|

NYT fra Kræftens Bekæmpelse

Skal vores børn virkelig lære at ryge?

31-05-2017
Hver dag lærer 40 børn og unge at ryge. Skal kurven knækkes, er der er brug for at tænke nyt. Det gør Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden nu med partnerskabet ’Røgfri Fremtid’. Målet er, at ingen børn og unge ryger i 2030. Og 85 pct. af danskerne bakker op om målsætningen.
 

Hver dag lærer 40 børn og unge at ryge – hvorfor gør I ikke noget? I dag lancerer Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden partnerskabet ’Røgfri Fremtid’, for at arbejde mod en røgfri generation.

– Ingen af de børn jeg har spurgt, har lyst til at ryge. Alligevel har jeg læst, at der hver eneste dag er 40 af de store, der starter. Så hvorfor gør I ikke noget?

Sådan spørger en lille dreng i en ny kampagnefilm fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Filmen er startskuddet til ’Røgfri Fremtid’, et partnerskab, der med nye metoder skal gøre op med det faktum, at 40 børn og unge hver dag begynder at ryge.

– Når så skræmmende mange unge begynder at ryge, skyldes det ikke mangel på oplysning. Alle ved, at rygning er usundt. Der mangler handling. Og vi har rent faktisk muligheden for at skabe den første røgfri generation i Danmark, hvis vi vil. Det kan være svært at stoppe med at ryge, så lad os sammen gøre det svært at starte, siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse. 

Målet for Røgfri Fremtid er, at ingen børn og unge ryger i 2030. Det handler ikke om at genere dem, der allerede ryger, men om ikke at give tobakken videre til vores børn. 

Befolkning og civilsamfund bakker op

Ifølge nye tal fra rapporten ’Forebyggelse ifølge danskerne’ bakker 85 pct. af danskerne op om den ambitiøse målsætning. Opbakningen går på tværs af politiske skel og ligger på mindst 80 pct. i alle politiske partiers vælgergrupper.

En lang liste af kommuner, skoler, butikskæder, sundhedsfaglige organisationer og mange andre er allerede partnere i Røgfri Fremtid. Fælles for dem alle er ønsket om ikke at give tobakken videre til deres børn og børnebørn.

– Det er nu, vi skal handle, hvis vi vil sikre, at dem, der er små børn i dag, ikke begynder at ryge, når de vokser op. Og vi behøver ikke bare vente på politikerne. Hvis vi viser, at vi er mange, der vil det samme og går nye veje, er det absolut muligt at skabe en røgfri generation, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

Alle kan være med

Røgfri Fremtid vil inspirere alle til at gøre en indsats, der hvor de kan. Ryg ikke, når der er børn til stede. Gør skolerne røgfri. Sælg ikke tobak til unge under 18 år. Tiltagene kan være små eller store, men alle er de skridt på vejen mod den første røgfri generation.

Røgfri Fremtid lanceres de 31. maj med kampagnefilm på sociale medier, aktiviteter hos partnere og events over hele landet. 

Se mere på www.røgfrifremtid.dk, www.facebook.com/RoegfriFremtid og Twitter #RøgfriFremtid.

Se kampagnefilm fra Røgfri Fremtid

“Jeg har læst, at 40 børn og unge begynder at ryge hver dag. Det er to hele fodboldbaner fyldt med børn. Jeg har spurgt alle børn i 0. klasse og alle børn i min lillesøsters børnehave, og ingen af dem har lyst til at begynde at ryge. Så hvorfor gør I ikke noget?” 

Om Røgfri Fremtid

Første spadestik til partnerskabet Røgfri Fremtid blev taget af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden i 2016 med inspiration fra udlandet, hvor organisationer, politikere og borgere går sammen om det fælles mål ikke at give tobakken videre til den kommende generation.

Partnere i Røgfri Fremtid

Apotekerforeningen
Børnerådet
Børns Vilkår
Chris MacDonald, Just Human
COOP
Dansk Selskab For Forebyggelse
Dansk Sygeplejeråd
Danske Regioner
Diabetesforeningen
Esbjerg Kommune
Hjerteforeningen
Kommunernes Landsforening
Københavns Kommune
Lungeforeningen
Lægeforeningen
Middelfart produktionsskole
Mølholm Skole, Vejle
Odense Kommune
Randers Kommune
SOSU C
SUNDskolen i Nykøbing F.
Statens Institut for Folkesundhed
Strøm Festival
Sundheds- og Ældreministeriet
Sundhedsstyrelsen
Tandlægeforeningen
Vidensråd for Forebyggelse
Aalborg Kommune

 Læs mere om partnere på www.røgfrifremtid.dk

Events og aktiviteter hos partnere i Røgfri Fremtid onsdag den 31. maj
  • I Irma, Industriens Hus i København, fjerner Coop tobakken fra hylderne og holder kl. 10 paneldebat om rammerne for salg af tobak til børn og unge. Hele dagen er der events i butikken.
  • På Københavns Rådhus hædrer Københavns sundhedsborgmester fem røgfri skoler med et særligt certifikat.
  • I Esbjerg, Odense og Randers arrangerer kommunen events på gader og stræder.
  • I byer over hele landet er Kræftens Bekæmpelses frivillige klar med kampagnematerialer og en snak om Røgfri Fremtid.
Tal fra rapporten ’Forebyggelse ifølge danskerne’

85 pct. af danskerne bakker op om målsætningen om en røgfri generation i 2030. Tilslutningen er størst blandt de, der stemmer på Det Radikale Venstre eller Alternativet (92 pct.). Lavest tilslutning findes hos vælgere hos Det Konservative Folkeparti (80 pct.).

Kilde: ’Mellem broccoli og bajere – forebyggelse ifølge danskerne’, Tænketanken Mandag Morgen og TrygFonden 2017.

 Fakta om unge og rygning

  • Næsten 1 ud af 10 børn og unge, der i dag er mellem 11 og 17 år, vil dø af tobak
  • 18 pct. af de 15-årige ryger hver dag, hver uge eller ind imellem
  • 22 pct. af de 16-25-årige ryger hver dag eller ugentligt. I 2015 var det 18 pct.
  • 15 pct. af de 16-25-årige ryger hver dag. I 2015 var det 13 pct.
  • 81 pct. af de 16-25-årige rygere startede, da de var under 18 år
  • Hver dag starter 40 børn og unge med at ryge 

Kilder: SST, Skolebørnsundersøgelsen, SIF 2014; Epinion, Kræftens Bekæmpelse 2016 og Ungdomsprofilen, SIF 2014.

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.


Loading...

Sct. Georgs Gildets forårstur for besøgsmodtagere og besøgsvenner.

Sct. Georgs Gildets forårstur for besøgsmodtagere og besøgsvenner.

Sct. Georgs Gildet i Hadsten havde traditionen tro inviteret Ældre Sagens besøgsmodtagere og besøgsvenner på den årlige forårstur ud i naturen omkring Hadsten ... læs mere
Danmark ligger i bund, når det gælder frivilligt arbejde

Danmark ligger i bund, når det gælder frivilligt arbejde

Selv om Danmark i særklasse bryster sig af at være et foreningsland, så bliver vi overhalet af en række europæiske lande, når det gælder medlemmernes vilje til at yde en frivillig indsats ... læs mere
Hadsten-opgøret i Formel 5

Hadsten-opgøret i Formel 5

2. afd af Danmarksmesterskabet er kørt på Jyllandsringen ... læs mere
Når Danmark er smukkest

Når Danmark er smukkest

En dejlig dag med høj sol og masser af varme ... læs mere
NYT fra Kræftens Bekæmpelse

NYT fra Kræftens Bekæmpelse

Genetiske fingeraftryk viser kræftcellers svage punkter ... læs mere
Sara Kjærsgaard skifter til ligaklub

Sara Kjærsgaard skifter til ligaklub

Stregspilleren Sara Kjærsgaard kom til Hadsten Håndbold fra TTH Holstebro i ligaen og nu forlader hun efter fire sæsoner klubben, til fordel for en ligaklub igen ... læs mere
Der er brug for dig i Røde Kors Butikken i Hadsten!

Der er brug for dig i Røde Kors Butikken i Hadsten!

Vores gode butik i Hadsten har ledige frivillige jobs​!​ ... læs mere
Mandag er fiskedag i Hadsten

Mandag er fiskedag i Hadsten

FISK ER SUNDT - Besøg JJ-Fisk fra midt formiddag foran Kvickly i Hadsten ... læs mere
HADSTENS FREJDIGE SØMAND

HADSTENS FREJDIGE SØMAND

Fundet af et gammelt postkort ledte Kurt Villy på sporet af en saftig sømandshistorie. Fra dengang, skibene var af træ og mændene af jern ... læs mere
Racertalentet fra Volstrupvej

Racertalentet fra Volstrupvej

Martin Harritz Nielsen kører Formel 5 ... læs mere
SPORTS-skribenter søges af PingvinNyt

SPORTS-skribenter søges af PingvinNyt

Er det dig/jer vi mangler ? du behøver nødvendigvis ikke selv at kunne skrive, da størstedelen af arbejdet er, at indsamle og formidle allerede skrevne artikler om sporten i. Du er måske allerede idag medlem af en klub, som du ... læs mere
Royal Run

Royal Run

Vær med til at fejre Kronprins Frederik med hans 50 års fødsesldag ... læs mere
Loading...