Indre Mission indviede huset i 1912 ved sognepræst H. G. Gøtsche fra Voldum-Rud. Han blev senere biskop i Viborg. Det var daværende realskolebestyrer, J. K. Hansen, der solgte huset til den lokale bestyrelse for Indre Mission, der bestod af læge F.B. Larsen, boghandler Åstrup, gdr. Peder Pedersen og Chr. Fisker.
I tidens løb har en række missionærer virket i huset. I 1962 fejrede man husets 50-års jubilæum med en gennemgribende restaurering. Ved den lejlighed konstaterede man, at huset var omkring 75 år gammel. Det skulle således være opført omkring slutningen af firserne eller næsten for hundrede år siden.

Det blev først anvendt som friskole og realskole indtil bygningen ved Kirkevej blev opført. Der var plads til et par hundrede mennesker i salen oplyses det i omtalen ved 50-års jubilæet.
Det omtales sammesteds, at der omkring 1904 fandtes et gammelt Indre Missionssamfund i Hadsten. Dengang holdtes møderne rundt i hjemmene og søndagsmøderne holdtes i lægeboligen hos den navnkundige landlæge dr. Larsen.
Missionshuset er således ældre end kirken, og digterpræsten P.E. Benzon benyttede da også missionshuset i flere år til at holde gudstjeneste for byens borgere hver anden søndag.
Han samlede sig en trofast menighed, som senere blev den naturlige basis for at bygge Sct. Pauls kirke. Soma´s artikel fra1981 i Hadsten og Omegns Folkeblad.