Over hele landet arbejder lokale ildsjæle med at bygge nye fællesskaber. Altid med blik for de særlige muligheder i en bygning eller på et sted. Det gælder også i Gimming ved Randers og i Hinnerup, hvor frivillige projekter nu kan blive til virkelighed med støtte fra Realdanias Underværker-kampagne.
At genoprette Gimmings 120 år gamle forsamlingshus, både inde og ude, for derigennem at styrke fællesskabet i landsbyen og omegnen.
…Og at forbedre eksisterende gadeidrætsfaciliteter i en 2000 kvadratmeter stor tidligere industrihal i Hinnerup og udbrede stedet til et større og bredere publikum, bl.a. pigeskatere.
Sådan lyder visionerne bag to østjyske projekter, som nu er et skridt nærmere realisering med en økonomisk håndsrækning fra Realdanias Underværker-kampagne. Mens forsamlingshuset i Gimming får 1 mio. kr. til at realisere deres idé, kan Omega Skate Hal i Hinnerup se frem til 440.000 kr. i projektstøtte.
Med Underværker har Realdania i flere år målrettet støttet frivillige projekter i det byggede miljø. Nu er endnu en ansøgningsrunde afsluttet, hvor ildsjæle kunne søge om støtte til at føre deres projektdrømme ud i livet. 18 projekter er udvalgt til støtte – og heraf altså også de to projekter i henholdsvis i Gimming og Hinnerup.
De 18 underværker støttes samlet med 14 mio. kr.
Ildsjælene aktiverer mulighederne på stedet
De udvalgte projekter spreder sig over hele landet på tværs af land og by, men de har det til fælles, at de drives af frivillige kræfter, som motiveres af at gøre en positiv forskel for deres lokalområde. Nogle gange ved at nytænke eksisterende bygningskultur til nye aktiviteter og formål. Og andre gange ved at opføre helt nye bygninger som ramme om aktiviteter, der gavner fællesskabet eller rækker ud til særlige grupper.
”Coronaepidemien sætter en kæp i hjulet for det sociale samvær, men heldigvis blomstrer de frivillige fællesskaber stadig over hele landet. Ildsjælene bygger ikke for sig selv – de bygger for hinanden. De har øje for hvert steds særlige muligheder, og de arbejder utrætteligt for at skabe en positiv forandring, som kommer flere til gode. De to østjyske projekter er rigtig gode eksempler på, hvad der kan ske, når lokale ildsjæle får øje på en lokal mulighed og beslutter sig for at gøre noget ved sagen,” siger Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania.
I alt valgte 82 ildsjælegrupper at byde ind med deres projektidéer. De 18 projektidéer er udvalgt med hjælp fra et eksternt bedømmelsesudvalg. For projekter, der ikke nåede at byde ind i denne omgang, åbnes for en ny ansøgningsmulighed til foråret 2021.
Se alle ildsjælenes projekter og læs mere om den kommende ansøgningsmulighed på www.underværker.dk.
Yderligere oplysninger
Programchef Stine Lea Jacobi, Realdania, tlf. 21 74 77 25