At samle på guld
Højtlæsning Det er ikke første gang jeg siger det, men igen vil jeg understrege, at voksne med stort udbytte kan læse børne- og ungdomsbøger. Tre af de største læseoplevelser blandt min ferielekture stammer fra hylderne i børneafdelingen. Først en moderne ”Madicken”, som er fin at læse højt og snakke om for de 6-9 årige. Karoline er 7 år og elsker ting af guld. Fatima vil hele tiden gerne lege med hende, men Karoline vil hellere være alene – hun har bare svært ved at få det sagt. Den nye nabodreng Gustav er meget sjovere at være sammen med. Karoline er kommet til at tage sin lærers ring, og Gustav er kommet til at sige i klassen at han kan trylle. Heldigvis er der nogle gode voksne som hjælper, da det bliver rigtig svært. Dilemmaerne, persontegningerne og relationerne er glimrende skildret, og som voksen får man indsigt i børns tankegang.
Det fine ved Karoline. Af Helena Hedlund
To brødre i klemme
Ungdomsbog Jonas på 19 og Imse på 13 er halvbrødre med hver deres far. De bor sammen med deres mor, men er meget forskellige og har hver deres problemer at slås med. Imse, der er utrolig intelligent og god til fodbold, oplever at blive mobbet og holdt udenfor i skolen. Jonas er droppet ud fra teknisk skole og er ungdomstræner for bordtennisdrengene. Især bruger han meget tid i idrætshallen sammen med Niklas på 11 år, som han føler sig erotisk tiltrukket af. Er han pædofil og hvordan skal han takle sine grænseoverskridende tanker og følelser?
Som psykolog og bordtennisnørd skriver forfatteren med stor indsigt. Hun formår at spinde en utrolig vellykket fortælling om nogle tabubelagte emner, og det fungerer godt at lade kapitlerne veksle mellem de to hovedpersoner. En vigtig bog, der har godt fat om svære spørgsmål.
Hvad ingen ved. Af Anne Cathrine Bomann
Inspireret af en virkelig sag
Ungdomsbog Også denne bog fortælles med skiftende synsvinkler, nemlig gennem tre efterskoleelever. Forfatteren er inspireret af den tragiske kæntringsulykke på Præstø Fjord i 2011, men udfylder rammerne med fiktive karakterer. For de tre byder efterskolelivet på grænser der skal afprøves, nye muligheder for at finde sig et solidt afsæt i tilværelsen og stormende forelskelser. Men også på en voldsom katastrofe, som for altid vil sætte et spor i livet. I overensstemmelse med virkeligheden havner de hårdest medtagne af eleverne på et neurocenter i en lille jysk flække med slot, skov og golfbane. Den meget velskrivende forfatter har skabt tre stærke personligheder, som udvikler sig enormt gennem fortællingen formet af de store kræfter kærlighed, vrede og fortvivlelse og sidst men ikke mindst, håb!
Den dag vi døde. Af Anja Hitz
Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.
Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på både facebook og instagram.