En hyggelig familiefilm
Film til streaming I denne jul kommer vi til at være mere hjemme end sædvanligt. Hvis du kommer til at savne underholdning kan du på bibliotekernes Filmstriben finde gode (jule)film, som du kan se helt gratis. Forløberen til biografaktuelle ”Julemandens datter 2” kan findes der. Her præsenteres vi for den 12-årige Lucia, der bor i Grønland med sin mor Claudia og far Julius, som er selveste Julemanden. Lucia vil gerne oplæres til julemand, men kun drenge har adgang til den internationale julemandsskole. Hun bliver dog lovet en plads, hvis hun kan opfylde menneskedrengen Alberts største ønske: at kurere hans far, der er ramt af en gådefuld sygdom.
Julemandens datter
Kendt fra børnebøgerne
Film til streaming Som en særlig julegave til kommunens borgerne hæver bibliotekerne loftet for det antal film, hver enkelt låner kan se om måneden. Der er således være gode muligheder for selv den ivrigste filmkigger. Her er en elskelig tegnefilm for de mindste, der sikkert kender Peddersen og hans frække kat Findus fra en række populære børnebøger. Findus har aldrig nogensinde mødt julenissen, så da han hører en flok børn fortælle om den, bliver han helt fyr og flamme. Peddersen tror ikke på julenissen, men han kommer alligevel til at love Findus, at nissen helt sikkert dukker op til jul. Og er der så andet at gøre end at opfinde og bygge en nissemaskine?
Peddersen & Findus 3 – Nissemaskinen
Min yndlingsjulefilm
Film til streaming Hvis jeg selv skulle nyde gensynet med en julefilm, blev det denne. 10 separate historier om kærlighed væves ind og ud mellem hinanden. Nogle finder sammen – nogle går fra hinanden. Det er ikke stor fortællekunst, men for pokker, hvor en sand stjerneparade af engelske skuespillere lyser op: Hugh Grant, Emma Thompson, Liam Neeson, Keira Knightley, Colin Firth, Alan Rickman … Bare tanken om deres fornemme replikbehandling giver mig lyst til at se filmen endnu en gang! PS: Husk at du for at streame film fra Filmstriben skal være indmeldt som låner på Favrskov Bibliotekerne (og kunne huske din pinkode), så det skal man lige have sikret sig, inden vi går på juleferie.
Love Actually
Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.
Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.