Har du længe gået og overvejet at få konverteret til en varmepumpe, isoleret ydervæggen eller måske udskiftet dine vinduer? Så er det måske nu, du skal slå til.
For fra 15. oktober 2020 åbner Bygningspuljen, hvor du kan søge om tilskud til dine energiforbedringer. I alt er der 245 millioner kroner i tilskudspuljen.
Hvad kan du få tilskud til?
Du kan få tilskud til en lang række energiforbedringer af din bolig. Herunder er den liste, Energistyrelsen har offentliggjort.
- Udvendig isolering af massiv ydervæg
- Udvendig isolering af let ydervæg
- Efterisolering af uudnyttet tagrum
- Efterisolering af udnyttet tagrum
- Efterisolering af fladt tag
- Efterisolering af terrændæk (gulv mod jord)
- Udvendig isolering af sokkel ved terrændæk
- Udskiftning af facadevindue eller yderdør med høj glasandel
- Udskiftning af ovenlysvindue
- Montering af forsatsvindue
- Konvertering til luft-til-væske varmepumpe
- Konvertering til jord-til-væske varmepumpe
- Konvertering til vandbårent rumvarmeanlæg
- Etablering af mekanisk ventilation med varmegenindvinding
- Varmegenvinding fra afkastluften ved udsugning via varmepumpe.
Du kan se præcis, hvad du kan få tilskud til på SparEnergi.dk/tilskud.
LÆS OGSÅ: Større energiforbedringer
Hvor meget kan du få i tilskud?
Hvor meget du kan få i tilskud afhænger af størrelsen og typen af din energiforbedring. Tilskuddet er sat, så det dækker op til 30 % af investeringen.
For at finde det præcise tilskud til netop din energiforbedring, skal du indtaste din adresse og beregne tilskuddet på Sparenergi.dk/tilskud.
Sådan søger du
Det er også gennem den side, at du ansøger om tilskuddet.
Vær opmærksom på, at du skal søge om tilskuddet, før du får foretaget energiforbedringen. Du må heller ikke købe materialer eller sætte håndværkere i gang, inden du har tilsagn på, at du har fået tilskuddet.
Når du har fået tilsagnet, har du to år til at få gennemført energiforbedringen. Dvs., du kan godt søge i 2020, hvor tilskuddet gælder, men først bruge det i 2021 eller 2022.
Eksempler på tilskud
Energistyrelsen har lavet følgende eksempler på typiske tilskudsbeløb i et 140 m2 hus
Tiltag |
Markedspris |
Tilskud i kroner |
Isolering af massiv ydervæg |
200.000 |
60.000 |
Efterisolering af loft |
55.000 |
17.000 |
Udskiftning af vinduer |
225.000 |
68.000 |
Skift til luft til vand- varmepumpe |
94.000 |
28.000 |
LÆS OGSÅ: Få tilskud til dine boligforbedringer
Hvem kan søge tilskuddet fra Bygningspuljen?
Tilskudspuljen er til alle typer boliger og ejerforhold, så længe boligen er registreret som helårsbolig i BBR. Dvs., du kan bruge tilskuddet som fx privatperson i eget hus eller lejlighed og som en andels-, ejer- eller grundejerforening, men faktisk også som virksomhed, forening eller lignende. Momsregistrerede virksomheder får dog 20 % mindre i tilskud.
Betingelser
- Din bolig skal have et gyldigt og gældende energimærke – lavet efter 1. oktober 2012.
- Du kan kun bruge tilskuddet til din helårsbolig.
- Du må ikke få andre tilskud eller fradrag. Oftest kan tilskuddet bedre betale sig end fx håndværkerfradrag.
- Du må ikke have igangsat energiforbedringen, inden du får tilsagnet om, at du har fået tilskuddet.
- Du kan ikke kombinere dette tilskud med ordningen om at låne varmepumpe på abonnement.
Tilskuddet uddeles efter først til mølle.
Kilder, henvisninger og metode
Nyhed: Hold dig ajour med aktuel og relevant viden for dig og din bolig. Indholdet er uvildigt og bygger på dokumenteret viden. Se seneste nyheder.
Alle bidragsydere:
- Malte Abildgaard Christensen, journalist
Ville du anbefale bolius.dk?
Hvor sandsynligt er det, at du vil anbefale bolius.dk til en ven, familie eller andre? Du bedes svare på en skala fra 0 til 10, hvor 0 er mindst sandsynligt og 10 er mest sandsynligt.