Dagens kapitel hedder ”Man maa selv være med”.
Dette fortræffelige Ordsprog bør Enhver, der stræber efter at gjøre Fremgang, i høj Grad lægge sig på Hjerte.
”Herrens Øje gjør Koen fed” – Principalens Øje gavner tidt hans Forretning mere, end en halv Snes Medarbejderes Hænder. Undertiden overse de bedste Underordnede Ting, der aldrig vare undgaaede Chefens Opmærksomhed.
Hvem der ikke selv forstaar sig på sin Foretning og derfor udelukkende maa stole på Andre, bør ikke forundre sig, dersom hans Forhaabninger ikke gaa i Opfydelse.
Det er netop et ufravigeligt Vilkaar for Fremgang, at man er fuldstændigt fortrolig med sin Næringsvej; jo større Dygtigheden er, desto betydeligere bliver Udbyttet.
Der kræves Flid og Nidkjærhed til at opnaa den fornødne Dygtighed; man vil i lang Tid begaa mange Fejl, men naa man lægger Mærke til dem, yde netop de den bedste Belæring.
Da en Bissekræmmer engang opdagede, at han var bleven bedragen ved sit Indkjøb, sagde han: ”Godt! Man skal lære, så længe man lever; jeg skal ganske vist aldrig mere lade mig tage saaledes ved Næsen”.
Da man i mange Forretningsgrene ikke selv kan varetage alle Enkeltheder, maa man benytte Andres Hjælp. Man bør altid være forsigtig i sit Valg. De bedste Underordnede ere ikke for gode. Har man en brugbar Medarbejder, da søge man at beholde ham saa længe som muligt. Dette er bedre end den idelige Skifen, thi hans Kundskaber udvide sig bestandigt, og deraf drager Chefen Fordel.
I aar er Manden mere brugbar, end han var ifjor, og til næste Aar bliver han det endnu mere. Dersom han , i den Tanke, at han ikke kan undværes, pludseligt forlanger en overordentlig Gageforforøgelse, da afskedige man ham.
For det Første for at overbevise ham om, at man ogsaa kan hjælpe sig uden ham, og for det Andet fordi den, der holder sig for uvurderlig og uerstattelig, ikke fortjener Tillid.
Men hvis en Medarbejder fører et ordentligt Liv og viser sig at være en tro Tjener, da forhøje man hans Gage fra Tid til anden, alt efter Forholdene, dels for at lønne ham tilbørligt, dels for at knytte ham til sig.
En saadan Gavmildhed plejer at bære gode Renter; bedst anvendt er den, naar den Underordnede foruden at være nidkjær ogsaa har et lyst Hoved.
Hos Folk, der skulle træde i Stedet for Herrens Øje, spille rHjernen en stor Rolle; jo mere Hjerne Vedkommende har, desto bedre bør han betales, og desto længere bør han beholdes, hvis også de øvrige Omstændigheder ere heldige.
—
I næste uge fortsætter vi her på denne plads de visionære tanker om emnet ”Kunsten at Gjøre Penge”, som P.T. Barnum skrev tilbage i 1884.
Følg med og lær at blive rig!