|

RØGINDS JULENISSEKATTE

Så blev det den 9. december, og her på PingvinNyt er vi så småt blevet ramt af julehumør. Juleglæden sniger sig ind på både Gammelnisser og stiklinger, og vi må have gang i julemaden. Læs mere, hvis du tør…

RØGINDS NISSEKAT

Dagens “katte-kismus” fortalt af Gammelnissen Uffe

Ja – ikke sandt: Sådan fik den dygtige tegner Carl Røgind fra Randers i en håndevending en missekat skabt om til en nissekat! Og det skete tilmed på et julekort, sendt til Poul A. Ravn i ”Løjstrup Nygaard” pr. Laurbjerg, den 23.12.1908 med påtegningen ”Juleaften” på kortet.

Dette noteret, så postbuddet sørgede for aflevering juleaftensdag.

Nisser, postbude, grise og katte holdt Røgind meget af som figurer på sine julekort, og katten anvendes flere gange som postens medhjælper og som trækdyr for nissen. I julen skal man have noget godt at leve af, og som Gammelnissen her på billedet forklarer stiklingen:

-Vi nisser spiser jo mange rødder og urter, så lad os håbe, vejret er klart på Hellig Trekongers Aften. Så bliver ærter og bønner nemlig store til sommer. Hvis vejret er gråt og trist, bliver de små og mislykkede.

Til os, der har prøvet at gå ud med julepost, er det værd at bemærke, at man julemorgen kun må spise ganske lidt. Ellers kan man nemlig ikke holde ved brevene dagen efter. Det vidste postbuddet på min hjemegn alt om, så han tilføjede: -Og jeg skal helst ha´ en lille akkevit eller to til, for ellers kan jeg slet ikke holde ved dem alligevel!
Medens vi nu har fat i de katte og noget godt at spise, går vi rask videre til en lille sandfærdig julehistorie, netop fra min hjemegn ved Varde – fra de spartanske 50´ere – og fortalt af min bedstemors herlige og bramfri veninde, Maren Jensen.

Maren havde et barnebarn – Flemming – som hun passede, og derfor legede jeg ofte med ham.

Da bedste og jeg i julen 1957 besøgte Maren og hendes mand, Andreas, havde vi lige nydt Marens gode, gammeldaws æblekage, da hun satte kaffekoppen, kiggede på min bedstemor og sagde:

-Nu ska´ a fandengaleme sige dig én ting, Margrethe – og det er ikke to ting: For et par måneder siden kom Dres´ hjem med et bundt pølser, han havde købt ved slagteren. De var godt nok gode og store, kan du tro. Men da a så sad og åd den ene af dem, sagde det knak, og så var der sgu´ en blå bowseknap inden i…

-Nej, sagde min milde fynske bedstemor forskrækket: -Jeg har aldrig hørt mage…

-Skide være med det, svarede Maren og fortsatte: -A gemte knappen i tallerkenrækken, og så gik der tre uger. Så kom Flemming på besøg med en kammerat – Gunnar. Mens drengene sad og spiste, kunne a se, at der manglede en knap i Gunnars bowser, for de var holdt sammen af en sikkerhedsnål. Men de andre knapper var helt magen til min den blå. Så spurgte a sgu´ knejten, hvor fanden hans bowseknap var bleven af…

Ved du, hvad han sagde, Margrethe..? Jow – drengen sagde sgu´, at han lige nøjagtig vidste, hvor den knap var bleven af. Den sad deres gamle kat altid og rykket i, og så en daw – ja så bed den knappen af og slugte den…

-Nej, Maren – nu holder du, råbte Bedste: -Slugte katten knappen?

-Ja fan´me ja, Margrethe, og ved du, hvad Gunnar så sagde? Jo, sagde han så: Og nu er vor gamle kat forsvunden. Vi har ikke set noget til ham i over en måned´…

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Venstres næste træk: Skoleskak

Venstres næste træk: Skoleskak

Af Birgit Liin, medlem af Favrskov Byråd og borgmesterkandidat for Venstre, formand for Børne- og Skoleudvalget ... læs mere
Pressemeddelelse fra Vestjysk Bank

Pressemeddelelse fra Vestjysk Bank

Fornuftigt halvårsregnskab fra Vestjysk Bank trods corona  ... læs mere
Kommentar til Eva Damsgaards læserbrev

Kommentar til Eva Damsgaards læserbrev

Af Grethe Villadsen Byrådsmedlem (A) Formand Social og Sundhedsudvalget ... læs mere
Fra det gamle album, Lyngå Skole anno 1907

Fra det gamle album, Lyngå Skole anno 1907

Et dejligt gammelt billede fra Lyngå dukkede op ved en gennemgang på vores arkiv ... læs mere
Ugens naturbilleder nr. 481.

Ugens naturbilleder nr. 481.

Ekstraudgave i anledning af, at høsten er i hus mange steder ... læs mere
Annonce : Ung forvirring i Kronjylland: Egen forsikring, deleforsikring eller ingen forsikring?

Annonce : Ung forvirring i Kronjylland: Egen forsikring, deleforsikring eller ingen forsikring?

STUDIESTART: For mange unge i Kronjylland rimer forsikring på forvirring. For hvilken forsikring er den rigtige, kan man tegne en fælles forsikring i bofællesskabet, og behøver man overhovedet at tegne én? Ja, lyder svaret fra GF Forsikring ... læs mere
Minimumsnormering på ældreområdet.

Minimumsnormering på ældreområdet.

Af Mercedes Czank, Formand Dansk Folkeparti,  Favrskov ... læs mere
Man binder os på mund og hånd...

Man binder os på mund og hånd…

… men man kan ikke binde ånd! ... læs mere
BUM – og så stod tiden stille!

BUM – og så stod tiden stille!

Af motorredaktør Jørgen Kjær, Hadsten ... læs mere
Loading...