Foto: Magnus Heuniche
Kære Magnus Heunicke,
Selvfølgelig forstår vi, der bor helt herovre i Jylland, godt, at det kan være svært at tage trafikale ønsker som f.eks. et trinbræt i Laurbjerg alvorligt. De par millioner, staten skal bidrag med er jo også en slags penge. Og at de bruger 70 millioner på en station nede på Fyn ved Langeskov er jo ren ‘gale-matias’, når du nu ikke vil lade togene standste dér.
Jeg forstår godt, at du blev stiktosset, da en fræk journalist ville spørge ind til dette.
Det er da også ganske forståeligt, at vi herude på bøh-landet må bære vores del af de infrastrukturelle trafikinvesteringer i København og omegn. Det vil da være alt for stor en byrde at lægge på de københavnske medborgeres skuldre, hvis de selv skulle afholde udgifterne til både det igangværende metrobyggeri, det planlagte metrobyggeri ud til Nordhavn og det ekstra jernbanespor ud til lufthavnen, som du så inderligt ønsker dig.
Og der er sikkert andre trafikinvesteringer indenfor voldene på jeres ønskeseddel.
Så hvordan i alverden skulle der blive råd til bare et enkelt lille trinbræt i Laurbjerg?
Det var også ganske undskyldeligt, at trafikstyrelsen fremlagde både fejlbehæftede og urigtige oplysninger i den rapport, du har henvist til i dit afslag om at støtte et trinbræt. De kan jo ikke gøre for det, de stakler. De sidder jo helt ovre i København og skriver rapporter.
Og hvem kan da forlange, at de skal bruge de rigtige oplysninger i noget så perifert og ligegyldigt som opførelsen af et trinbræt i Laurbjerg?
Det må også have irriteret dig, at din kollega Carsten Hansens ministerium fremlagde en rapport, der i klart og tydeligt sprog fortalte, at udviklingen går den rigtige vej i stationsbyerne i provinsen. At unge mennesker rent faktisk kan lade sig friste af at bosætte sig i stationsbyer med rimelige togforbindelser til de større byer. Også helt ovre i Jylland…
Men som du ved, så er jyden både stærk og sej. Derfor vil jeg nu foreslå vores egne politikere, at vi tager sagen i egen hånd og selv opfører et trinbræt i Laurbjerg. ”Opfører” er måske så meget sagt. Det vil nok være mere korrekt at sige, at vi flytter et bestående til Laurbjerg.
Som du kan se, så har jeg fundet et trinbræt langt ude i skoven ved en nedlagt jernbanestrækning her i Favrskov. Det bruges vist ikke så meget, der hvor det står, så hvorfor ikke flytte det til Laurbjerg?
Og så er der tale om en miljø- og ressourcemæssig god og fornuftig løsning…
VI SES PÅ TIRSDAG
Med venlig hilsen
Eigil Jacobsen
Rækkevej 9
8370 Hadsten
mailadresse :
”SAT PÅ SPIDSEN” spidder hverdagens nyheder og tildragelser både lokalt og nationalt. Og altid helt respektløst.
Da det kommende folketingsvalg p.t. fylder meget , vil ‘borgens’ politikere og de politiske partiers gøren og laden i såvel rød som blå legestue naturligvis blive genstand for særlig opmærksomhed. Også lokalt.
Men ingen skal vide sig sikker på ikke at blive ”sat på spidsen”.
Og skulle der blandt Pingvinnyts mange trofaste læsere være gode idéer og inputs til emner, der trænger til en vittig og respektløs omtale i ”SAT PÅ SPIDSEN”, er vi altid lydhøre her på redaktionen.