Successen har ført til, at de mobile teststationer vender tilbage til Favrskov i den kommende uge. Her vil testmulighederne blive udvidet til at omfatte alle fire hovedbyer – Hammel, Hadsten, Hinnerup og Ulstrup.
Kommunaldirektør Jan Kallestrup peger på, at de nye teststeder i Hinnerup og Ulstrup gør det endnu nemmere at blive testet i Favrskov, og han håber på den baggrund, at endnu flere borgere i Favrskov vil benytte sig af testmuligheden.
– Det er meget vigtigt, at vi hurtigt finder de personer, der er smittet med coronavirus, så vi hurtigst muligt får stoppet eventuelle smittekæder. Så det er bare med at få bestilt en tid til test, hvis man har symptomer på coronavirus eller har været i kontakt med nogen, der er smittet. Det gælder også, hvis man møder fysisk på arbejde og her omgås andre – også selv om man ikke har symptomer. Det kan også være en god ide at blive testet, hvis man skal være sammen med en person, der er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19, siger Jan Kallestrup.
De mobile teststationer udfører PCR-tests, som er den mest præcise testtype, der også bruges på regionens store testcentre. Svaret på testen fås på www.sundhed.dk inden for 1-2 døgn efter testen.
Man skal være fyldt 12 år for at blive testet på de mobile teststeder, idet personalet ikke er uddannet til at teste børn under 12 år.
Der kan allerede nu bestilles tid til test på www.coronaprover.dk.
Yderligere information:
Jan Kallestrup, kommunaldirektør, 2424 6821
Birgitte Holm Andersen, sundhedschef, 4064 6164