I baggrunden til højre ses den bro, der blev fjernet 31. oktober 2020.
Vejen går over Hadsten
Tekst og foto: Ove Rosenkvist og Svend Roelsgaard
I år er det 60 år siden vejen over Hadsten blev opført.
Da gravkoen satte tænderne i ejendommen Østergade 19 i Hadsten 1. oktober 1959 begyndte den største omvæltning i byens historie, siden Hadsten blev grundlagt og banen åbnede 3. september 1862.
Den stigende trafik fra Randers-Skanderborg landevej og togenes hastighed på den jyske længdebane gjorde afviklingen mellem nord og syd vanskelig. Når bommen var nede gik vejtrafikken i stå, så planlæggerne så sig om efter en ny linieføring.
Med et øksehug kom trafikken til at gå over byens tage på en dæmning og en bro, der over en strækning på 1,5 km gik fra Vinterslev gennem nogle villaer og en halv ejendom i Østergade, over banen og åen for ved Over Hadsten at fortsætte mod syd. Byggeriet stod på i 1959-60.
Der blev flyttet 80.000 m3 jord og prisen blev 5 millioner kroner.
I sommeren 1959 tog Svend Roelsgaard et billede af broen over vejen, der endnu ikke var udgravet.
Den nye bro over Randersvej samme sted fotograferet 13. december 2020 af Ove Rosenkvist.