|

Noget af det morsomste at køre!

Af redaktør Jørgen Kjær, Hadsten

Af Jørgen Kjær

Begejstringen var ikke til at tage fejl af, da motorjournalisten Mogens H. Damkier for 60 år siden i december 1958 kunne fortælle om sin prøvekørsel af den nye Austin Healey Sprite. Den var ærlig talt noget af det morsomste, han havde kørt længe, for det var fuldkommen som at køre en MGA i lille målestok, blot reagerede den endnu hurtigere på rattet end sin større onkel.

Peder Østergaard har nu efter 17 år valgt at sælge sin Austin Healey Sprite fra 1959.

 

-Når MGA`en kører 150 km/t, så kører Sprite`en 120 km/t, og det føles nøjagtig på samme måde med samme tone fra udblæsningen – at bremselængden så er nogenlunde ens i de to tilfælde, er så en anden sag, der kun understreger ligheden, lyder det fra Mogens H. Damkier, der også fandt kørestillingen fortrinlig, fordi man havde godt fat i rattet, medens man havde albuerne helt ind til kroppen. Og man opnåede store styreudslag med de små armbevægelser, som håndleddene nu kan præstere.

-Det er næsten som at køre motorcykel, for man svinger bare, og hvordan man gjorde det, kan man ikke bagefter forklare!

Austin Healey Sprite i standardudgaven kunne i 1959 komme op på 100 km/t på 23,4 sekunder ved hjælp af den firecylindrede motor på 948 ccm der gav cirka 47 HK. Peder Østergaards er med den 1275 ccm store motor hurtigere både i accelerationen og tophastigheden.

Mogens H. Damkiers sammenligning af den nye Austin Healey Sprite som lillebroderen til MGA og i øvrigt til mange andre af samtidens sportsvogne har holdt sig helt til i dag. ”Frøøjet”, som den også blev kaldt, har i mange kredse været lidt overset som en rigtig sportsklassiker trods den også gjorde sig på Roskilde Ring. I dag er der en voksende interesse for den lille englænder, og priserne på den er derfor stigende.

Austin Healey Sprite blev fra 1958 til 1961 fremstillet i næsten 49.000 eksemplarer. Den blev efterfulgt af Mark II der havde forlygterne normalt placeret i forskærmene.

 

Smilende englænder

Austin Healey Sprite blev fremstillet i 48.987 eksemplarer i perioden 1958 til 1961. Den nye lille sportsvogn fik hurtigt øgenavnet ”Frøøje” på grund af forlygterne. Den oprindelige tanke var, at de skulle kunne lukkes ned som på for eksempel Opel GT og Porschhe 928, når de ikke var i brug. Men for at holde prisen nede på bilen sparede man udgiften til at udvikle den nødvendige mekanik, og da forlygter efter engelske regler skulle have en vis afstand fra kørebanen, kunne man ikke placere dem på den sædvanlige plads i forskærmene. Sammen med den ovale kølergrill var forlygternes placering med til at give bilen et smilende og imødekommende udseende – lidt som en glad frø.

Austin Healey Sprite var et ganske naturligt produkt fra BMC, da man egentlig på forhånd rådede over alle de nødvendige ingredienser til fremstilling af en lille sportsvogn. Motor, gearkasse, bagaksel, vognbund og hjulophæng stod parat, blot skulle der puttes lidt mere temperament i motoren, til hvilket formål man havde gennemprøvede midler, og en anden udveksling skulle frembringes til den udmærkede tandstangsstyring. Man manglede altså blot det egentlig karosseri, som lod sig fremstille for ret beskedne midler. Alt det er der ikke ret mange ben i, men så kan man jo stille det spørgsmål. Hvorfor i det hele taget fremstille en sådan sportsvogn, når man på forhånd kan regne ud, at den ikke kommer til at køre hurtigere i åben tilstand end dens to brødre Austin 35 og Morris 1000, medens den med kalechen oppe kan gå ti beskedne og ikke afgørende km/t hurtigere end de to lukkede firepersoners vogne, spørger Mogens H. Damkier i prøvekørslen, og han giver selv svaret:

Der er ikke meget plads til en voksen mand i en Austin Healey. Austin Healey Sprite er en bil, man nærmest tager af og på.

 

-Fordi det er noget helt andet. Det er noget helt andet at køre en ganske lav sportsvogn med knaldhård affjedring, et styretøj omtrent så hurtigtvirkende som et cykelstyr og med en forbedret accelerationsevne gennem lav egenvægt og større effekt. Det er så en helt anden sag, at man kunne have fået Sprite til at køre væsentligt hurtigere med en anden udformning af vognbunden.

Inden prøvekørslen stillede Mogens H. Damkier sig selv spørgsmålet om man i det hele taget skulle tage en sportsvogn med en tophastighed på 120-130 km/t alvorligt, selv om det nok på forhånd var givet, at hvis man havde nok i de to pladser – som for almindeligt voksne personer i øvrigt kunne være ganske vanskeligt at vride sig ned i for slet ikke at tale om at komme op af igen – ville man få mere køreglæde ud af den lille sportsvogn end af de tilsvarende fire-personers vogne. Og med hensyn til forbrug og vedligeholdelse var man ikke værre stillet end ejeren af de almindelige personvogne – og anskaffelsesprisen var også overkommelig. Ved 100 km/t kørte den godt 13 kilometer på en liter benzin. Prisen var 19.750 kr. En NSU Prinz kostede på samme tidspunkt 11.925 kr og en Volvo 544 Sport 21.880 kr. En Fiat 1100 kunne man købe for 17.800 kr medens storebroderen til Sprite, MGA kostede 28.095 kr i roadsterudgaven.

Det var Austin og BMC, der producerede Austin Healey i Longbridge og Abingdon, men det var Donald og sønnen Geoffrey, der i Warwick udviklede de klassiske sportsvogne.

Mogens H. Damkier var, som det nok skinner igennem, noget begejstret for den lille nye sportsvogn. De større landevejes sving kunne gennemkøres med tophastighed med en neutral og præcis styring, og sving med falsk hældning anfægtede ikke disse egenskaber, så han måtte ind på de mindre veje med snævre sving for at se, hvad bilen rigtig duede til. Blot for at konstatere at den med overlegenhed og til tider energisk temperament nærmest fejede igennem det hele. Men selv om den på en måde ikke krævede de store egenskaber af sin kører, så var den dog så tilpas følsom, at den ikke lod dårlig køreteknik gå upåagtet hen, og i det hele taget var det en meget opdragende vogn, som mange af nutidens ejere af en Frøøje kan nikke genkendende til.

På spørgsmålet om den lille Sprite med den relative beskedne tophastighed trods alt kunne kaldes en sportsvogn tøvede Mogens H. Damkier – sikkert også med nutidens ejeres bifald – ikke med svaret:

-Sprite er 100 procent en sportsvogn i dette ords bedste betydning, selv om den ville gøre en håbløs figur i et motorløb med konkurrence fra italienske sportsvogne på samme størrelse, men det er heller ikke meningen med denne vogn, for den er jo slet ikke i nogen konkurrenceklasse!

Der blev fra forskellige sider leveret tuningsudstyr til Austin Healey Sprite og bilen deltog i mange forskellige motorløb. Den er således set på Roskilde Ring og andre steder. I dag møder man også Frøøjet i den historiske motorsport.

17 års forelskelse 

Peder Østergaard fra Kibæk deler helt Mogens H. Damkiers begejstring for den lille sportsvogn, som han nærmest blev forelsket i for 17 år siden, som han udtrykker det om den lille Frøøje, som andre betegner som en lille charmetrold. Kan man i det hele taget tale om, at en bil har en sjæl, kan denne bil måske tillægges det, udseendet appellerer i hvert fald til det. Men lad os høre den glade ejer Peder Østergaards baggrund for at købe en Austin Healey Sprite fra 1959.

-Det hele startede, da mine to sønner nærmede sig de 18 år og skulle til at have bil. Jeg var forinden blevet udlært i en møbelforretning og blevet gift med min søde kone. Jeg havde tidligere i mine unge år haft et par gamle motorcykler. En DKW 175 cm3 årg. 53 og en BMV 250 cm3 fra 1954. Dem havde jeg snakket meget om, og sådan en motorcykel ville min ældste søn så også gerne have. Det fik jeg ham heldigvis overbevist om var en dårlig ide, idet jeg selv var kørt galt i mine unge dage på sådan en, og det kostede 5 måneder på sygehus. Så jeg fristede ham med et tilbud på et projekt, der var startet på. Det var undervognen fra en Citroen Dyane, som der var sat et karrosseri, ved navn ASRA på. Den var lavet af Kristian Haaning i Thorsager ved Rønde, og lignede en Lotus Super Seven, husker Peder Østergaard.

-Den fik vi ved nogle kammeraters hjælp synet, dog med lidt besvær, idet vi fik besked på at køre hjem og skrue karrossen af for at finde stelnummeret. Så galt gik det dog ikke, vi kørte til Skat og fik lov til at hugge stelnummeret i. Den kørte han så i sommer og vinter, mens han læste til ingeniør. Den anden søn fik en Opel Kadett, som var billig, fordi der var en kæmpe bule i hele dørens bredde, som han nok mente han selv kunne rette ud. Efter meget besvær fik han beklædningen af døren og med begge ben trykket bulen ud med en ordentlig blob! Og stolt var han, da han efter endt arbejde smækkede døren i, og så sagde det blob igen, og bulen var der igen. Og der blev den, forklarer Peder Østergaard.

Lygterne placering og kølergrillen kaldte nærmest på navnet ”Frøøje”

 

-Vi havde fået gravet en smøregrav i den ene del af vores dobbeltgarage, og der rodede de unge mennesker med biler. Det blev lidt af et samlingssted for dem og deres kammerater. De fik tv og musik installeret, så vidste jeg også, hvor jeg havde dem, smiler Peder Østergaard, der nu selv fik sin første veteran. Det var en trehjulet Ape fra 1954 med en motor på 150 cm3 og med et lille lad bag på.

-Derefter købte jeg en trehjulet Berkeley fra 1961 med en 2 cyl. Motor og et hjul i bagenden. Hele karrossen var i glasfiber. Jeg fik at vide, at den var så let, at i England fik krigsinvalider fra anden verdenskrig fik at køre ind på siden af fodboldbanerne for at se fodbold

-Den blev senere solgt til Bornholms Automobil Museum, hvor vi senere har været ovre og se til den. Så faldt jeg over den lille Fiat 500 C (Mariehøne) fra 1949 med foldetag. Den havde jeg i omkring 10 år. Den var rigtig hyggelig at køre i, dog var der ikke meget skud i den, og det kunne jeg godt savne lidt, forklarer Peder Østergaard.

-Så blev det den lille Austin Healey ( Frøøje), jeg blev forelsket i, som nu har fulgt mig trofast i 17 år, uden jeg næsten har rørt motoren. Jeg er ikke den store mekaniker, så jeg holder helst fingrene væk, når den går godt, indrømmer Peder Østergaard.

Opgraderet med Sebring-udstyr

-Den havde fået en ny 1275 cm3 motor, inden jeg fik den, og den har fået en ny vandpumpe siden, og så har den også fået ordnet bremser inden syn.

Den var importeret fra USA, inden Peder Østergaard fik den, og der er derfor absolut ingen rust i den, og der er aldrig svejset i den. Den har fået det, der kaldes Sebring udstyr, det vil sige en større motor, bedre bremser, glasfiberfront, bagklap, elblæser på køleren og ALU fælge. Sebring er navnet på en motorbane i Florida, hvor de har vundet mange løb, uddyber Peder Østergaard.

-Især den større motor på 1275 cm3 har et godt ry blandt veteranfolk, og har gjort den rigtig sjov at køre i. Den løber let opad de fleste bakker uden gearskift, understreger Peder Østergaard.

-Nu efter 25 år i samme møbelforretning, omkring 20 år som bankbetjent I Nordea i Herning, og nu de seneste 16 år som pensionist, nærmer jeg mig de 80 år og har bestemt mig for at sælge den, da vi også har en autocamper, og den trækker mere i os, så det bliver ikke til mange km i den lille “Frøøje”, fortæller Peder Østergaard, da VeteranPosten møder ham i den lille sportsvogn i forbindelse med Automania i Silkeborg. Han pointerer, at man efter hans erfaring slet ikke behøver at have teknisk viden for at holde den ved lige, man skal bare nyde at køre i den, som han nu har gjort i mere end 17 år.

Bilen er lige blevet synet, så den kan køre i de næste 8 år uden syn. Den står med plader på, så den var lige til at flytte over i andens navn. Den blev da også straks solgt til den forlangte pris, da Peder Østergaard trillede den ind på den netop afholdte Bilmesse i Fredericia.

Er man ejer af en Austin Healey Sprit kan et medlemskab af den danske klub anbefales. Læs mere på www.austinhealey.dk

 

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.


Pandekagedag
5. mar. 2019

Pandekagedag

VETERAN PLØJNING
9. mar. 2019

VETERAN PLØJNING

Loading...

Gert og Lis nød jubilæumsdagen i Hadsten Bio

Gert og Lis nød jubilæumsdagen i Hadsten Bio

Gert fortæller følgende fra dagen ... læs mere
Forslag: CO2-kompensation i Favrskov

Forslag: CO2-kompensation i Favrskov

Hvis danskernes CO2-udledning skal ned, et er bl.a. nødvendigt at begrænse flyvningen. Men det er svært,. Det vil nok hjælpe lidt at indføre afgifter, men der er også brug for at kunne betale kompensation for den CO2 man udleder når ... læs mere
Glade hundesmileys over hele landet

Glade hundesmileys over hele landet

Landets hundekenneler, -internater og -pensioner har fået en smiley, som viser, hvor godt de passer på deres hunde ... læs mere
Flot Fastelavnsoptog i gaderne i Hadsten

Flot Fastelavnsoptog i gaderne i Hadsten

Med start på Biblioteket og slut på Hans Gadebergs Plads - se billedreportage ... læs mere
Vi skal hjælpe skoletrætte børn

Vi skal hjælpe skoletrætte børn

Birgit Liin, byrådsmedlem for Venstre i Favrskov Byråd, Formand for Børne- og Skoleudvalget, Hvidtjørnevej 3, Laurbjerg, 8870 Langå ... læs mere
Efterlysning : Dagens lille fund på en mark øst for Hadsten.

Efterlysning : Dagens lille fund på en mark øst for Hadsten.

Dagens lille fund gav et par henvendelser, der kaster lidt lys over fundet  ... læs mere
Røverkøb

Røverkøb

Røde Kors Butikken i Thorsø giver den nu en ekstra  skalle ... læs mere
2 indbrud i Hadsten

2 indbrud i Hadsten

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Kvalitetsrapport på børne- og familieområdet

Kvalitetsrapport på børne- og familieområdet

Byrådet har godkendt den første kvalitetsrapport på børne- og familieområdet "Kvalitetsrapport for Børn og Familie 2018" ... læs mere
VENSTRE SKAL FINDE EN NY SPIDSKANDIDAT

VENSTRE SKAL FINDE EN NY SPIDSKANDIDAT

På den netop afholdte generalforsamling hos Venstre i Favrskov oplyste viceborgmester Flemming Nørgaard, at han ikke genopstiller som spidskandidat til det kommende kommunalvalg i 2021 ... læs mere
2 indbrud i Hinnerup

2 indbrud i Hinnerup

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
KIRKE OG SOGN - marts 2019

KIRKE OG SOGN – marts 2019

Nyt fra Lyngå, Lerbjerg og Skjød ... læs mere
Loading...