|

Min opvækst i Hadsten

Henning Rasmussen fortæller

Henning Rasmussen

 

Min opvækst i Hadsten

1938 – 1953 

Henning Rasmussen

 

Henning som 12 årig

  

Forord

 

Min fortælling blev påbegyndt nogle år efter, jeg gik på efterløn; bare for at se, hvor meget jeg i det hele taget kunne huske og for at reflektere over og ”genopleve” hele mit liv. Også med henblik på, at mine børn og børnebørn ad åre, måske kan få lyst til at ”studere”, hvad der ophav var for en starut.  Derfor har jeg skrevet nogle supplerende tekster til de begreber, der sandsynligvis vil være fremmede for dem.

Dette kapitel omhandler min opvækst i Hadsten. Efterfølgende kapitler vil fortælle om mit liv med fritidsinteresser, min militærtjeneste samt hele mit arbejdsliv fra købmandslærling i 4 år til pensionering efter i alt 42½ år i kolonial en grosleddet …og sidst men ikke mindst vores familieliv.

Det hele er blevet skrevet direkte ind på computeren i små bidder efterhånden, som detaljerne kom frem i erindringen. Derefter blev den gemt og glemt på min computer i nogle år og er først fundet frem igen senere. Efterfølgende har jeg lavet en del korrektioner og tilføjet flere uddybende elementer, efterhånden som der dukkede mere og mere op i hukommelsen. Helt frem til ”deadline” i 2019.

Søndag den 16. oktober kl. 18 så jeg for første gang dagens lys. Altså et rigtig (smukt ?) søndagsbarn! Den lykkelige begivenhed fandt sted på Thomsensvej i Hadsten i den lille kernefamilie bestående af far (Akset født 1911) og mor (Poula født 1914) og min godt 4 år gamle storesøster Anna Lise. Vi boede til leje på 1. salen under et uisoleret tag i en villa ejet af Ellen Thomsen – enke fra en gårdejer i Neder Hadsten.

Den dag jeg blev født, ville min moster Dagmar og onkel Hans som ofte før og siden besøge familien. Da de købte togbilletterne i Århus, fik de en sølvdaler tilbage blandt byttepengene; den var fra 1875 og var for længst gået ud af omløb. De tog det som et godt tegn og blev enige om, at det sikkert betød, at der ville blive født en dreng i Hadsten samme dag – og det kom jo til at holde stik! De gemte den som et minde i 14 år, hvorefter jeg fik den som min lykkemønt til min konfirmation sammen med gave og en sang ; jeg havde den altid med mig i mange år, og selv om jeg mistede den senere, føler jeg alligevel, at den i store træk har haft en lykkelig og positiv betydning for mig gennem hele livet! 

Jeg kan ikke huske meget fra den tid, vi boede der, indtil vi i 1943 flyttede i ”vores” eget hus i Neder Hadsten Dog husker jeg, at jeg sammen med en pige fra fars og mors bekendtskabskreds, fik lov til at ”køre” i grisehandler Braads flotte bil, der var opstaldet i en garage. Den der duft af læder og olie var dejlig!

Jeg kan også huske (eller har fået fortalt), at jeg var meget glad for Ellen, som jeg tit besøgte og fik kakao eller saftevand og kage hos; jeg besøgte hende mange gange efter, vi var flyttet. Jeg var fascineret af, at hun havde konservesdåser med forskelligt grønt – f.eks. asparges og grønærter – stående på hylden i køkkenet, det var jo ikke noget, vi kendte hjemme. Hun var i øvrigt medvirkende til, at mine forældre kunne købe huset – hun kautionerede nemlig for det lån, der var nødvendigt for at kunne købe det; til ret stor ærgrelse for hendes søn, der havde arvet gården efter hende! 

Inden vi flyttede fra Thomsensvej blev Niels Ove født i den 2. februar 1942; kyndelmisse slog sin knude, og der var rigtig hård frost den nat, men alt gik godt med jordemoderens hjælp, så nu bestod den lille familie af 5 individer og pladsen blev efterhånden lidt for trang. 

Vi havde en god og tryg barndom, selvom om der nok var en lidt stram økonomi; far knoklede som skovarbejder for akkordløn og tjente lidt mere end overenskomsten sagde, men var jo ikke blandt de højest lønnede i samfundet. I de hårde vintre når vejrliget ikke var til skovarbejde var han på den noget lavere arbejdsløshedsunderstøttelse,. Det skete ret tit, at de arbejdsløse blev beordret ud for at skovle vejene fri efter snestorm. Især de 2 hulveje ned til Hadsten var ofte føget hel fuld, så sneen skulle lempes helt i op imod 3 meters højde.

Mor bidrog til familiens økonomi ved at sy for en kjolefabrik i Århus, som hun rejste ud til med rutebil hver fredag for at aflevere de færdigsyede kjoler og fik en ny forsyning tilskårne stoffer med hjem; hun havde også forskelligt arbejde i mark og stuehus hos Magda og Pouli Kristensen, der boede på en gård lige over for os. Vi var ikke fattige og led bestemt ikke afsavn, og de fleste af dem vi var sammen med, var jo omfattet af de samme vilkår. Vi fik lov til at deltage i mange forskellige aktiviteter i byen; herom senere.    

Da benzinen blev rationeret under og lige efter krigen, måtte danskerne se sig om efter andre brændstoffer til deres køretøjer. Et alternativ var den gas, som bliver dannet, når man brænder træ. Ved at montere en gasgenerator på sit køretøj, kunne man bruge gassen fra afbrændingen i stedet for benzin. Dette generatortræ lavede far i fritiden, for måske at kunne tjene lidt penge på det. Han kløvede træet og savede det i meget små stykker; de blev tørret på loftet og da Niels Ove ville hjælpe med at bære træet derop, faldt han ned af trappen og brækkede kravebenet! Om han øvrigt solgte noget af det, eller træet endte i vores egen kakkelovn, kan jeg ikke huske. 

Vi fik en god og alsidig kost med 2 retter aftensmad hver dag. Jeg kunne li’ det meste, men stegt sild (med masser af ben i) som var på menuen en gang om ugen, når fiskemanden kom forbi, var jeg ikke vild med; vi fik også gang imellem løgsovs eller en underlig lys, klumpet sovs til kartoflerne, som kunne få det til at vende sig i mig; men den generelle regel var dengang, at vi skulle spise op uanset, om man kunne li’ det eller ej! Efterretten kunne være frugtgrød, sødsuppe med sagogryn, æbleskiver med jordbærsyltetøj eller noget andet. Så var der selvfølgelig mine elskede havregryn (helst SOLgryn for at få ligeså mange kræfter som Onkel Vitalius!) med mælk og sukker, som jeg spiste store portioner af hver eneste dag – gerne flere gange! Jeg hørte en gang i radioen, at der fra den følgende morgen ville blive indført rationering af grynene, så jeg sprang hen til købmanden efter lukketid og købte en kæmpe posefuld. 

Mor bagte altid masser af brød og kager, som vi nød med velbehag; alligevel var det lidt højtideligt fredag aften, når far havde været i fagforeningen for at betale kontingent; så købte han et ”rigtigt” franskbrød med birkes med hjem fra bager Jensen; mor kogte kakao og så fik vi det lækre brød til. Det var en tradition, at vi pillede krummen ud og spiste den, hvorefter skorpen med birkes blev nydt til sidst! Vi havde altid en 5 liter ”stakit-øl” fra Houlbjerg Bryggeri stående i kælderen; det var hvidtøl, der smagte sødt og godt serveret til maden ved højtidelige begivenheder. Vi hentede nymalket mælk på en gård lige over for hver dag kl. 18.

Far avlede kartofler og grøntsager, kål og jordbær i massevis i den ret store have; der var også flere frugttræer og -buske med æbler, pærer, alle de forskellige bær og moreller, som vi klatrede op i træerne for at plukke og spise med velbehag indtil vi revnede. Der blev hver sommer lavet masser af saft, syltetøj, henkogte frugter og diverse survarer, som kunne bruges hen over vinteren. Gennem nogle år fik far lov til af skovfogeden at avle kartofler på et tomt stykke jord i skoven ved Lyngå; vi skulle med ud for at samle kartoflerne op, inden høsten kunne fragtes hjem i store sække på cyklen. Kartofler og gulerødder blev gemt i kule foret med halm nederst i haven og gravet frem efter behov.  Der blev også avlet en masse løg. De blev også tørret på loftet; dem solgte far nogle af.

En vinter trak far og jeg slæden (det var inden den kom til at hedde ”kælken”) til Brugsen i Haldum med en stor sæk løg på, som uddeleren skulle købe. Da vi kom et godt stykke ud ad landevejen på vejen hjem, opdagede far, at han havde glemt at få den tomme jutesæk med tilbage, og jeg blev beordret til at gå alene tilbage for at hente den; det var jeg mildest talt meget ked af, men der var ingen pardon! Heldigvis overtalte uddeleren rutebilchaufføren til at tage mig med, indtil vi nåede frem til far.

Vi havde også en gris gående i et udhus, som op mod jul blev hjemmeslagtet af en jovial slagteriarbejder, Peter Jelle; når grisen var parteret, blev der lavet sylte, leverpostej, medisterpølse og stribet flæsk og stege. Vi havde jo hverken køleskab eller fryser, så noget blev henkogt, mens meget blev pakket i frostbokspapir og bragt til Hadsten Mejeri, hvor man kunne leje en fryseboks; pakkerne blev nummereret og opført på en liste, så de kunne hentes hjem efterhånden, som der blev brug for det. Det hed sig dengang, at det eneste der gik tabt, når en gris blev slagtet var hylet, der lød når den blev stukket; ja, selv grisetæer, hoved og hale blev anvendt.

Tøjbudgettet var selvsagt lidt stramt, så købt tøj fik vi ikke så meget af til daglig brug; heldigvis var mor en habil syerske, så hun syede og strikkede rigtig meget af vores tøj. Jeg husker især, at jeg var meget stolt, da hun syede en vendejakke med lyst beige poplin på den ene side og grøn duvetine på den anden; så havde man jo faktisk 2 jakker i én! Fodtøjet måtte nødvendigvis købes hos skomageren (Konrad Pedersen) eller træskomanden i Hadsten; jeg kan huske engang, hvor det var på tale, at jeg skulle have et par nye sko, spurgte mor, om jeg så godt måtte få en størrelse min fødder kunne være i!Når vi skulle være ”pæne”, f.eks. når vi skulle til juletræsfest med skole eller fagforening, til afdansningsbal eller skolefest i realskolen, blev der altid købt ”fint” tøj hos A. Chr. Jensen og H.A.Hansen i Hadsten eller hos EBM Århus.

De første år i huset havde vi lokum i gården …. nærmere betegnet i et skur, hvor der også blev opbevaret træ og koks til kakkelovn og komfur; senere blev der bygget til huset med forgang og toilet. Der var dog ikke indlagt varmt vand, så den daglige vask foregik ved køkkenvasken, mens det ”store” ugentlige bad fortsat foregik i en stor zinkbalje i vaskekælderen, efter at vandet var blevet godt opvarmet i gruekedlen.

 Jeg fandt hurtigt nogle legekammerater i Neder Hadsten; især cementstøberens Jørn legede jeg rigtig meget med – det foregik for det meste i det fri både på vej og fortov eller i haverne. Vi foretog også længere ture enten ned i skoven ved Klammose eller ud i “Ellerne”, der var vidtstrakte marker i det bakkede område sydvest for byen; her gik vi på “jagt” eller legede røvere og soldater. Hjemme på vej og fortov “hoppede vi i mand”, “spillede kniv”, “kastede med marmorkugler” eller trillede rundt med fælge fra cykelhjul, som vi styrede med en kort pind. Det skete ofte, at vi legede på høloftet på Peters fars gård.

Engang fik vi efter nogen plagen et bur til kaniner hjemme i haven, men da nyhedens interesse med at passe dem svandt, måtte vi sælge kaninerne igen. Hvis vi en gang imellem kunne være lidt trætte af at have vore lillebrødre med på slæb, var det jo en fordel, at Jørn havde en lillebror Jens Arne, som Niels Ove kunne lege med!  En enkelt gang skulle vi prøve at ”lege doktor” med et par naboers fremmelige, jævnaldrende piger, men det fik en brat ende, da Niels Ove løb ind og sladrede til mor. Så det prøvede vi kun den ene gang!

Jeg havde engang fået nogle helt åbne børnesår på benene; lægen foranledigede, at en hjemmesygeplejerske kom nogle gange om ugen for at skifte forbinding. Det blev gjort med store stykker gaze, det var

fugtet med lapis. Sårene blev større og større, så lægen sendte os ud på Marselisborg Hospital. Her fik mor instruks om at klippe gazebindet i små stykker, der kun lige dækkede sårene, og så lægedes de ret hurtigt, og doktor Larsen var meget imponeret af mor. Vi fik besked om, at jeg kun måtte spise frugt, der var kogt; så engang jeg var alene hjemme og blev lækkersulten, gik jeg selv i gang med at koge nogle pærer i sukkervand; da jeg tog gryden af komfuret, brændte jeg fingrene og smed gryden med indhold på gulvet, så det var svært at skjule mit mislykkede forehavende.

 Det var ikke mange pligter, vi drenge skulle bidrage med; vi skulle rive fortovet og feje gaden en gang imellem og jeg måtte af og til slide i det med at dreje slibestenen rundt, når far skulle have forskellige arbejdsredskaber som økser og leer slebet skarpe. Inde var det mest Anna Lise, der måtte hjælpe til.

Neder Hadsten var et lille landsbysamfund en god kilometers penge syd for stationsbyen; den var placeret omgivet af marker tilhørende de 7 gårde, der var der. Derudover var der 25-30 enfamiliehuse; alle beboere kendte hinanden. Vi var en masse børn, der legede sammen både dag og aften, oftest ude på vejen. På nogle af gårdene var der ansat 1-3 karle og hos enkelte også en ung pige i huset. Om aftenen kom karlene også ud på vejen, og dem nød vi at snakke med og høre dem drille hinanden; det var også her, vi fik den første basisviden om kønnenes forskelligheder og hvad de kunne bruges til, når deres muntre snak om emnet var på dagsordenen! De var lidt mere kontante og saftige i udtrykket end de mere kliniske termer, der blev brugt, når vores elskede lærer Eilif Aagaard skulle give seksualundervisning i en biologitime for en flok fnisende elever fra 3. mellem, mens han blev mere og mere rød i kammen, efterhånden som seancen skred frem. Dengang havde vi jo ikke mulighed for som børn at se noget rigtig frækt – hverken i tekst eller billeder. Så det bedste det kunne svinge sig op til, var når vi sneg os til at kigge på de ”frække” understøjsmodeller i kataloget fra Daells Varehus, der kom med posten et par gange om året!

Hadsten var som mange andre byer under besættelsen besat at tyskerne; de var bl.a. indkvarteret i en stor del af kroen. Vi var lidt bange for soldaterne, især når de kom kørende gennem byen i deres panservogne; vi holdt os diskret tilbage bag hækken, når de om eftermiddagen kom tromlende op ad vejen. De havde jævnlig et stop lige udenfor, hvor vi boede, når der skulle fyldes op med generatorbrænde. De havde skydeøvelser ude ved skovsøen, hvor far arbejdede, så jeg tænkte ofte med rædsel over, hvad der kunne ske ham.

Engang mor skulle med Anna Lise på danseskole i den lille sal på kroen, ville hun, mens hun cyklede ned ad bakken mod Hadsten lige kontrollere, om hun havde fået sit legitimationskort, som skulle fremvises for vagterne, med i tasken. Så hun væltede og kom til skade (jeg kan ikke huske, om hun brækkede kravebenet eller håndleddet), så vi kiggede noget, da hun kom hjem hen ad aften. Det sidste år under besættelsen var der udgangsforbud om aftenen, så hvis man alligevel mødtes udenfor, stod man altid lidt afsides, især når der kom en patruljebil med soldater gennem landsbyen. 

Jeg kan stadig erindre befrielsesaftenen den 4. maj, da det gode budskab kom på i radioen. Alle kom ud på vejen. og der var en rigtig god, nærmest euforisk stemning; der blev skålet Kijafa kirsebærvin, ”flyvere” (citronvand med snaps) og kaffepuncher for at fejre nyheden. Og vi børn fik for en sjælden gangs skyld citronvand fra Houlbjerg Bryggeri! Snaps var rationeret under og lige efter besættelsen, så det havde alle husstande altid hjemme – man var jo nødt til at få fat i det, man havde ”krav” på!  I dagene efter var der mange mennesker på gaden – også en del frihedskæmpere, der let kunne kendes på deres rød/hvide armbind. Jeg var jo startet i skolen den 1. april, så vi kunne se fra skolegården, da tilbagetrækningen af tropperne i lange rækker stod på i tiden efter den 5 maj – de fleste af dem til fods, befalingsmænd på hesteryg, mens andre blev kørt af sted på lastbiler.

Da vi blev lidt større arrangerede vi i flere år ”børnedyrskue” i stakladen hos Peters far. Der var nu ikke mange dyr udstillet, men vi fik lidt ud af det alligevel; vi lavede amerikansk lotteri, hvor vi gik rundt til alle i landsbyen og solgte lodderne; de kostede mellem 1 og 99 øre alt efter, hvad tallet på loddet viste – vi fik altid afsat alle lodder, så der var jo 99 kroner at gøre godt med. Præmien var en hel flaske Aalborg Akvavit, som vi købte hos købmanden  Vi var autoritetstro, så  jeg ringede pligtskyldigt til politibetjenten i Hinnerup for at få tilladelse til lotteriet; han fik dog aldrig at vide, at overskuddet ubeskåret gik til arrangørerne.

Anna Lise og jeg fik et år ski i fælles julegave og måtte blive enige om, hvornår og hvem der skulle bruge dem. Senere købte jeg selv et par bedre ski af en lidt excentrisk ungkarl, Lyngholm, der boede ved siden af os. Jeg købte dem på afbetaling og betalte et afdrag hver søndag, når jeg have fået min løn for avisomdeling. Jeg fik også et par skøjter af den slags, der bare skulle spændes fast på gummistøvlerne med en nøgle og sikret med læderremme; det gjorde ret ondt i fødderne, så det var en fordel at de var iskolde; bedst som vi susede af sted over isen, kunne de let falde af. Det foregik oftest på ”dammen” (byens gadekær), i en oversvømmet grusgrav og enkelte gange på skovsøen i Faurskov.  Det var i øvrigt ved dammen, jeg røg min første og sidste cigaret – eller rettere et skod jeg fandt på jorden; det smagte mildest talt frygteligt, og så kunne det lugtes; så jeg spiste en masse sne, for at lugten ikke skulle afsløre mig derhjemme!

Vi kom ret tit i Hadsten Bio til eftermiddagsforestillinger om søndagen; de var ret eftertragtede, så hvis vi kom lidt for sent derned, stod der allerede en lang kø foran døren, når der blev lukket op, og så kunne udsolgt skiltet være sat på billetlugen, når vi endelig nåede frem. Så var gode råd dyre; vi gik hen til Biograf-Andersen for at klage vor nød, og om at vi var gået ”hele vejen” fra Neder Hadsten, så det endte tit med at han forbarmede sig og lod os sidde på gulvet foran første række; det var ikke særligt bekvemt at sidde med nakken bøjet tilbage for at se op på lærredet! Vore favoritfilm var med Gøg & Gokke, Fy & Bi, George Formby og danske lystspil med Ib Schiønberg og Christian Arhoff og mange andre af tidens populære filmskuespillere. Da vi så ”Barken Margrethe af Danmark”, skvulpede de store bølger nærmest ud i hovedet på os, og jeg blev søsyg og måtte ud og kaste op! Og jeg havde jo lige givet 35 øre for billetten. Gennem en del år kom globetrotteren Jørgen Bitsch til byen for at vise lysbilleder og 16 mm film på Hadsten Kro fra hans mange motorcykelture rundt i verden og fortælle om de mange spændende oplevelser, han havde haft – rigtig mange af dem i Afrika. Men han rejste over hele verden lige fra Grønland til Sydpolen, Østen, Mongoliet og Sibirien.

Far og jeg så engang hypnotisøren Jean Felix på kroen; her tog han flere publikummer på scenen, hvor de blev hypnotiseret til at lave utroligt skøre ting i deres trance; det var så hyle sjovt, at jeg kom til at tisse i bukserne af bare grin; så det var med at komme hurtigt ud af salen efter forestillingen, så ingen så de våde bukser!

En anden gang cyklede jeg sammen med far og 3 andre mænd fra Neder Hadsten til Bakkeløb i Volk Mølle øst for Randers. Det der senere kom til at hedde Motocross; en god snes motorcykelkørere racede om kap i det stærkt kuperede terræn krydret med kørsel gennem et vandløb lige inden, de skulle op ad en stejl bakke. De var modige ekvilibrister på deres prægtige maskiner – det var mærker som Norton, BSA, Royal Enfield og BMW -, der ikke skyede nogle midler for at overhale og komme først over målstregen. Turen gav mig en uheldig og pinlig ”oplevelse”; på et tidspunkt trykkede det slemt i maven og sagde det til far; han svarede, at jeg bare skulle finde et toilet og få det besørget der. De toiletter, jeg kunne finde, var rigtig uhumske med lort på brættet og en ulidelig lugt i det varme vejr, så jeg gik videre, indtil jeg sked bukserne fulde. Jeg måtte skamfuld finde tilbage til far, som måtte i gang med rengøringen bag en busk. Det var en meget flov og nedbøjet dreng, der måtte køre tilbage sammen med mændene! Det var sikkert godt, at jeg kørte bagest i modvinden!

Jeg så de fleste af HG’s fodboldkampe på banerne i Vinterslev og ved Kollerup; vi kom til Dyrskue på pladsen ved Vesselbjergvej og til Ringridning på fodboldbanen ved Kollerup. En gang årligt var der fjerkræudstilling med høns og duer på Centralhotellet, den så vi drenge altid; et år var jeg den heldige vinder af et par brevduer, som blev installeret i et udhus ved siden af købmanden, hvor far og en nabo lejede sig ind i hos en gårdejer, for at have en gris og nogle høns gående. Min tid som dueejer blev dog kort. En dag havde duerne hakket et øje ud af en af hønsene, og så stod søndagsmiddagen på duesteg ugen efter!

Hvert år kom bl.a. Cirkus Miehe og Cirkus Schumann til byen, hvor vi så dygtige artister og akrobater, sjove klovne – bl.a. den verdensberømte Charlie Rivel – og mange forskellige orientalske dyr samt masser af dressurheste; hvert år var der tivoli på markedspladsen bag kroen, hvor jeg prøvede luftgynger, karruseller og radiobiler, vi så motorcyklister, der kørte i dødsdrom (en 3-4 meter høj opretstående ”tønde”), hvor man kørte på tøndens inderside; centrifugalkraften gør, at man ikke falder ned, bare man kører hurtigt nok; publikum var placeret i en krans udvendig øverst oppe og så ned på kørerne.

Jeg spildte tit nogle af de få ører, jeg havde med på enarmede tyveknægte, der sjældent gav gevinst; hvis det skete, var det oftest spillemærker, man fik igen, så det var en rigtig skidt ”forretning”. Tivolimanden ville jo gerne have, at folk blev til den bitre ende, så de lokkede altid med et artistnummer til sidst; flere år i træk var det udspringeren Eddy Polo, vi ventede på; det var jo altid spændende, om han igen i år formåede at ramme ned i det store bassin, hvor der var sat spidse knive rundt på bassinkanten, når han fastspændt i fødderne med hovedet nedad tog springet fra toppen af en 5-6 meter høj mast!

Nogle søndage tog vi ned til Rio Bar og fik et glas iskold ”Cervera” appelsinsaft eller en is; andre gange en kage i Korsgaards konditori eller en rød pølse eller en kradser hos Pølse Max ved baneoverskæringen. 

De første mange år, var det så som så med underholdningen derhjemme; vi havde dog en radio af mærket Philips (jeg syntes den havde et rigtig flot logo). Det var Statsradiofonien, der havde monopol på at lave udsendelserne, der altid blev introduceret med: ”Her er København, Kalundborg og Langbølgesenderen”. Der var jo kun en kanal, som vi var tvangsindlagt til at lytte til. Vi hørte først og fremmest til Pressens Radioavis med nyheder fra ind- og udland, sporten med Gunnar ”Nu” Hansens engagerede fortællinger om aktuelle sportsbegivenheder fremført med hans karakteristiske stemme. Vigtig var også Vejrmeldingen, der 2 gange om dagen spåede om morgendagens vejr; ikke noget med alt det pjat med 5-dages prognoser og andet gøgl. Og naturligvis(!) Valutakurser og Fiskerinoteringen fra flere forskellige auktioner rundt omkring i kystbyerne! De kom på alle hverdage i middagsradioavisen. Vi hørte naturligvis også Giro 413 hver søndag middag med tidens viser og popsange, som jeg kunne udenad og tit sang for mig selv og andre, der gad høre på det.. En enkelt vise gjorde altid stort indtryk på mig; det var ”Vildandens Sang” sunget af Lulu Ziegler; den sørgelige slutning kunne godt fremkalde en lille tåre. Vi hørte skam også naturudsendelser bl.a. med radiojournalisten Christian Torpe og ornitologen Leo Norup, Frikvarter med den Gyldenblonde og middagskoncerter fra Wiwex med Teddy Pedersen og fra Kilden i Aalborg og så selvfølgelig Gammeldaws dansemusik med Bror Kalles Kapel! Fjernsyn kom jo først til flere år senere og computere og mobiltelefoner endnu senere.

Vi fik Demokraten hver dag og hver fredag kom Hadsten Avisen; mor holdt Hjemmet, som hun byttede til Familie Journalen med en nabokone, når bladet var læst. Jeg tror nok, at jeg fik lov til at købe Tempo en gang imellem. Hvert år fik jeg HVEM HVAD HVOR i julegave, det var en fiks lille håndbog fra Politikens Forlag, der samlede op på årets begivenheder i Danmark og i resten af verden, dels i kalenderform, dels i større artikler. Jeg havde en halv snes årgange i samlingen. Hver år til jul fik vi lov til at bestille ”Ved julelampens skær”, der hvert år udkom i et oplag på omkring 300.000 eksemplarer samt ”Historiebogen – Børnenes julebog”, begge bøger skåret over en fast en skabelon, hvor hovedpersonen på uretfærdigvis blev mistænkt for at være skyld i løgn, bedrag, tyveri eller andet. Under alle omstændigheder kom forløsningen til sidst, og alle fik alligevel en god jul! Vi købte bøgerne gennem skolens førstelærer; jeg har senere erfaret, at han tjente en pæn skilling ved salget.

Jeg drømte om selv at kunne komme til at spille på min egen store harmonika, så jeg klippede annoncer om instrumentet ud af ugeblade. Jeg skrev til forskellige forhandlere efter brochurer, det resulterede i, at der pludselig holdt en stor bus fyldt med harmonikaer uden for vores hus, så mor måtte forklare dem, at vi bestemt ikke skulle købe nogen harmonika! Men det resulterede i, at mor og jeg rejste ud til Skovs Musikforretning i Århus, hvor vi købte en meget lille enradet knapharmonika, som jeg kunne øve mig på – uden at jeg blev den store musiker med den. Det fik mig ikke til at opgive drømmen, så da jeg havde sparet pengene sammen, rejste vi derud igen, og jeg købte en noget større harmonika med klavertangenter. Jeg gik til gratis undervisning en aften om ugen hos Gommesen en af byens boghandlere. Han lærte mig noderne, men måtte konstatere, at jeg hurtigt ”bare” spillede efter gehør, og efter nogen tid, gav han op. Og verden kom aldrig til at opleve en harmonikastjerne fra Neder Hadsten.

På Valentins gård længere ned af vejen havde de ansat en lidt ældre mand – lidt af en ”særling”, der gik til hånde i stalden. Han havde en rejsegrammofon i sit lille hummer i et af udhusene; han hentede stolt sin gamle rejsegrammofon ud i gården og spillede nogle af de få grammofonplader, han ejede – rigtig sjovt og hyggeligt!

Jeg samlede i et par år på øl– og sodavandsetiketter fra bryggerier over hele landet. Det foregik på den måde, at jeg sendte breve afsted, hvor jeg bad om at få et sæt af de mange forskellige etiketter, de brugte nu og hvis muligt også ældre eksemplarer. I langt de fleste modtog jeg kort tid etter det ønskede; det hændte at de også sendte andet reklamematerialer. Alle etiketterne blev omhyggeligt klistret ind i stilehæfter med melklister!

Jeg prøvede flere forskellige fritidsaktiviteter bl.a. gik jeg til fodbold, men blev aldrig god til det og kom sjældent på hold, så interessen falmede. Jeg havde en stor drøm om at blive gul spejder ligesom flere af mine klassekammerater; men her satte far hælene i og forbød det. Han skulle ikke nyde noget af at høre nedladende bemærkninger fra de andre bestyrelsesmedlemmer i fagforeningen! Så jeg måtte nøjes med at komme med i socialdemokraternes ”spejder”- organisation DUI. Jeg var engang med på en lejrtur til Blommehaven i Århus; om natten var vi på skattejagt, og jeg fandt frem til skatten, men det opdagede nogle større drenge fra Århus, så de væltede mig omkuld og tog æren; så fik spejderlivet også en brat ende!  

Jeg havde sæsonkort til svømmebadet i Hadsten og badede der næsten hver dag sommeren igennem. På skoledage, når vi havde forlænget spisefrikvarter, cyklede vi tit ud for at boltre os i vandet. Jeg var ret hurtig til at svømme, mens udspring fra 3 metervippen ikke lige var min kop the. Det var dog ikke i svømmebadet, jeg lærte at svømme; det foregik i Lilleåen nede ved Klammose. Til at begynde med kunne jeg kun holde mig oppe, hvis jeg havde hovedet nede i vandet og holdt munden lukket. Det var måske en fordel, så kunne man jo ikke se eller sluge alt det skidt og møg, der kom svømmende imod os fra forskellige kloakudløb i byen! Vi opholdt os alligevel ret tit dernede – blandt andre var jeg tit sammen med Paul, der senere blev gift med min søster, Anna Lise ”,helt ovre i Canada”. 

Jeg overtog på et tidspunkt Anna Lises lille pigecykel, da hun skulle have en større, og det var jeg godt tilfreds med i starten. Men efterhånden som tiden gik, syntes jeg ikke det var særlig smart at køre på pigecykel, men det lykkedes mig ikke at plage mig til en drengecykel. Jeg så en dag et stel fra en herrecykel smidt i en affaldsbunke i førstelærerens have; jeg gik hen og bankede på hans dør, bukkede pænt og spurgte, om jeg måtte tage det med hjem, og det fik jeg lov til. Jeg slæbte stellet den lange vej hjem til Neder Hadsten. Det viste sig, at det var beskadiget ved kranken, så det var ubrugeligt. Men det overbeviste mine forældre om, at det nok var på tide, at jeg fik min egen cykel. Den blev købt hos cykelhandler Emil Pedersen Hadsten; den var en brugt, men nylakeret cykel flot dekoreret med fine staffagestreger og ”logomærke”: der stod ”SPLENDID”!

Jeg optrådte også tit for kammeraterne som cykelekvilibrist; jeg havde øvet mig rigtig mange gange i at køre ”baglæns” på cyklen; dvs. jeg sad på styret med ryggen mod kørselsretningen og kørte på den måde rundt på vejen – jeg udviklede efterhånden flere forskellige måder med også at hænge foran styret, også med næsen ned mod forhjulet. Sammen med 3 kammerater tog vi jeg engang på en længere cykeltur: først til Hammel, derefter til Århus videre til Randers og hjem igen; vi havde selvfølgelig både madpakke og saftevand med på turen. Jeg deltog nogle gange i Ungdommens Cykelløb i Hadsten og vandt min klasse 2 år i træk; med præmieoverrækkelse på købmand ”Strut”s altan! jeg fik en flot sølvpokal med inskription og noget cykeludstyr i præmie, bl.a. en dynamolygte. Resultatet betød, at jeg kunne deltage i det jyske mesterskab i Randers. Her var konkurrencen noget hårdere, så jeg opnåede ikke placering. 2. gang jeg var med, satsede jeg højt; jeg havde hørt om, at man kunne køre endnu hurtigere med et højt gear – det var ikke almindeligt med gearskifte på cyklerne, så jeg gik til en cykelsmed og fik det bageste tandhjul skiftet til et med færre tænder. Det blev fatalt; vi skulle påbegynde enkeltstarten op af en bakke i ret kraftig modvind, så da jeg langt om længe fik mig trampet ud til vendepunktet 5 km ude af landevejen, var jeg fuldstændig udmattet og kunne end ikke udnytte den fordel, det var at have vinden i ryggen på det sidste stykke.

Da jeg var 6½ år gammel kaldte de første af livets pligter sig – jeg skulle i skole; det var i en 3-delt skole i Over Hadsten med en førstelærer Juncker og en lærerinde frøken Asmussen. Vi startede selvsagt i første klasse, hvor der var undervisning hver eftermiddag samt lørdag formiddag i sommerhalvåret. Skoleåret startede 1. april og sluttede året efter med ”eksamen”, hvor der kom nogle fra skolekommissionen for at høre lidt om, hvad vi havde lært i årets løb. Vi gik 2 år i første og 2 år i anden klasse hvorefter folkeskoleundervisning  sluttede efter 3 år i tredje. Der var i store træk kun tale om 4-5 fag; dansk og skrivning, geografi samt regning, lidt naturhistorie og så naturligvis ”bibelhistorie” og sang.

Til de 2 første fag havde vi en lettere kolerisk gammel frøken, der kunne hidse sig voldsomt op i timerne; det gik nu aldrig ud over mig. Engang overfaldt hun en klassekammerat med slag oven i hovedet, men han forsvarede sig ved at dække sig med foldede hænder over hovedet; han holdt sit penneskaft i den ene hånd, og hun bankede sin hånd ned i pennen – vi syntes, det var ret sjovt at høre hendes skrig!

Til regning og sang havde vi skolens førstelærer. Han fik banket nogle færdigheder i regning ind i hovedet på os. Til sang akkompagnerede han os på sin violin og det var jo rigtig fint. Vi sang alle vort hjemlands vemodige sange; en af pigerne, Britta, havde en rigtig god sangstemme, så hun fik ofte lov til at synge solo; det syntes jeg lød rigtig godt, så jeg fløjtede til med de spidse læber godt skjult bag sangbogen. Det fik læreren øje på, så han stoppede violinspillet og svang buen i et hårdt slag ned over mit ene øre, så det gik lidt løs! Jeg fik blodet tørret godt af, og holdt det skjult for mine forældre; de skulle ikke vide, at jeg havde lavet noget ”forkert”! Vi enten gik eller cyklede op til Over Hadsten. Når vi var til fods, spurgte vi sommetider de chauffører, der kørte OMA’s margarine- eller ESSOs petroleumsbil, når de havde leverancer til købmændene, om vi måtte komme op at køre på hjemturen til Neder Hadsten. Det sagde de oftest ja til. Én af os kom ind på passagersædet ved siden af chaufføren, mens den anden måtte stå på trinbrættet uden på. Det var med at holde godt fat på sidespejl og dørhåndtag, når bilen med god fart kørte noget rystende ned af den ujævne grusvej! 

Skolen arrangerede hvert år en udflugt; vi var bl.a. i Pøt Mølle og Århus og på Himmelbjerget; turen til Silkeborg foregik med tog fra Hadsten via Laurbjerg, videre med Hjejlen og omfattede også et ”skræk– og advarselsbesøg” på drengehjemmet Himmelbjerggården. På togturen ”optrådte” jeg lidt for pigerne, og sagde, at jeg havde glemt at barbere mig – uheldigvis stod vores førstelærer lige bag ved og sagde: ” Så må du jo sno det!” – og jeg blev rigtig flov over situationen. 

Når vi skulle på udflugt, fik vi en lille skotøjsæske fyldt med rugbrødsmadder med; det populæreste pålæg var æg og tomat og favoritten halve skiver rugbrød med den ene halvdel dækket af en af slagterens røde pølser flækket på langs garneret med en skive hjemmebagt æggestand ved siden af; der var sikkert også et par stykker med leverpostej og rullepølse. Og så en sodavand med patentprop eller i mangel heraf i en afkapslet flaske med en korkprop banket i; så var det bare at håbe på, at den holdt til trykket, når flasken blev godt rystet under turen.

En gang årligt kom Randers Byorkester til byen for at spille skolekoncert på Østergades Hotel med byens skoleelever som tilhørere. Der blev fortrinsvis spillet klassisk musik, det faldt ikke i god jord hos ret mange af os dog: numre som Champagnegaloppen og Aarhus Tappenstreg kunne vi rigtig godt li’. Orkesteret blev præsenteret med dirigent og de forskellige instrumentale grupper og de mange forskellige instrumenter blev fremvist enkeltvis, og der blev givet prøver på, hvordan de lød. Det var ikke så interessant i mine ører – der var jo ikke en harmonika med! Vi var hvert år til 2 juletræsfester (med skole og fagforening) på kroen, hvor et stort flot og fint pyntet træ viste sig, når døren fra den lille sal blev åbnet; vi gik i flere rækker rundt om træet, mens vi sang alle de kendte julesalmer og -sange. Bagefter fik vi udleveret en stor slikpose med diverse godter samt et æble og en appelsin.

Der blev også holdt fastelavnsfest samme sted; de store drenge ”gik fastelavn” som soldater klædt i hvide skjorter og et rødt skærf; de travede rundt hele fastelavnssøndag til alle gårde og huse i og omkring landsbyen for at samle penge ind til festen, der blev afholdt mandag aften. Vi slog katten af tønden og fik fastelavnsboller og sodavand. Til både jul og fastelavn blev musikken leveret at en populær trio bestående af Musse fra Rio Bar på klaver og 2 mænd fra Lyngå – den ene på violin, den anden på harmonika. Gennem flere år blev der tændt et Valborgsblus på en mark ved gården overfor, hvor vi boede. Det var om aftenen den 30. april. Det var en gammel mand, der nu boede på aftægt ved en datter og svigersøn, der havde overtaget gården, der videreførte den gamle nordiske tradition. Et kæmpebål var bygget op, der blev tændt efter mørkets frembrud. Der blev altid lagt en masse kartofler i bunden af bålet, som vi senere kunne samle op og spise med velbehag. Der blev også budt på kage og sodavand, så vi hyggede os rigtigt. Derimod blev Sankt Hans-aften aldrig fejret i landsbyen.

Efter godt 4 år i folkeskolen kom jeg på realskole i Hadsten på førstelærerens anbefaling sammen med 2 andre fra klassen. Det passede derimod ikke frøkenen så godt, så hun sagde, da vi forlod klassen for sidste gang, at det da heldigvis var de ”bedste”, der blev tilbage! Vi var til optagelsesprøve i dansk og regning, inden vi kunne starte efter sommerferien. 

Det var en sammensat klasse med 1-2 elever fra 8-9 forskellige landsbyskoler i omegnen samt en større flok, der havde gået sammen på skolen i Vinterslev. Så det var svært at få et rigtig godt kammeratskab med klassekammeraterne; de der kom fra Hadsten kendte hinanden rigtig godt og de havde leget sammen altid, så deres kliker var det ikke let at komme ind. Jeg faldt dog rimeligt godt til i klassen og blev venner med flere, især dem der havde samme baggrund, en gruppe der var i mindretal.  Jeg har vist aldrig følt mig moppet af hverken lærere eller andre elever. Det var en betalingsskole, hvor der blev betalt efter forældrenes økonomiske evne; de rigeste betalte selv det hele, mens vi andres betaling blev delvist betalt af kommunen. Man skulle selv betale for undervisningsmaterialerne; mange købte nye bøger hvert år, mens andre købte brugte bøger af den foregående årgangs elever til noget lavere priser; jeg købte mine af Ib, som jeg i øvrigt mødte igen 50 år senere. Jeg var nok ikke helt så flittig med lektielæsningen, som jeg burde have været. Så længe det drejede sig om enkle og gennemskuelige opgaver, kunne jeg sagtens være med; men med baggrund i et arbejderhjem uden klaver og bogreol, havde jer svært ved at skulle skrive stile med ”fiktive” og kulturelle emner; og dansklæreren var ikke særlig god til at rådgive os om, hvordan vi kunne opsøge stoffet, og jeg brugte ikke så meget tid på selv at finde relevant baggrundsstof til stilenes emner. Det kunne også engang i mellem være lidt svært for mig at forstå de matematikopgaver, der var pakket ind i alt for meget tekst. 

Jeg har dog en enkelt gang fået en stil læst op for klassen af dansklæreren – endda med stor ros til følge; den drejede sig om, hvordan trafik og vejnet omkring Hadsten så ud før og nu og hvordan, den forventedes at ville udvikle sig i fremtiden – det der hed ”infrastruktur” med et fint ord. Se her var der rigeligt med fakta at finde frem og skrive om. Men det var vist også den eneste gang, at ”spotlyset” var sat på mig! Nå, jeg kom helskindet igennem de 5 år på skolen med et hæderligt resultat: et lille MG i gennemsnit hvert eneste år. En gang årligt blev alle elever calmettevaccineret ; hvis der kom røde pletter på injektionsstede, blev man kørt til Randers Centralsygehus for at blive røntgenfotograferet for at tjekke, at man iokke var smittet med tuberkulose.  Da vi gik i 3. mellem skyllede en børnelammelsesbølge over landet; en af mine klassekammerater – Jørgen Egestad blev ramtaf sygdommen og var væk fra skolen i lang tid og forsatte i klassen under vores, da han kom tilbage. Alle børn i hele landet blev efterfølgende vaccineret mod sygdommen i flere omgange. Det foregik ved at der blev dryppet vaccine på en sukkerknald.

På realskolen blev der hvert år afholdt en skolefest på Østergades Hotel; her havde vi det fine tøj på og de fleste forældre sad omkring det store dansegulv, for at se alle elever deltage i en Festpolonaise, hvor de marcherede parvis rundt i salen akkompagneret af byens ”fine orkester” ledet af kapelmester Tage Jensen, der flot klædt i sort smoking spillede på sin violin. Udvalgte elever var med til at spille teater/dilletant – jeg blev aldrig en del af ensemblet, end ikke som statist! Der var dans resten af aftenen; det var dog ikke mange danse, jeg deltog i; jeg var alt for genert til at byde de mest attraktive piger op, og resten havde jeg ikke lyst til at danse med! Alligevel, ud på dansegulvet kom jeg. Apropos dans: det var mor, der insisterede på, at vi skulle gå til dans ligesom andre børn, så jeg gik på 2 forskellige danseskoler, først nogle år hos Else Rasmussen og senere et år på Richards danseskole, uden at jeg blev nogen stor ørn udi dansen. Senere gik Anna Lise og jeg stil folkedans et par år under ledelse af en rar lille trind mand fra Randers. Vi var nogle gange i årets løb var iklædt folkedanserdragter – sikkert et kønt syn! 

Jeg lånte mange bøger på byens bibliotek, men igen ikke de højttravende, kulturelle af slagsen, hvor man selv skulle kunne analysere og forstå den bagvedliggende historie, men læste mere populære drengebøger; bl.a. om cowboys og indianere og f.eks. ”Flemming og Kvik” bøgerne. I øvrigt kunne man være så uheldig, at vores historie-  og geografilærer Sigrid Poulsen havde vagten som bibliotekar; så var man sikker på at komme op til tavlen dagen efter og blive hørt i dagens lektie! Far lånte også bøger, som bibliotekaren fandt frem til ham, når vi var på biblioteket. En gang gav hun os en bog med hjem til ham med titlen: ”Rid i nat”; det syntes jeg lød meget frækt! 

Anna Lise og jeg var ofte på ferie i Riis ved Hinnerup hos bedstefars og morbror Selmar. De fleste gange rejste vi med rutebil til Korsholm og blev hentet i jumpe ved mejeriet. En enkelt gang kom vi for sent til rutebilen og blev enige om, at vi sagtens kunne ta’ turen til fods; det var en tur på ca. 10 km. Vi påbegyndte turen ved 18-tiden og var først fremme ved solnedgang; de havde jo ventet os meget tidligere, men de tænkte bare, at vi sikkert havde opgivet at komme. Ingen af os havde telefon dengang, så der var ikke mulighed for at give besked om forsinkelsen, og vore forældre troede selvfølgelig, at vi var kommet planmæssigt frem. Senere cyklede vi tit frem og tilbage. Engang var vi to smittede med skarlagensfeber og blev isoleret samme sted i et par uger. Vi var der også af og til sammen med vore sjællandske fætre, Bent og Leif hos dem. I sommertiden gik turen tit ned til engen ved Hinnerup, hvor der blev høstet hø; i den lille bæk, der løb forbi, kunne det iskolde vand stemmes op, så der blev dybt nok, at vi kunne bade i det. På hjemturen sad vi i høet øverst på læsset; der blev næsten altid gjort stop ved købmanden i Norring, hvor ”Mor’be” spurgte Sigurd (kaldet Si’go) om han kunne købe nogle ”knævrelukkere” til os børn. 

Da vi blev lidt større var vi nogle gange på sommerferie i på ”Højbo” i Tisvilde hos moster Marie og onkel Aage. Vi cyklede først til Grenå, hvorfra vi sejlede til Hundested og cyklede videre derfra. Leif hentede os på cykel ved færgen. På turen gjorde vi altid stop ”Hos Olga” i Asserbo og fik et slag minigolf og en is.  Både Bent og Leif var også tit på sommerferie sammen med os hos bedstefar og bedstemor, men også hjemme hos os i Neder Hadsten. Senere da vi blev ældre, lejede Leif og jeg et par knallerter og kørte helt til Horsens for at besøge Anna Lise, der arbejdede i en boghandel og boede på eget værelse i byen; det var godt nok en lang tur frem og tilbage samme dag! En enkelt gang var jeg på ferie hos fars familie på et lille husmandssted i Tustrup på Djursland; jeg var der en hel uge, så jeg længtes ret hurtigt hjem, selvom fars bror Karl vor en rigtig spilopmager og faster Dagny var sød og rar! Jeg skulle selv rejse hjem med rutebil; da jeg skulle skifte bil på Randers Rutebilstation, ville jeg flotte mig med at drikke en sodavand i restauranten, men vidste ikke, at de tog en højere pris end i butikkerne; så jeg havde ikke helt penge nok, men servitricen bar over mec mig, så jeg fil tørsten slukket. 

Ferie var ikke noget, der fyldte meget hjemme; der var kun 2 ugers sommerferie for det arbejdende folk – vi var altid hjemme, og far benyttede bl.a. tiden til at give facaden på huset en opfriskning med kalk og okker og maling af vinduerne.

Gennem noget af skoletiden gik jeg med aviser i Hadsten for at tjene mine egne lommepenge. Vi var for det meste 3 avisbude til at bringe aviserne ud på de forskellige ruter i byen.

På hverdage kom aviserne fra Århus ankomst kl. 15:10; det var med et tog bestående af 2-3 passagervogne og en godsvogn trukket at et stort prustende damplokomotiv. Vi stillede os op på perronen ved godsvognen bagest i toget og fik et par bundter dugfriske nyheder udleveret. Med toget fra Århus var Theil, der på alle hverdage foretog ærinder af forskellig art i storbyen for byens borgere; omtrent samtidigt ankom også toget fra Randers, hvor Schmidt var med; de 2 rejsebude havde sammen med postbudene og folkene fra stationens pakhus ofte en sjov og drilagtig snak med hinanden, som vi drenge rigtig kunne more os over. Vi så hver dag hvordan stationsforstanderen kom ud, løftede “slikpinden” op for at give signal med en lille grøn lampe til togbetjenten om, at toget kunne køre videre; han gav så et stød i fløjten og lokomotivføreren kunne derefter sætte toget i bevægelse mod Langå og Randers.

Derefter gik turen hen til ventesalen, hvor vi 3 avisbude delte bundtet imellem os og efter at have skimmet dagens avis for nyheder (og tegneserier), så var det af sted ud på turen i al slags vejr.

Det var Demokraten, vi bragte ud – altså arbejderklassens avis med både lokal- og landsstof – der var jo også noget fra sportens verden og fra udlandet, og så nogle sjove tegneserier på bagsiden, blandt andet “Fedthas” og “Gyldenspjæt”. Vi sympatiserede som arbejderbørn helt klart med avisens socialdemokratiske redaktionelle linje og holdt med de “rigtige” partiledere som Hedtoft og H.C. Hansen og skummede indeni, når vi kunne læse om Venstres og de konservatives fremturen med deres ekstreme arbejderfjendske holdninger, og ikke mindst da de vandt regeringsmagten i 1950 med Erik Eriksen som leder.

Demokraten og Aarhuus Stiftstidende var eftermiddagsaviser dengang; kun om søndagen udkom de fra morgenstunden i modsætning til Jyllands-Posten og Aarhus Amtstidende, der blev omdelt af postbudene om morgenen på hverdage og til afhentning på posthuset om søndagen.

De første par år havde jeg turen syd for Lilleåen og til Neder Hadsten. Så begyndte min lillebror Niels Ove også som avisdreng, og vi skiftede ruter til den nordlige del af byen og havde hver sin avisrute: jeg tog mig af Østergade, Vesselbjergvej, Dr. Larsensvej og Kirkevej og vejene derimellem, mens N.O. delte aviser ud i Vestergade med diverse sideveje og på Søndergade frem til Hadsten Kro.

Det gik rent rutinemæssigt; vi kendte ruter og navnene på abonnenterne ud og ind (selv i søvne; ja, så godt at jeg senere i livet stadigvæk kunne remse dem op for mig selv i stedet for at tælle får, hvis jeg ikke kunne falde i søvn!) og vi huskede i langt de fleste tilfælde at aflevere aviser til alle hver eneste dag. Dog oplevede jeg rutsjeturen fra “helt til skurk”, da en familie flyttede fra Kastrups Allé ned til Søndergade på hjørnet over for kroen. Selv om adressen var uden for min avisrute, ønskede de, at jeg fortsat skulle levere deres avis, da de syntes, at jeg var sådan en sød dreng. Og så skete det yderst uheldige, at jeg flere gange kørte forbi deres hus og glemte at aflevere avisen! Så de blev til sidst godt gale i skralden og opsagde deres abonnement.

Et par steder på ruten var jeg meget hurtig til at komme væk igen, når avisen var puttet i brevsprækken: 

f.eks. på Vesselbjergvej nr. 45, hvor min “drømmepige” fra realskolen boede; jeg havde jo ikke modet til at sige noget til hende, hvis jeg pludselig skulle møde hende i opgangen – eller på Realskolen, hvor pedellen fik avisen; sæt man løb ind i  nogle af de lærere, der boede på skolen … uha uha!

Hver lørdag havde vi til opgave, at opkræve betaling hos abonnementerne, flest på ugebasis men også enkelte på månedsbasis. Det kastede ofte drikkepenge af sig, ganske vist småbeløb, men mange bække små, gør som bekendt en stor å, som man høfligt takkede for. En af de sikre “drikkepengesponsorer” var Konrad – byens legendariske skomager; jeg skulle én gang om måneden gå ud til ham på værkstedet bag butikken, hvor han sad ved sin læst midt i en skøn duft af læder og skosværte. Det kastede altid en hel krone af sig! En enkelt gang tog jeg drikkepengene som en selvfølge og at den 5 øre der var lagt oveni ugens avisbetaling var til mig, som det plejede at være hver eneste uge hos Søren Thomsen i Neder Hadsten; da blev jeg i klare vendinger mindet om, at jeg skulle give mønten tilbage, for derefter at få den igen mod at sige tak. Sikkert en rigtig god lærestreg! Langt de fleste af abonnenterne var rigtig flinke over for os, dog var der 2 midaldrende sure mænd (den ene kaldte vi “Gokke Geddefis”), der jævnligt skældte os huden fuld, helt uden grund, mente vi helt bestemt.

Nogle af drikkepengene blev hver fredag eftermiddag brugt hos bager Jensen i Søndergade, hvor Niels Ove og jeg mødtes efter avisturen for at dele en halv honningkage; bagerjomfruen kendte os, og var altid parat med kniven, så kagen hurtigt blev delt til os; det var guf! Det kunne også ske, at vi stoppede op ved pølsevognen nær jernbaneoverskæringen for at “nyde” en kradser til 10 ører (et pølsebrød med påsmurt sennep) hos Max, der også drev Rio Bar i Østergade. Men der blev da også sat lidt ind på sparekassebogen!  Søndag formiddag mødte vi op hjemme hos “Bette” Kristian på Dr. Larsens vej, der havde ansvaret for omdelingen af Demokraten i byen, for at aflægge regnskab og aflevere de opkrævede penge og fremvise regnskabet for de abonnementer, der af og til trak lidt ekstra kredit, hvorefter vi fik vores ugeløn udbetalt .

I 1952 blev jeg konfirmeret i Skt. Pauls Kirke i Hadsten; byen var delt ved åen mellem 2 amter, 2 kommuner og 2 sogne. Så normalt skulle jeg gå til præst i Haldum og konfirmeres der, men da jeg helst ville konfirmeres sammen med de af mine klassekammerater, der hørte hjemme i det anden sogn, fik jeg lov til at deltage i undervisningen hos præsten i Nr. Galten. Det kunne være gået i vasken; ind imellem kom jeg og et par kammerater til at grine lidt for meget i timerne; det fik præsten til at true mig med udelukkelse, da jeg jo ikke hørte rigtigt til hos ”ham”. Men jeg red stormen af og blev konfirmeret den 23. marts. Mor var jo højgravid med Mogens i maven, så de magtede ikke at lave en stor fest. Det blev for en lille sluttet kreds: far og mor, Anna Lise og Niels Ove, moster Dagmar og Onkel Hans samt mors forældre.

I 1953 flyttede familien til Haldum, så i det sidste skoleår i realklassen cyklede jeg hver dag frem og tilbage til skolen. Efter skoletiden fik jeg en læreplads i Århus som købmandslærling. Efter nogle år flyttede mine forældre tilbage til Hadsten først på Fasanvej, efter min fars død flyttede min mor til  til Elgårdsminde og senere på Plejehjemmet Møllegården. En lillebror og hans kone bor på Siøvej.

Da vi blev gift i 1966, flyttede vi til Århus, hvor vi har boet siden, så mine relationer til Hadsten begrænser sig  i dag til de rent familiemæssige. I udgangspunktet er jeg jo ”en Hadsten-dreng”; derfor følger jeg stadigvæk lidt med i, hvad der sker i Hadsten – dels i lokale dagblade, dels i  Favrskovposten, Pingvinnyt og på Lokalarkivets hjemmeside.

 

Byens Puls i midten af forrige århundrede.

Når man som skoleelev og (avis)dreng havde sin daglige gang i Hadsten i perioden fra omkring 1945 til 1953, kom man automatisk til at kende til byens befolkningssammensætning. Man vidste hvem de allerfleste var, hvor de boede og hvad de lavede. Det gjaldt for langt de fleste butiksindehavere, håndværkere, mekanikere, læger, dyrlæger, redningsfolk og frivillige brandfolk, og folk omkring jernbanestationen og posthuset, taxavognmænd og mange flere.

Jeg kan huske rigtig mange af dem, også de der på den ene eller anden måde stak lidt ud i gadebilledet.

Godsejer Mark, byens ”fineste” og mest selvglade mand, der førte sig frem som en verdensmand; jeg husker, da hans søn kom hjem fra England for at blive gift. Han og den kommende brud ankom med efter-middagstoget og blev afhentet på stationspladsen i en fin hestetrukket karet med godsets gartner Boeriis på bukken klædt i stateligt lang ”slaskerøvfrakke” og med høj hat. Det vakte stor morskab blandt ”almindelige” mennesker! Han lavede også sin egen dyssehøj af kampesten i engen syd for godset, så den kunne betragtes fra stuerne. Måske endda med den bagtanke, at der ad åre kunne opstå den illusion, at opstillingen havde stået der siden Arilds tid? Snakken gik!

I lokalsamfundet var der på den ene side stor respekt for Harald Mark, på den anden side blev han også betragtet som mildt sagt ”meget speciel” eller groft sagt som en ”skør kugle”.  (Hans Gadeberg)

Man så jævnligt byens ordenshåndhæver, landbetjent Velborg, bevæge sig rundt i gaderne, men også ”Ko-Niels”, der kørte rundt på sin budcykel for at samle forskellige brugte ting op, der kunne give en lille skilling; da jeg var barn boede han i Neder Hadsten i et hus ved dammen, vi børn var nok lidt bange for ham og hans råben op, men sikkert helt uden grund. Og ”Kuk-Karlsen”, der kom på besøg om aftenen for at indkassere bidrag til Julens Glæde, hvor man købte mærker til at sætte ind i en lille bog for at spare op til julens ekstra udgifter; han markerede altid sin ankomst med et højt ”Kuk-Kuk”. Man så også ”Børst´ Peter” fra Haldum, der jævnligt hentede forsyning hos børstevarefabrikken og cyklede rundt i et stort område omkring Hadsten og Hinnerup, for at videresælge dem til de husholdninger og andre. Telefonmontør Mikkelsen og ”89-maleren” blev genkendt af mange. Det gjaldt også for fodboldprofilerne på HG`s 1. hold. Der var jo også Kristian “Dyrlæge”, der trænede fodbold-“dræng’ern” i HG, og “Strut” der var opråber til bankospil. ”Pølse-Max” og Musse fra Rio Bar kendte langt de fleste i byen. ”Biograf-Andersen” og frue var også kendt af de fleste, da han jo tog imod billetter ved indgangen, hun stod for billetsalg og slikkiosk. Byens postbude og folkene i ledvogtertårnet ved jernbaneoverskæringen var også kendte ansigter i bybilledet. Personalet på byens redningsstation med brandbil og Zoneredningskorpset (ledet Kolding) og især ”Zone-Karl”, der ofte kørte ambulancen under udrykning; han var ikke så høj, så når han manuelt skulle betjene bilens udrykningssirene, forsvandt han næste helt ned under rattet, for at rykke håndtaget frem og tilbage! I byens frivillige brandkorps, der havde til huse samme sted, kendte man også de fleste brandmænd af både navn og udseende, bl.a. brandmajor Mikkelsen, der senere blev afløst af Harald Petersen. Der var helt sikkert mange flere ”kendisser”.

Som det fremgår af nedenstående oversigt over Hadstens detailhandlere, håndværkere, forskellige liberale erhverv, skoler og industrivirksomheder, var der også masser af dynamik i byen dengang med mange lokale arbejdspladser.

Her kunne man stort set købe alt det, man havde brug for til dagligt og til festlige lejligheder. Man kunne være sikker på at få en høflig og kompetent betjening i langt de fleste butikker. Det, der ikke kunne købes lokalt, måtte man ty til Århus eller Randers for at få fat i. Man kunne altid få byens 2 rejsebude til at forrette sine ærinder i staden.

Havde man behov for at frekventere sygehuse eller andre sundhedsfaglige eksperter, var der gode muligheder for selv at rejse til de 2 store byer med tog og rutebil, hvis man ikke selv havde bil.

Ud over i de mange forskellige butikker var der også mulighed for at gøre sine indkøb ved omkringkørende salgsvogne med brød, mælke- og kødprodukter, ost, fisk, øl og sodavand. Mælkemanden kom rundt alle hverdage; man gik ud til den hestetrukne vogn med en spand, et “potmål” eller et fad og fik den ønskede mængde hældt op i “løs vægt”. Alle byens indbyggere var hver på sin måde med til at sikre den dejlige og oplivende atmosfære, der kendetegnede Hadsten. Der var faktisk kun én, der skejede ud: ”Dumme Peter”, der på dage med østenvind forpestede luften over byen med de ildelugtende gasser, ”han” lukkede ud næsten dagligt. Det var byens destruktionsanstalt belliggnde på bakken op mod Hadbjerg, hvor selvdøde dyr blev kogt til sæbe og lavet til kød– og benmel.

 

Oversigt over byens butikker, liberale erhverv , sundhedssektor og offentlige institutioner på næste side:

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Musikgudstjeneste i Vissing Kirke

Musikgudstjeneste i Vissing Kirke

Sommerkirke søndag d. 30. juni kl. 19.00 ... læs mere
Glædelig midsommer-jul

Glædelig midsommer-jul

I dag den 24. juni er vi nøjagtig lige langt fra juleaften 2018 og juleaften 2019. Man kan med andre ord ikke komme på længere afstand af julen. Men i Hadsten har julen varet helt frem til ugen før Sankthans ... læs mere
Opfølgning på branden i Hinnerup

Opfølgning på branden i Hinnerup

Opfølgning på branden i Hinnerup, som nu er under efterslukning ... læs mere
Brand på Kløvervej i Hinnerup

Brand på Kløvervej i Hinnerup

østjyllands Opliti oplyser ... læs mere
Stor tilfredshed med kultursatsning

Stor tilfredshed med kultursatsning

Mere end 2300 deltagere gæstede teaterforestillingen ”Spådommen om Høje Stene”. En forestilling, der gav deltagerne en unik oplevelse og samtidig formidlede Favrskovs historie midt i den grønne natur ... læs mere
DØDSFALD

DØDSFALD

Fhv. rektor Jørgen Christiansen ... læs mere
Favrskov Kommune skal have en borgervenlig hjemmeside

Favrskov Kommune skal have en borgervenlig hjemmeside

Af Birgit Liin, medlem af Favrskov Byråd og borgmesterkandidat for Venstre ... læs mere
annonce : Sand betyder professionel, grundig og nærværendende

annonce : Sand betyder professionel, grundig og nærværendende

Erik Sand er 45 år gammel, familiemenneske og assurandør for GF forsikring. Han har flere års erfaring med at sælge forsikringer men synes at fundet et godt professionelt og personligt match hos GF forsikring ... læs mere
Tre etaper når Banedanmark  skal modernisere i Hadsten

Tre etaper når Banedanmark skal modernisere i Hadsten

Når Banedanmark holder informationsmøde i Sløjfen i Hadsten mandag 24. juni, så bliver det nok uden de fleste af byens handlende ... læs mere
Loading...