MIN ÆLDSTE FÆTTER
Billeder og tekst: Kurt Villy Svendsen
Da klokken passerede 9 i dag – fredag den 3. juni – havde kræmmere, hestehandlere og andet godtfolk i Hjallerup med garanti under lystig snak spist rundstykker og drukket morgenkaffe i det store telt, hvorefter boderne åbnede.
Der er Hjallerup Marked de næste fire dage, og så bliver det sommervejr, og der kommer knaster i kassen. Det er nemlig mere reglen end undtagelsen ved den nordjyske folkefest.
Jeg taler af mange års erfaring, idet jeg i Hjallerup lærte ”kunsten at gjøre penge”, som ”Far Pingvin” – Eigil Jacobsen – kalder en serie, der i denne tid kan læses på Pingvinnyt.
Men hold da magle, hvor jeg savner den stemning og de glade kunder i handelshumør nordenfjords.
Således som for mange år siden, da træskoboden fra Hadsten havde besøg af Linette Riber i Tante Andantes veldrejede skikkelse (eller er det omvendt?), og det lykkedes på rekordtid træskomanden at lære den musikalske kvinde fra Aalborg at spille Træskovalsen.
Kort efter måtte de forundrede gæster lægge øre til sangen – fremført af træskomanden ham selv, mens Tante Andante akkompagnerede på saxofon.
Det talte man længe om i gaden, men træskoparret måtte erkende, at en anden oplevelse var mindst lige så interessant.
Sidst på dagen faldt der en anelse ro over handelslivet, og i træskoboden havde man brygget en sen kop kaffe og fundet en chokoladesnegl fra bageren i Hjallerup frem.
Medens Hanne røg en cigaret, og jeg nød pausen, gjaldede en stemme pludselig fra den modsatte side af gaden:
-JA! Der står han sgu´. Kan du så se, det er rigtigt, hvad jeg sagde?
Lidt forundret så jeg op. En rødmosset og meget kraftig mand pegede på mig, mens han smilede triumferende til en endnu kraftigere kvinde, som stod ved siden af.
-Ja, hvad siger du så, brølede manden:
-Det var da det, jeg sagde til dig. Det er Carl op og ned af dage! Ja, min far skulle dæl´me lige have været med…
-Joh, samtykkede kvinden:-Du har ret. Han er som snydt ud af næsen på Carl. Det er da helt utroligt, som de ligner hinanden. Ja, det er to dråber vand…
Manden gik derpå over gaden og stak næven frem: -Kan du ikke kende mig, spurgte han begejstret.
-Nej, jeg er vist ikke helt med, svarede jeg en smule forbløffet.
-Hold nu op, mand. Er du blevet senil? Jeg er sgu´ da din ældste fætter…
-Min ældste fætter? Jeg var ellers sikker på, at det er fætter Jørn i Holstebro og så fætter Villy i Horne, svarede jeg eftertænksomt.
-Nej, for satan da, mand! Det er MIG – fætter Niels! Jeg har alle dage været din ældste fætter. Hold nu mund. Kan du virkelig ikke kende mig?
-Jeg har ikke styr på hele familien lige nu, sukkede jeg og tænkte, så det knagede bag den grå kasket.
-Nej, nu holder morskaben godt nok, sagde manden:
-Du er Carls søn, og han er altså bror til min far, Ole. Du har sgu´ en ringe hukommelse efterhånden…
-Jeg tror altså, du ta´r fejl, for min far hed…, nåede jeg lige at indskyde, før manden igen afbrød med et brøl:
-Nej, ved du nu hvad. Så sent som i sidste uge kørte jeg en tur til stranden i Fjellerup med din gamle mor…
Men nu var det min tur til at afbryde: -Det håber jeg sgu´ ikke, for hun har været død siden 1957!
Min ældste fætter lignede en, der er faldet ned fra månen.
Så greb han fruens arm og forlod standen…