Det var en fornøjelse at læse Venstre i Favrskovs holdning til, hvordan kommunens folkeskoler skal administreres. Gruppeformand Flemming Nørgaard skriver ganske rigtigt, at skolerne står overfor meget komplekse problemstillinger efter folkeskolereformen og den øgede inklusion af specialskoleelever, og SF hilser det velkomment, at Venstre i byrådet lægger op til at lytte til og indgå i dialog med de mennesker, der arbejder med opgaverne i deres hverdag. Her ligger SF helt på linie med Venstre.
Nørgaard påpeger ganske rigtigt, at skolerne er forskellige og møder forskellige udfordringer i de forskellige distrikter, og at de derfor bør have frihed til at finde deres egne løsninger og fritages for en række dokumentationskrav og administrativt bureaukrati. Vi kan i SF kun bifalde, at administration begrænses til det helt nødvendige og at lærerne bruger deres tid på at levere den bedst mulige undervisning i stedet for at sidde ved en computer og beskrive op ad døre og ned ad stolper, hvad de har lavet med eleverne.
Til slut i sit brev skriver Flemming Nørgaard, at Venstre gerne følger op på de anbefalinger, skolerne fremkommer med, og som kan skabe et økonomisk råderum. Det er jo rigtigt fint, især hvis V også afstår fra at inddrage de sparede midler og udbetale dem til de mest velhavende borgere som skattenedsættelser, men lader børnene i skolerne nyde frugten af en bedre tilrettelæggelse af arbejdet.