De unge
Mens politikerne skændes om, hvorvidt de unge, der forlader folkeskolen og gerne vil ind på en gymnasieuddannelse, skal have et karaktergennemsnit på 2, 4 eller mere, så slår flere universitetsundervisere alarm
De studerende er ganske enkelt for dumme!
Lektor ved Niels Bohr Instituttet, Steen Laugesen Hansen har i flere kronikker og på TV fortalt, hvor lidt studieegnede omkring halvdelen af de studerende på dyrlægestudiet er.
Han har bla. testet de førsteårsstuderendes evner i simpel brøk- og procentregning, hvor de er blevet bedt om at svare på, hvor mange procent 1:5 udgør. Ligeledes er de studerende blevet testet for, om de kunne regne ud, hvad 20 procent er i brøkform.
Omkring halvdelen magtede ikke opgaven…
Tager præstationsfremmende medicin
De fagligt svage universitetsstuderende, som gymnasierne tilsyneladende har svigtet, tager i stigende omfang præstationsfremmende medicin for at klare eksamenspres.
Det fremgik af en nyhedsudsendelse på TV2 for ganske nylig.
Det drejer sig bl.a. om koffeinpiller i stor stil, om adhd-medicinen Ritalin, stoffet modafinil og betablokkere.
Er det bare endnu et bevis på, at vi giver SU til studerende, der ikke burde spilde hverken deres egen eller samfundets ressourcer på at forsøge at opnå en akademisk uddannelse?
Er der ikke nogen – f.eks. deres curlingforældre eller deres studievejledere – der kan fortælle disse uduelige studerende, at der ikke findes medicin, der kan kurere dumhed.
Er der ikke nogen, der kan forklare vores politikere på tinge, at det faktisk er vigtigt, at vi uddanner vores unge, så de kan klare sig i en globaliseret verden, hvor unge i andre lande tager deres uddannelse mere alvorligt end herhjemme?
Og at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt det er synd for den svage elev, hvis vedkommende ikke kommer i gymnasiet!
Eller er sandheden den sørgelige, at dumheden også er fremherskende inde på ‘borgen’?
Vi ses på fredag
Med venlig hilsen
Eigil Jacobsen
Rækkevej 9
8370 Hadsten
Mailadr. post@eigiljacobsen.dk
”SAT PÅ SPIDSEN” spidder hverdagens nyheder og tildragelser både lokalt og nationalt.Og altid helt respektløst.
Ingen skal vide sig sikker på ikke at blive ”sat på spidsen”.
de unge