Så er det igen quiz-tid på Hadsten Bibliotek, når efterårssæsonens eneste litterære lørdagsquiz spænder af lørdag d. 16. november kl. 10.30. Her kan du teste din paratviden om både nyere og ældre litteratur, og hvis du er heldig og dygtig, kan du vinde en bogpræmie sponsoreret af Bogormen. Hvis du vil forberede dig til quizzen, kan vi afsløre at vi, traditionen tro, først skal gætte bogtitler ud fra forsider, og at spørgsmålene derudover falder inden for kategorierne norske mænd i krise, nordiske romaner og filmatiserede romaner. Som altid quizzer vi mest for sjov, serverer kaffe og småkager og står klar til en god bogsnak. Alle er velkomne, og det er ganske gratis!