Anders Blæsbjerg Baun
Fra 1. august 2016 bliver Anders Blæsbjerg Baun ny sekretariatschef i Børn og Skole. Han kommer fra en stilling i Norddjurs Kommune.
34-årige Anders Blæsbjerg Baun er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2009. Han kommer fra en stilling som sekretariatschef i velfærdsforvaltningen i Norddjurs Kommune, hvor han blandt andet har arbejdet med den politiske betjening og gennemførelsen af tværgående opgaver på de enkelte fagområder. Før ansættelsen i Norddjurs Kommune var han fuldmægtig i Børn og Unge i Aarhus Kommune.
Rasmus Møller, direktør for Børn og Skole i Favrskov Kommune, glæder sig til at byde Anders Blæsbjerg Baun velkommen.
– I både sin nuværende og forrige beskæftigelse har børne- og skoleområdet været det gennemgående fagområde. Så han har efterhånden en del erfaring på området. Den erfaring og hans politiske indsigt kan vi nu trække på.
Samtidig har han også fokus på en tidligere og mere sammenhængende indsats på børne- og familieområdet, og det er netop omdrejningspunktet for vores indsats. Desuden har han også erfaring med at gå forrest som chef for et sekretariat, og den erfaring har vi også brug for, understreger Rasmus Møller.
Anders Blæsbjerg Baun siger om det nye job:
– Jeg ser meget frem til at blive en del af Favrskov Kommune og at skulle stå i spidsen for sekretariatet i Børn og Skole. Børn og Skole spiller en stor rolle i mange borgeres hverdag, og jeg glæder mig til at udvikle og understøtte området i et tæt samarbejde med kollegaer og medarbejdere.
Privat bor Anders Blæsbjerg Baun med sin kone og tre børn i Søften ved Hinnerup.