|

NU ER DET LÆNGE SIDEN…

Jeg kan tilslutte mig Ole Juuls vise ord i dagens klumme:
“Hold fortællingerne i live”…

NU ER DET LÆNGE SIDEN

Af Ole Juul

Som de sad og fortalte om deres far, skulle man, hvis man ikke vidste bedre, tro, at de var i gang med at forberede hans runde fødselsdag eller en anden mærkedag for ham. Så livsbekræftende var talen om ham. Men nu vidste jeg bedre, at deres gamle far var død, og de sad hos mig for sammen at forberede hans begravelse.

              De tilhører generationen af voksne børn, som Charlotte Strandgaard og Lis Vibeke Kristensen har skrevet om i bogen ”Gråhårede børn”, og som handler om de glæder og problemer, der følger med det at have gamle forældre. For dem fyldte glæderne det hele, og det var, trods omstændighederne, et særdeles livsbekræftende møde.

              Det blev til fortællinger og anekdoter, små fine stykker som tilsammen udgjorde en smuk og broget mosaik og som handlede om en tid, der var engang, om landbokulturen, som den udfoldede sig i 50’erne og 60’erne. Jeg ved, at mange af jer læsere husker kaffegilderne, som de blev holdt på gårdene for naboerne i landsbyen.

               Aftner, hvor det bugnede af kager og andet godt, hvor der blev spillet kort, og hvor man måtte skære sig igennem tobaksrøgen. Sammenkomster, hvor man ikke bekymrede sig om, hvad man gik glip af i fjernsynet, for det fandtes endnu ikke, men hvor nyhederne handlede om, hvad der hændte i landsbyen. Den store verden lod man andre om, den var alligevel ikke til at overskue. Det var til gengæld den lille verden, fællesskabet, og om den og det var der altid en god historie at fortælle. 

              Læser man Jens Smærup Sørensens anmelderroste og prisbelønnede roman ”Mærkedage”, når man frem til den erkendelse, at denne særlige kultur ikke længere findes. Og så opdager man alligevel en sådan eftermiddag, hvor man er omgivet af voksne børn, der har den med sig i sindet og hjertet, at den fortsat lever. Ikke længere som en synlig kultur, der præger tiden og udviklingen, men som en fortælling om et værdisæt, om traditioner, om et fællesskab som lever videre i erindringen og som uvægerligt har sat sit præg i ens måde at orientere sig på i den store, globale verden.

              ”Nu er det længe siden”, skrev Jeppe Aakjær i 1906 om den tid, der for ham var fortid, men som, skønt han selv var på vej ind i den ”moderne” verden, i den grad prægede hans måde at tænke på. For som han siger i næste linie, at ”end det gemmes i mit sind”. Og det er netop det, det handler om. At skønt disse samværsformer, som man har kendt dem herhjemme, er fortid og aldrig kommer tilbage i samme form, hvilket heller ikke i ren nostalgi skal begrædes, ja, så lever de videre i erindringen og i fortællingen.

              Og derfor er det det gode liv om at gøre, at fortællingen holdes i live, sådan at de børn, der vokser op, får det med sig, som sætter spirer og som fortæller dem, at de er del af noget, der er større end dem selv.

              Den eftermiddag, hvor jeg sad omgivet af disse gråhårede børn, gik det for alvor op for mig, at skønt de forberedte den gamles begravelse, så levede det alt sammen videre hos dem. Af den ene grund at historien blev fortalt. Og vi har alle en historie at fortælle.

”Skønt disse samværsformer er fortid, så lever de videre i fortællingen”.

 

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Indbrud

Indbrud

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Hans Gadeberg Plads under renovering

Hans Gadeberg Plads under renovering

Stor renovering af pladsen foran Sundhedshuset ... læs mere
Hop!

Hop!

Mærk suset fra tyngdekraften, når Randers gymnastiske Forening (RgF) stiller en bungee trampolin op på Ernst B. Sunds Plads tirsdag og onsdag i uge 29 ... læs mere
Modelbane Europa fejrer 25-års jubilæum

Modelbane Europa fejrer 25-års jubilæum

Åbent hus søndag den 8. august kl. 10:30 – 17:00 ... læs mere
Guldager, Marstrand-Jørgensen og Romer

Guldager, Marstrand-Jørgensen og Romer

I efteråret besøger flere store, danske forfatternavne bibliotekerne i Favrskov ... læs mere
Kom til Sommersalg

Kom til Sommersalg

XL GADEBERG åbner for sommersalg ... læs mere
Stumpemarked

Stumpemarked

Stumpemarked for traktorer, motorer og ting relateret til disse 31. juli 2021 ... læs mere
Har du husket alt til ferien?

Har du husket alt til ferien?

Kom ned på dit lokale apotek ... læs mere
UD I NATUREN (29)

UD I NATUREN (29)

Sommeren er over os. Dette har givet anledning til en cocktail af sommermotiver ... læs mere
Loading...