|

Landdyrlægens nye Hillman Minx – bor i dag i Hadsten

Af Jørgen Kjær, Hadsten

Af Jørgen Kjær

Både benzin og ikke mindst biler var for danskerne, og de øvrige europæere for den sags skyld, en mangelvare efter afslutningen af anden verdenskrig. Danskerne drømte om begge dele, men det var kun de færreste forundt at få del i den rationerede benzin, og at kunne købe en helt ny bil til erstatning for de førkrigsbiler, der for de flestes vedkommende havde været klodset op under besættelsen, var kun forbeholdt de få, der kunne dokumentere et behov. Det var de samme grupper, der under krigen havde kunnet køre. Læger, jordemødre, dyrlæger og nu til dels også handelsrejsende kunne være blandt de heldige, der efter en ansøgning til den strenge jury ved Direktoratet for Vareforsyning, fik deres ønske opfyldt. I 1950 var det kun hver 10. af de omkring 40.000 ansøgerne, der fik en tilladelse. Fra 1952 kunne alle danskere igen købe bil, det krævede dog bare en god opsparing, for uden indkøbstilladelse var afgiften højere, og en almindelig standardbil kostede betydeligt mere end en årsløn for en arbejder, så den almindelige dansker måtte i mange år endnu lægge bildrømmen på hylden.

Efter Agner og Inger Mogensen er kommet på efterløn, bruges den gamle Hillman flittigt. Her ved træf ved Kalø.

Der var også kørselsrestriktioner efter krigen. I 1949 fik man lov at køre over hele landet i 3 uger om året, men i 1950 blev al bilkørsel igen frit.

En af dem, der var så heldige at få en indkøbstilladelse til en ny bil i 1949 var dyrlægen C.D. Carstensen i Øster Alling ved Auning på Djursland. Selv om den 4 hjulede motorvogn af mærket Hillman i toldattesten fra 17. september 1949 udstedt af Aarhus Toldkammer angives som bestemt til privat brug, må han sikkert have angivet gode argumenter for at slippe gennem Direktoratets nåleøje. En landdyrlæge måtte da også forventes at have brug for bil i sit daglige virke.

 

Og der var i bogstaveligste forstand tale en ny bil, landdyrlægen havde fået mulighed for at købe. De fleste bilfabrikker leverede opkog af deres førkrigsmodeller i en del år efter afslutningen af krigen, men allerede i 1949 kunne engelske Hillman præsentere den nye udgave af deres populære model Minx, der med et helt nyt ydre stod i skarp kontrast til førkrigsmodellerne og de første efterkrigsmodeller. En moderne bil, nok inspireret af amerikansk bilindustri med indbyggede lygter i forskærmene og karosseriet i fuld bredde og et uafhængigt forhjulsophæng med skruefjedre, var nogle af salgsargumenterne. Året før havde Minx fået hydrauliske bremser. Dette karosseri holdt sig uændret frem til 1956. Den 4-cylindrede benzinmotor på knap 1,2 liter bød blot på 35 HK, den løb ikke væk i galskab, men blot det at kunne købe en helt ny bil allerede i 1949, kunne sagtens opveje dette. Og så en helt ny model, jo, der blev så sandelig lagt mærke til dyrlægen i Øster Alling. Og den kører faktisk stadig på de østjyske veje nu her 70 år efter første indregistrering..

 

Den gamle Hillman var noget ramponeret, da Agner købte den. Naboungdommen havde brugt den til markræs i flere år, men alligevel ikke fået den splittet helt ad. Her er den lige kørt ud af det gamle maskinhus, da Agner Mogensen købte den i 1987.

 

 

Det var et tilfælde, det blev en Hillman

At dyrlægen fra Øster Alling bevidst gik efter en ny bil, var ingen tilfældighed. At det blev netop en Hillman var måske ikke en tilfældighed, da der ikke var så mange andre nye biler på markedet den gang, men det fortæller historien ikke noget om. Men at det var en tilfældighed, at nutidens ejer, Agner Mogensen fra Hadsten købte en Hillman Minx er uomtvisteligt.

Der måtte laves en del rust på bilen.

-Det var et helt tilfælde, at det blev en Hillman Minx, jeg begyndte at restaurere i 1987, da jeg besluttede, at jeg ville have en ældre bil, fortæller Agner Mogensen, der gennem nogle familiemedlemmer havde hørt at en gårdejer i Skørring på Djursland havde en Ford Popular, han ville sælge.

– Det var sådan en model jeg havde kigget efter, så jeg tog sammen med min svoger ud at kigge på Fordvognen. Men den så ikke ud til at være nem at lave til bil igen. Den var forfærdelig rusten, så den handel blev der ikke noget ud af, men så kom gårdejeren da i tanke om, at han havde en anden gammel bil stående i et gammelt maskinhus bag gården. Da vi fik den gravet frem fra gemmerne, viste det sig at være en Hilmann Minx fra 1949.

Motoren er ikke af de største, men Hillman fulgte pænt datidens trafik. Motorrummet i Agners bil er også restaureret til oprindelig stand.

 

-Den så også noget miserabel ud, da byens ungdom gennem årene havde brugt den til markræs, men den var da nogenlunde intakt, så vi fik handlet, og jeg kunne tage den gamle Hillman med hjem, husker Agner Mogensen.

Dyrlægens bil

Det viste sig at det var den bil tidligere omtalte dyrlæge købte i 1949, og fik indregistreret med V 798. Dyrlægen kørte i den i 5 år, hvorefter den blev solgt til en gårdejer på samme egn, Anders Mogensen i Termestrup ved Mørke. Her blev den igen indregistreret på et Randers-nummer V 4951, men et par år senere flytter Anders Mogensen nogle få kilometer til Skørring, og den gamle Hillman må nu omregistreres til Aarhus-registreringsnummer, der bliver X 8051, hvilket bliver dens sidste registreringsnummer, idet Anders Mogensen kører i den frem til 1965, hvor den bliver afmeldt og stillet i omtalte maskinhus. I 1961 havde Anders Mogensen fået motoren hovedrepareret, men nåede aldrig rigtig at få den kørt til efter hovedreparationen.

Agner Mogensen har naturligvis fået historiske emaljenummerplader med bilens første registreringsnummer. Han har ikke kunnet finde et dyrlægeskilt, men har indtil videre måttet nøjes med et lægeskilt.

 

Blev skilt totalt ad

Da Agner Mogensen havde fået bilen hjem, gik han i gang med en total adskillelse. Der var en del rust i både skærme og karosseri.

-Jeg valgte at sandblæse alle karosseridelene med en let hånd for at det ikke skulle slå sig for meget. Hele undervognen blev sandblæst helt ren, og det hele blev malet med en tynd gang grunder, inden jeg gik i gang med at lave rust. Først i karosseriet og derefter i skærme, døre og alle løsdelene, fortæller Agner Mogensen, der prøvede at skaffe dørpaneler og andre pladedele fra England, men det lykkedes desværre ikke, så han måtte selv udfolde alle sine evner som pladesmed, hvilket heller ikke var så vanskeligt, idet han til daglig var plademand ved den lokale Fiat-forhandler.

Den gamle Hillman står helt originalt i kabinen. Bemærk den har ratgear.

 

-Jeg måtte i gang med selv at bukke og forme dørpaneler, derefter var det bageste skærmkanter, bageste inderskærme, forskærme og alle løsdelene inden den til slut blev prøvesamlet og tilpasset inden den var klar til lakering, forklarer Agner, der medens karosseriet var ved maleren fik mere plads i garagen og kunne begynde at se på motor, gearkasse og bag- og fortøj.

Agner fik en original Halon ildslukker hos en tidligere Hillman-forhandler. Det var ekstraudstyr i starten af 1950`erne.

 

-Jeg skilte det hele ad og fik lavet en liste over de mange forskellige dele, jeg nu skulle prøve ud at finde. Dengang i 1987-88 måtte man jo ud at lede efter reservedele, dengang var der jo ikke noget, der hed internet og ebay, hvor man i dag nemt kan finde det meste, så på min jagt efter reservedelene blev de forskellige stumpemarkeder besøgt, og den legendariske Veteran-Aksel i Storring blev også aflagt et par besøg. Det var en oplevelse i sig selv at besøge ham, husker Agner.

-På min jagt efter reservedele hørte jeg, at der havde været en Hillman-forhandler i Horsens. Da den ophørte var reservedelslageret blevet tømt og kørt til Tørring Autoophug, så de måtte også have et besøg. Og ganske rigtigt. Reservedelene var blevet læsset ind i en gammel lastvognskasse. Her fandt jeg flere styretøjsdele og støddæmpere, fortæller Agner Mogensen, der også var på besøg ved Peugeotforhandler Volmer Kroer i Bjødstrup på Djursland. Han havde tidligere været Hillman-forhandler, og på loftet over et gammelt værksted i Bjødstrup by var der stadig en del gamle reservedele til Peugeot og Hillman.

Hillman var tidligere et stolt engelsk bilmærke.

 

-Det var dengang man gemte de gamle reservedele, og jeg fik samlet det fra, der passede til min Hillman, og da vi skulle til at afregne, sad vi og talte om alt muligt, og jeg nævnte, at jeg var tilknyttet Brandvæsenet i Hadsten, husker Agner.

-Så åbnede Volmer Kroer pludselig den nederste skrivebordsskuffe og tog en lille æske frem, og sagde at så var jeg den rigtige fremtidige ejer af den. I æsken lå den fineste forkromede Halon ildslukker. Det var en man havde kunnet købe som ekstra udstyr til netop Hillman. Den er nu fast udstyr i bilen, smiler Agner.

Agner Mogensen har ikke planer om at restaurere flere biler.

 

En god dag

Agner fik lavet bundmåtter, tagstof og betræk til forsædet hos en autosadelmager i Randers, og det var en stor dag, da han fik bilen hjem fra maleren og kunne begynde at få styr på de mange løse dele og gå i gang med at samle den igen. Allerede i marts måned 1989 var han så langt, at han kunne køre til syn med bilen, der naturligvis blev godkendt uden anmærkninger.

I første omgang blev den forsynet med hvide nummerplader.

-Men da jeg havde kørt med den nogle år, syntes jeg, det så noget forkert ud med de hvide nummerplader, og jeg fik bestilt historiske emaljenummerplader med bilens oprindelige registreringsnummer V 798, forklarer Agner. Allerede den første sommer deltog han sammen med sin kone Inger og børnene i det første veteranbilløb.

Gennem årene er det blevet til en del veteranbilløb, men efter Inger og Agner Mogensen gik på efterløn for nogle år siden, tog det fart.

-Vi har aldrig kørt så meget som nu i den gamle Hillman, smiler Agner, der på et besøg ved et tirsdagstræf på Kalø fik en helt speciel oplevelse.

-Her kom den tidligere ejer, Anders Mogensen helt tilfældigt forbi sammen med sin svigersøn. Da han så den gamle Hillman, bemærkede han, at sådan en havde han da også haft en gang. Det hørte jeg og kunne forsigtigt klappe ham på skulderen og fortælle, at det da var hans gamle bil. Han kunne ikke huske mig, men udbrød lakonisk: ”Så fik du den godt nok for billigt!”

 

-På et tidspunkt mødte jeg en mand, der havde en lidt nyere Hillman til salg, men de mekaniske dele skulle passe til min. Den købte jeg og fik slæbt hjem, men den var for dårlig og blev hugget op. De mekaniske dele ligger nu på lager som reserve i min kælder, slutter Agner Mogensen.

 

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Kære ‘Sat på spidsen’

Kære ‘Sat på spidsen’

Jeg har noteret mig jeres oprigtige bekymring for, om den nytiltrådte socialistiske regering nu sender Laurbjergs trinbræt i syltekrukken sammen med alle de andre trafikprojekter, som ellers var med i den tidligere regerings store trafikaftale, der blev indgået sammen med ... læs mere
Sigtet for at true med at skyde piges hest

Sigtet for at true med at skyde piges hest

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Udeklarerede hasselnødder i müsli

Udeklarerede hasselnødder i müsli

Tilbagrtrukne Fødevarer ... læs mere
NABOHJÆLP

NABOHJÆLP

Nabohjælp, fusk, vennetjeneste, sort arbejde. Ja tak Mere af det. Læs Ole Juuls klumme ... læs mere
God nattevagtsdækning på plejecentrene

God nattevagtsdækning på plejecentrene

Foranlediget af Ældrerådet blev det med 2019-budgettet besluttet at gennemføre en undersøgelse af bemandingen om natten på plejecentrene ... læs mere
Hvad så, Laurbjerg?

Hvad så, Laurbjerg?

Vores nye transportminister vil tage alle vedtagne trafikprojekter op til fornyet overvejelse. Det kommer måske til at gå ud over trinbrættet i Laurbjerg ... læs mere
Klimapopulisme er det nye sort

Klimapopulisme er det nye sort

Alle snakker om klima – (stort set) ingen gør noget ved det… ... læs mere
Indbrud i Hadsten

Indbrud i Hadsten

Østjtllands Politi oplyser ... læs mere
Nyhed fra HSK fodbold : Morten Andresen er stoppet som ungdomsformand

Nyhed fra HSK fodbold : Morten Andresen er stoppet som ungdomsformand

Morten Andresen, der siden 2015 har været ungdomsformand i HSK Fodbold, har valgt at stoppe pr. 30. juni 2019 ... læs mere
Ugens naturbilleder nr. 425.

Ugens naturbilleder nr. 425.

Vi kan vist hurtigt blive enige om, at sommervejret ikke ligefrem har vist sig fra sin bedste side den seneste uge. Men det skal ikke forhindre os i at nyde naturen ... læs mere
Indbrud på Skyttevænget

Indbrud på Skyttevænget

Østjyallands Politi oplyser ... læs mere
Loading...