SANGEN HAR VINGER…
Af Ole Juul
Så er det lige før, det sker. Vi har ganske vist været igennem det hele før, og så alligevel. Og det er jo det forunderlige ved julen, at på den ene side er der så megen tradition og gentagelse forbundet med højtiden, så ingen tør for alvor at »bryde ud« af vanen, og på den anden side går vi også med en forventning om, at der hænder os også noget nyt og livsbekræftende denne jul.
For nogle år siden havde jeg samlet familie og gode venner til fødselsdag og adventshygge. Det blev som sådanne aftner er, en bekræftelse af samhørighed og lyst og evne til at indvie hinanden i, hvad der rører sig og på den måde få bekræftet, hvorfor det lige netop er os, der hører sammen, som vi gør. Og så sker det, at en finder højskolesangbøgerne, og da ved vi, at nu indfinder der sig på ny denne følelse af samhørighed omkring det at synge sammen, og vi ved intuitivt, hvorfor det er sandt, som der står, at »sangen har vinger«.
Det har den, og vi sætter os som Holger i eventyret på ryggen af gåsen og flyver med ud over dette frodige landskab, som et livslangt fællesskab er.
»Rejsen« er forunderlig og bringer os vidt omkring, og man kan læse det i de nu voksne børns øjne, at gennem sangen bliver barndommen for en stund bragt tilbage. Ingen vover at hæve fortryllelsen, og det bliver temmelig mange sange, før bogen lukkes. Men så er det atter grundfæstet, hvorfor lige netop vi hører sammen, hvorfor det lige netop er os, der har den historie sammen, som vi har.
Hvordan kan det i grunden være, at fællessangen, salmerne og sangene fra Højskolesangbogen for år tilbage blev bandlyst og forsøgt drevet ud af fællesskabet?
Hvad var det for en politisk korrekthed, der gjorde, at det nærmest virkede pinligt, hvis der blev foreslået en fællessang?
Eller hvad var det for en underlig blufærdighed, der lagde sig som en klam hånd over fællesskaberne i 70’erne og 80’erne? Umiddelbart har jeg svært ved at finde det rigtige svar, jeg kan kun konstatere, at vi heldigvis er ovre de tider, og at sangen er kommet tilbage. Af den simple grund, at folk, som de er flest, nyder at synge, føler en oprigtig glæde ved sangen, fordi netop sangen lukker op til en fælles erindring.
Et af mine faste gøremål op til højtiden var at vælge salmer til julegudstjenesterne. Og det tog ikke lang tid, eller det tog den tid, det varer at finde frem til, hvad vi sang i fjor og forfjor. For der er i det valg intet nyt under solen. Det skal være de samme, som vi altid har sunget.
Ganske vist er der dem, der klandrer kirken for ikke at følge med, ikke at være på forkant med tiden. Men det forunderlige er jo, at de samme mennesker vil være de første til at kritisere deres præst og kirke, hvis man for en gang skyld valgte nogle nye sange og salmer i forbindelse med julen. Hvorfor? Fordi højtiden kalder på gentagelsen, på gennemførelsen af de samme ritualer, som vi er vant til. Og det gør den, fordi netop højtiden er fællesskabsstiftende. Men det er så også tankevækkende, at vi netop ud af det velkendte og samhørigheden omkring det med os bærer en barnlig forventning om og tiltro til, at højtiden bringer os noget nyt og livsbekræftende.
Den gode Bjørnson satte det i sin tid på vers, og bedre kan det næppe tænkes og udtrykkes, end at »sangen forener, idet den fortoner mislyd og tvivl på sin strålende gang… sangen har evighed, derfor den skyder fortid og fremtid i hob for dit syn«.
