|

MÅNEDENS KLUMME

Af Sven Erik Ginge, jour. emer.

 

Så gik juni, og masser af skoleelever fik sommerferie. Som sædvanlig har man i dagene efter eksamen hørt og set en del til de nye studenter. Som altid er det et festligt indslag i gadebilledet med de mange glade unge. Cirka 90 procent af studenterne bor i øvrigt i Favrskov Kommune. Cirka 100 procent havde indtaget spiritus.

Men når indtaget af øl, shots og champagne stiger, så skal der jo også væske ud igen – og her er Hadsten rigtig dårligt stillet. Man skal lede længe efter et offentligt toilet. I sydbyen er der vist slet ikke noget hvis Sløjfen er lukket. I nordbyen er der et toilet i den tidligere station. Men hvis man skal tisse i weekenden (eller hverdage mellem kl. 20 og næste morgen) så er døren låst.

I Hadsten-Centret er der et kundetoilet som er låst. Nøglen kan lånes i en butik på en anden etage end toilettet – men kun i åbningstiden. Toilet, butikker og hele centret er i øvrigt aflåst og gitret til i weekenden.

De manglende toiletter er bestemt ikke et godt indtryk at give de mennesker, der gæster byen som turister. Man kan vel godt sige, at Hadsten pisser på sine gæster med den manglende service.

Og man får åbenbart ingen hjælp hos Favrskov Kommune. Herfra lyder meldingen, at man skam ikke tør holde tisse-åbent uden for dagtimerne af frygt for hærværk. Hvis man skulle følge den forsigtig-Per-politik, så skulle man jo heller ikke opsætte vejskilte, for sæt nu nogen bøjede dem. Eller plante træer, for sæt nu nogen knækkede dem. Eller sætte gadelys op, for sæt nu nogen påkørte masterne. Og så videre. Defensiv tænke- og handlemåde fører sjældent til fremgang.

I den lokale håndboldklub tør man derimod tænke både fremadrettet, utraditionelt og praktisk, i hvert fald når det gælder håndboldtruppen. I forrige sæson havde håndbolddamerne en landsholds-målvogter fra Grønland, så det er vel på sin plads her at sige inuulluarit nu hun rejser. Til den kommende sæson skal målet vogtes af en tyrkisk landsholdsmålmand, så herfra skal lyde et velment karşılama.

Til sidst fodboldstatus efter foråret: Voldum, Hadbjerg og Hadsten i samme serie 3 pulje gav masser af dramatiske og tætte lokalopgør, men hverken oprykning eller nedrykning til de tre klubber. Voldum klarede sig bedst af de tre, mens Hadsten havde den mest mærkelige sæson: de første ni kampe gav ikke en eneste sejr, mens de sidste fem kampe alle blev vundet.

Joh, der har været nok at spekulere over helt lokalt her i juni. Men tænk også lige i den kommende måned på disse mærkedage uden for kommunegrænsen:

 

1. juli er det 10 år siden at verdens højst beliggende jernbane indvies. Den går fra Golmud i Kina til Lhasa i Tibet. Højeste punkt på skinnerne er 5072 meter over havets overflade.

3. juli er der 40 år siden den 20-årige svenske tennisspiller Bjørn Borg vinder sin første Wimbledon-turnering.

5. juli er det 70 år siden at man for første gang ser den todelte badedragt som får navnet bikini. Den vises på et modeshow i Paris.

9. juli er det 200 år siden at Argentina, Uruguay og Paraguay udråbes som selvstændige stater.

19. juli er det 40 år siden at Danmark vandt bronze med OL i Canada i 100 kilometer cykel-holdløb. Rytterne var Jørn Emil Hansen, Verner Blaudzun, Gert Frank og Jørn Lund.

26. juli er det 360 år siden at den hollandske maler Rembrandt erklærer sig insolvent. Hans fulde navn var i øvrigt Rembrandt Harmenzoon van Rijn.

 

Til alle Pingvinnyts læsere: ha’ en rigtig god juli.

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



BIBLIOTEKERNE ANBEFALER

SVÆRE EMNER I BØRNEHØJDE ... læs mere

NYT fra LMO

Café-arrangementer forenkler vejen til EU-støtte ... læs mere

Forårskoncert i Cafe Sløjfen

Hadsten blandede Kor inviterer onsdag den 5. april kl. 19.00 til en aften med korsang i Cafe Sløjfen ... læs mere

NYT fra Favrskov Revyen

Produktionsleder på Favrskov Revyen Tina Vejby Kristensen fortæller følgende ... læs mere

NYT fra Den jydske Haandværkerhøjskole

Patrick er også iværksætter ... læs mere

Unge fra Roskilde på brobygning på DjH

Roskilde Produktionsskole, også kendt som Base 4000, er for 9. gang på brobygning på DjH. 14 elever og to undervisere har i fire dage udforsket plast- og køleområdet, og boet på skolehjemmet side om side med skolens øvrige elever ... læs mere

HSK : Skal vi i oprykningsspillet..?

Søndag d. 26/3 kl. 15.00 i Roskilde Hallerne ... læs mere

Regninger fra bibliotekerne

Bibliotekerne kan nu igen udskrive regninger, når afleveringensfristen er overskredet. Der er lidt rabat at hente, hvis du afleverer inden 1. april 2017 ... læs mere

Meld dig som indsamler

Kræftens Bekæmpelse mangler indsamlere til Landsindsamlingen ... læs mere
Loading...