|

Sct. Hans fejring i Lyngå med båltale af Nis Boesdal.

Her bringes talen i sin fulde længde og fotos fra den skønne midsommeraften.

Båltale af Nis Boesdal:

 

Engang for cirka et halvt århundrede siden stod jeg med en sav, en skruetrækker og en stak brædder nede i det gode skib Nordkaperen i Dubrovnik og kløede mig i nakken. Dem der kender mig ved godt, at jeg ikke er den store håndværker, så der blev kløet ret kraftigt i nakken ved den lejlighed. Jeg havde sejlet med skibet flere måneder året i forvejen rundt i det græske øhav, og jeg havde været med til at træffe beslutningen om at skibet skulle jorden rundt – men jeg skulle ikke selv med, min kæreste var i femte måned, så jeg skulle hjem til Danmark og have mit første barn. Men jeg havde lovet at være med til at sætte skibet i stand til turen, og min opgave var blevet at bygge en bogreol, hvor bøgerne ikke kunne falde ud, selvom skibet lå ned på siden i en brandstorm.

Det blev noget med et bræt med kant, både forneden og cirka halvvejs oppe af bogryggene. Og en masse kiler, man borer jo ikke huller med en skruemaskine i et gammelt stålskib, der er bygget i Polen under første verdenskrig. Egentlig var jeg nu godt tilfreds, da jeg endelig blev færdig, og så kaldte jeg på Troels og spurgte, om jeg skulle stille bøgerne på plads i alfabetisk orden?
Nej, sagde han, de skal da stå i den rækkefølge, jeg bedst kan lide dem! Thøger Larsen skal i hvert fald stå forrest, helt ude til venstre, så ved jeg, hvor han er. ”Danmark nu blunder den lyse nat – bag ved din seng, når du sover…”
Mange år senere, i år 2000, blev der udskrevet en konkurrence i dagspressen om de bedste sange og bedste bøger i 1900-tallet. Den bedste roman blev Johs. V. Jensens ”Kongens fald” og den bedste sang blev ”Danmark nu blunder den lyse nat”.

Den bedste danske sang i 100 år, der stadig stod helt ude til venstre på Troels Kløvedals reol i Nordkaperen. Og så er det ikke engang et såkaldt ”rigtigt” digt, det er en lejlighedssang, ligesom dem vi synger, når der er rund fødselsdag i Lyngåhus eller konfirmation i en have på Voer Møllevej. Jeppe Aakjær kunne jo egentlig nok selv finde ud af at skrive en sang, men han holdt en stor fest i 1914 på Jenle, og han havde selv haft så travlt med at skaffe fadøl og køre til slagteren, at han havde bedt venner Thøger Larsen om at flikke noget sammen, de kunne starte festen med.
Det gjorde Thøger Larsen så. Den bedste danske sang i 100 år. ”Køer og heste og får på græs / hen over brede agre / åbne lader for fulde læs / sejl som stryger om klint og næs…” Og da Troels mange år senere kom hjem efter den første jordomsejling, var lige præcis hans sejl et af dem, som strøg om klint og næs. Selvom han både havde børn og ekskoner i Danmark, sejlede han ind i Limfjorden og besøgte Thøger Larsen som den allerførste.

”Vi elsker vort land” – og det kan man jo gøre på mange forskellige måder, og det skal vi også synge om her i aften. Vi har hver især vores egen måde at elske Danmark på. Og elske hinanden på. Jeg var til et bryllup nede ved grænsen, hvor to ældre mennesker havde besluttet sig for hinanden. Brylluppet blev holdt i en have, og da borgmesteren spurgte, om manden ville tage denne kvinde, som hos ham stod – og så videre og videre – blev der helt stille – og så endelig svarede manden: ”Når du nu spørger så direkte, så tror jeg, jeg vil bruge min sidste livline – jeg spørger publikum…”
De blev gift og så har de endnu en god historie i det sønderjyske. Og jeg tror, det er vigtigt for vores kærlighed til Danmark, at vi samler på de gode historier. Historier om, hvor godt livet her på jorden kan være. Lukas fortæller i det ny testamente, at da Jesus kom ind på tempelpladsen i Jerusalem, opdagede han at hele pladsen var var blevet til et gøglermarked ligesom Ingerslev Boulevard er lørdag formiddag. Han gav sig til at drive de handlende ud og så råbte han: ”Mit hus skal være et bedehus, men I har gjort det til en røverkule!” Og i de følgende dage forsøgte alle de skriftkloge og ypperstepræsterne at få Jesus ryddet af vejen, men de kunne ikke komme afsted med det, for hele folket hang ved Jesus for at høre ham.

For at høre de gode historier. Og de gode historier er noget af det vigtigste, vi har. Det er også derfor, vi skal synge dem i aften. Holger Drachmann, Thøger Larsen, Jeppe Aakjær og ikke mindst Grundtvig: Solen står op hver dag, den lyse på himlen mer og mer, os alle til lyst og fromme, og det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme…
Dårlige historier er der nok af, ikke mindst i min egen branche, journalisternes, en gennemsnitlig radioavis består som regel af syv gode grunde til at gå op på loftet og hænge sig – og så en vejrudsigt. Så kan man selvfølgelig se fjernsyn i stedet for, lidt om nervøs spisevægring, huse der ikke kan sælges, luksusfælder, køkkenmareridt, dødbringende våben, plastik i verdenshavene, syge der ikke kan helbredes og krige, der aldrig slutter. Hvis ikke vi engang imellem slog Østrig i fodbold ville der ikke være meget at lave videre for – bortset fra de gode historier.
Der er mange, der mener, at glæden over det smukke Danmark og de gode historier, er den rene virkelighedsflugt. Men glæden er jo netop båret frem af risikoen for det modsatte, sorg og fiasko, muligheden for at blive slået til jorden af grådighed og magtsyge. Som Tolkien, ham med det smukke eventyr om Ringenes Herre, engang skrev det i et essay, så er det, når det pludselige vendepunkt kommer, at vi får det skærende glimt af glæden – så bliver historiens væv revet i stykker – og lader et lysskær skinne igennem – og SÅ er det, at det kendes på os, som lysets børn, at natten hun er nu omme…

Vi skal holde fast i både de gode fortællinger og sangene om dem. Og selvfølgelig på de betingelser, der var sangenes, da de blev skrevet. Den signede dag med fryd vi ser – af havet til os opkomme, og det kan man jo godt glæde sig over, selvom man ikke har de nyeste data om badevandets kvalitet og antallet af kolibakterier i de bølger, der skubbede solen op på himlen. Fulgt op af en langtidsprognose fra metrologisk institut, der fortæller at det kniber med solen i næste uger på grund af et lavtryk over Azorerne. Selvfølgelig er det en del af vores virkelighed, når vinden går i vest, at de norske fjelde bremser højtrykket, men det er ikke HELE vores virkelighed. Fint nok at vi er orienteret om ulykkerne, men vi skal ikke glemme, at som guld er den årle morgenstund, når dagen opstår af døde, dog kysser os og med guld i mund, den liflige aftenrøde…
Hver by har sin heks / og hvert sogn sine trolde / Dem vil vi fra livet med glædesblus holde / vi vil fred her til lands / Sankte Hans, Sankte Hans / Den kan vindes, hvor hjerterne / aldrig bliver tvivlende kolde…
Der er mange glædesblus i Lyngå – og i aften tænder vi endnu et….

Heksen fløj hurtigt til Bloksbjerg🔥🧙‍♀️🔥

De ca 100 deltagere nød det optimale vejr til Sct. Hans fejring.

Lyngå Borgerforening stod for salg af pølser, øl, vand, kaffe og kage.

Med lidt fantasi var der både hekse og trolde på bålet.🧙‍♀️

Folk hyggede😊

Bålet afgav en god varme😅

Og igen med lidt fantasi – en dinosaurus gemte sig i bålet.😄

 

 

Foto og tekst: T. Skipper

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



HOS BOGHANDLEREN

HOS BOGHANDLEREN

En boghandleræra lakker tilsyneladende mod enden i Hadsten ... læs mere
FLOT OG AKTUEL BÅLTALE

FLOT OG AKTUEL BÅLTALE

Byrådsmedlem René Schneider holdt en storslået båltale ved HSK’s midsommerarrangement ... læs mere
UD I NATUREN (80)

UD I NATUREN (80)

Naturen fejrer midsommer og Sct. Hans med et væld af valmuer, kornblomster, margueritter og meget mere. Dagens billeder er krydret med Sct. Hans digt af H. J. Buchberg ... læs mere
KUNSTEN AT GJØRE PENGE – 6. del

KUNSTEN AT GJØRE PENGE – 6. del

PingvinNyt.dk hjælper dig til øget velstand i disse urolige økonomiske tider med P.T. BARNUMs nyttige bog, der giver ”GODE RAAD OG VINK TIL AT SKABE SIG EN FORMUE” ... læs mere
Nye tal: Flere unge dropper cigaretterne

Nye tal: Flere unge dropper cigaretterne

Flere teenagere og unge dropper rygning. Størst er faldet hos de 16- til 19-årige, hvor andelen af rygere i dag er næsten 40 procent lavere end for fire år siden ... læs mere
GOD SOMMER TIL DE UKUELIGE

GOD SOMMER TIL DE UKUELIGE

Sommerferie - dejligt, mener vel de fleste. Men den kan have sine prøvelser. Læs en lun ferieklumme af Ole Juul - her på Pingvinnyt ... læs mere
STORT TILLYKKE til årets studenter🇩🇰

STORT TILLYKKE til årets studenter🇩🇰

Favrskov Gymnasium udklækker i denne uge mange nye studenter. Pingvinnyt ønsker TILLYKKE med digt af H. J. Buchberg ... læs mere
UD I NATUREN (79)

UD I NATUREN (79)

Åh du dejlige skærsommer❤️ dig fejre vi med en tur til Løjstrup Hovedgård beliggende mellem Laurbjerg og Langå ... læs mere
INDSATS MOD STØJ OG URO

INDSATS MOD STØJ OG URO

Børne og Skoleudvalget har godkendt en plan, der skal dæmme op for den uro og støj, som en del borgere i Favrskov kommune oplevede sidste sommer. Til indsatsen er der både i år og næste år afsat 500.000 kr., og ... læs mere
De administrative forslag til de kommunale budgetbesparelser

De administrative forslag til de kommunale budgetbesparelser

Byrådet skal finde besparelser på ca. 33 mio. kr ... læs mere
SÅ ER DER FEST PÅ BAKKEN...

SÅ ER DER FEST PÅ BAKKEN…

Altså bakken på Holkjærvej, hvor "Holkjærgård Entreprenør & Maskinstation" på fredag kan fejre firmaets 25-års jubilæum ... læs mere
Loading...