave DF -Tåsingevej 22 8370 Hadsten ... læs mere
Uheld på motorvejen

Uheld på motorvejen

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Flere nye spillere hos Hadsten Håndbold

Flere nye spillere hos Hadsten Håndbold

I går præsenterede vi 2 nye og i dag fortæller vi om 3 mere ... læs mere
Loading...