|

Rundt om Middelhavet og til Orienten på Nimbus af Jørgen Kjær Hadsten

I november måned døde den kendte kongelige skuespiller Palle Huld, 98 år gammel. De mange nekrologer i aviserne kunne fortælle om et langt og begivenhedsrigt liv. Et par linier i nekrologerne fortalte om et par længere ture på en Nimbus motorcykel sammen med skuespillerkollegaen Elith Foss. Nimbus-entusiaster kender naturligvis næsten alle detaljerne om de to ture, der var med til at bevise den nye Nimbus-models styrke og holdbarhed, men de fleste har sikkert ikke hørt om disse.

Skrevet af Jørgen Kjær Hadsten

 

Palle Huld nød at fortælle om turene på henholdsvis 19.000 og 18.000 km, hvoraf den første foregik for netop 75 år siden i 1935 på en Nimbus fra samme år. 

Hvem af de to unge skuespillere, der først fik ideen til turene, er de aldrig blevet helt enige om, men det var en lidt luftig tanke hos en eventyrlysten Palle Huld, der satte det i gang. Han var tidligere som 15-årig blevet udvalgt til at rejse jorden rundt for dagbladet Politiken i anledning af 100-året for Jules Vernes fødsel. Jules Vernes er blandt andet kendt for bogen ”Jorden rundt på 80 dage” og mange flere. Palle Huld syntes så at han og kollegaen på Det kongelige Teater” Elith Foss lige kunne smutte en tur gennem Sibirien på hans gamle Harley Davidson motorcykel. Det mente Elith Foss nu ikke den kunne holde til, og det ville være alt for besværligt og farligt at køre gennem dette område. Der var på det tidspunkt meget uroligt i Sovjetunionen, og der var alt for få tankstationer, og de kunne også risikere at blive skudt som spioner.

Efter et besøg på det lokale kommunebibliotek opstod ideen om at køre rundt om Middelhavet, det var en tur gennem tre verdensdele og gennem 19 lande.

De to unge mennesker havde dog kun deres to gamle motorcykler – og ingen penge. De havde naturligvis bemærket at Fisker og Nielsen havde præsenteret en ny motorcykel-model året før. Det var derfor en oplagt ide at kontakte fabrikken for at få hjælp til turen. De talte med en medarbejder på fabrikken, men denne var helt overbevist om, at hr. Fisker var en meget venlig mand, og en meget rig mand. Men han passede meget godt på sine penge, så det ville han helt sikkert aldrig gå med til. Men Palle Huld gjorde et så stort indtryk på P.A. Fisker, der stod i spidsen for fabrikken på Peter Bangs Vej, at han efter nogen overvejelse nok kunne se, at det ville være en uvurderlig reklame for deres nye model! Det tiltalte også den metodiske anlagte P.A. Fisker at turen ”Igennem 19 lande på 59 dage” tilsyneladende var velplanlagt og tegnet ind på et kort med rutebeskrivelser og etapeangivelser. Han kunne lide at se, at tingene var vel gennemtænkte!

P.A. Fisker var helt overbevist om at motorcyklen sagtens kunne klare den lange tur. Det ville han gerne bevise, men han kunne nok være lidt i tvivl om de to skuespillere havde forstand nok på motorcykler, til at holde den kørende på så lang en tur. Fabrikant Fisker fik lavet en speciel kuffert til motorcyklen, og de kongelige skuespillere gik en hel uge på fabrikken, hvor de skilte flere motorcykler ad for at se, hvad der var indeni og få fundet ud af hvilke strengt nødvendige reservedele de absolut måtte have med – og ikke mindst lære hvordan de blev udskiftet, hvis det blev nødvendigt. Alle deres ledige timer i maj måned 1935 blev brugt på at lære ”Bussen” at kende. De skulle også lære den specielle teknik med at køre med sidevogn, som Palle Huld aldrig havde prøvet før.

Den 1. juni 1935 var både de og motorcyklen trimmet og klar til turen, der startede fra fabrikken på Peter Bangs Vej. Alle medarbejdere lige fra mekanikerdrengene til direktør Fisker fra fabrikken var klar til at sende dem af sted på den lange tur. Flere af de ansatte havde dog ikke meget fidus til de to blege skuespillere, der knap nok kunne holde ordentligt på en skruenøgle.

Turen gik planmæssigt fra starten. I Tyskland var Hitler kommet til magten, og de nød at drøne ned at de perfekte nye autobaner, men de oplevede også det gryende jødehad, da de slog lejr for natten i deres sponserede telt fra Crome & Goldschmidt. De to meget jødiske navne, som var trykt med store bogstaver på teltdugen, kunne allerede på det tidspunkt ophidse de tyske nazigendarmer.

Motorcyklen spandt fint på turen ned gennem Europa, og for at holde pilfingre væk om natten, havde de konstrueret deres egen tyverisikring. Presenningen, de lagde over motorcyklen om natten, blev nemlig koblet til motorcyklens horn, så hvis presenningen blev fjernet, gav hornet sig til at tude. Så håbede Palle Huld og Elith Foss de vågnede ved dette.

Palle Huld og Elith Foss havde lagt et nøjagtigt program for deres tur, der skulle nås i deres ferie fra Det kongelige Teater. Da de forlod Madrid på 9. dagen var de kommet lidt bagefter planen, og måtte køre de næsten 800 km til Gibraltar i et stræk. De måtte tage natten til hjælp, og medens den ene måtte synge højt eller snakke med sig selv for at holde sig vågen, kunne den anden få et par timers lur i sidevognen, inden han skulle overtage styret. Efterfølgende kunne de to skuespillere godt se, at det var en noget risikabel køretur på små bjergveje med stejle bjergskråninger.

Den nye Nimbus klarede turen i fin stil, og først da de efter 8.000 km for alvor kommer ud i ørkenen i Nordafrika får de problemer. Motorcyklen sætter sig utallige gange fast i sandet, og der er ikke andet at gøre end at grave den fri med de bare hænder og lægge jakkerne under hjulene, så de kunne få bid.  

Turen gennem den libyske ørken satte dog for alvor både motorcykel og skuespillere på prøve. De var på forhånd blevet advaret af de lokale mod turen gennem ørkenen, der kunne spare dem fire dages ventetid på en færge. Den blev en prøvelse. Efter en halv time sad de fast i sandet. Maskinen hamrede og sled, den ene skubbede bag på, medens den anden gik ved siden af og styrede og regulerede maskinen, den kunne ikke trække, hvis de satte sig op på den. De to skuespillere glemmer aldrig turen i den libyske ørken, hvor motorcyklen ofte borede sig så fast, at de ligefrem måtte løfte den 270 kg tunge maskine fri – og så i 40 graders varme.

”Bussen” kom forbavsende godt gennem strabadserne i ørkenen. Kun sidevognsfjedrene måtte midlertidigt repareres med to reserveslanger, og efter motoren var renset for sand, var de klar til at køre videre. Slangerne til at holde sidevognen holdt dog ikke længe, og blev senere erstattet af andre fjedre. Palle Huld og Elith Foss fik senere at vide, at de sikkert var de første, der havde kørt gennem den libyske ørken på motorcykel!

Udover utallige punkteringer forløb de første mange tusinde kilometer af turen uden større uheld. Først i Tyrkiet går det for alvor galt, da de ramler ind i en stor sten på vejen, og sidevognstellet nærmest bliver splittet ad. De er lige ved at gøre klar til at afmontere og efterlade sidevognen, da de ser en mindre jernbanestation i det fjerne. De vil derfor prøve at få motorcykel og sidevogn med toget, så de kan få repareret den ved næste større by, da der – midt i ingenting – tilfældigt kommer en bil forbi med seks mekanikere. De får flikket sidevognen sammen, så de kan køre de 50 km videre til næste by.

Der var ikke nogen, der kunne reparere motorcyklen i denne by, og de ”snød” derfor og tog toget de næste 200 km. I denne by klarede 14 mand reparationen af sidevognen i løbet af 4 timer, og de kunne køre videre.

Det sammenflikkede sidevognsstel holdt lige til 20 kilometer før færgen til Gedser. De bandt det sammen med reb og kom frem til en mekaniker i Rostock, hvor de kunne få nogle bolte og låne værktøj, så de kunne få repareret stellet så meget, at de kunne køre til færgen i Warnemünde.

Efter den lange og begivenhedsrige tur glædede de sig ubeskriveligt til at komme hjem til familien igen. På kajen i Gedser stod til deres store overraskelse og glæde direktør Fisker, der sammen med nogle af sine betroede folk var kørt ned for som de første at tage imod de to vovehalse. Direktør Fisker overrakte dem to laurbærkranse, og så gik det ellers mod København. I Køge sluttede en flok kammerater på motorcykler sig til, og præcis klokken 7 – som planlagt – rullede de ind på Rådhuspladsen i København. Her blev de modtaget af en stor mængde københavnere.

De tre – Palle, Elith og Nimbussen – havde klaret turen. Kort efter turen skrev Palle Huld og Elith Foss om deres mange spændende oplevelser fra turen i bogen ”Vor Nimbusfærd”, der udkom allerede samme år. De optog endvidere en del smalfilm på turen, men desværre ikke mange fotografier. (Billederne ved denne artikel stammer fra bogen, og er i flere tilfælde affotograferinger fra filmen, og derfor af noget svingende kvalitet)

Efter denne anstrengende, men i det store og hele vellykkede tur omkring Middelhavet, var eventyrlysten for alvor vakt i de to kongelige skuespillere, og de gik i gang med at planlægge den næste tur. Den kom i 1937 til at gå til Iran. De ville se den jernbane, som det danske ingeniørfirma Kampsax var ved at bygge for shahen. Det blev en til tider ret så dramatisk tur på 18.000 km, som er beskrevet i deres bog ”Med Palle og Foss i Orienten”  

Palle Huld fortalte i 1992 sine samlede erindringer i bogen ”så vidt jeg erindrer”. Palle Huld blev i år 2000 tildelt hæderen som det første æresmedlem i Danmarks Nimbustouring for sine ture på Nimbus. Elith Foss døde desværre allerede i 1972.   

 Jørgen Kjær Hadsten

 Veteranposten

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Færdselsuheld

Færdselsuheld

Østjyllands Politi oplysert ... læs mere
Indbrud i Hinnerup

Indbrud i Hinnerup

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Husk din fiskemand er i Hadsten hver mandag

Husk din fiskemand er i Hadsten hver mandag

Din fiskemand MARK er på plads udenfor Kvickly i Hadsten ... læs mere
Kære ‘Sat på spidsen’

Kære ‘Sat på spidsen’

Jeg har noteret mig jeres oprigtige bekymring for, om den nytiltrådte socialistiske regering nu sender Laurbjergs trinbræt i syltekrukken sammen med alle de andre trafikprojekter, som ellers var med i den tidligere regerings store trafikaftale, der blev indgået sammen med ... læs mere
Sigtet for at true med at skyde piges hest

Sigtet for at true med at skyde piges hest

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Udeklarerede hasselnødder i müsli

Udeklarerede hasselnødder i müsli

Tilbagrtrukne Fødevarer ... læs mere
NABOHJÆLP

NABOHJÆLP

Nabohjælp, fusk, vennetjeneste, sort arbejde. Ja tak Mere af det. Læs Ole Juuls klumme ... læs mere
God nattevagtsdækning på plejecentrene

God nattevagtsdækning på plejecentrene

Foranlediget af Ældrerådet blev det med 2019-budgettet besluttet at gennemføre en undersøgelse af bemandingen om natten på plejecentrene ... læs mere
Hvad så, Laurbjerg?

Hvad så, Laurbjerg?

Vores nye transportminister vil tage alle vedtagne trafikprojekter op til fornyet overvejelse. Det kommer måske til at gå ud over trinbrættet i Laurbjerg ... læs mere
Klimapopulisme er det nye sort

Klimapopulisme er det nye sort

Alle snakker om klima – (stort set) ingen gør noget ved det… ... læs mere
Loading...